Kategori: Økonomi

Udgivet i af — 1 kommentar

Mettemord vil bestemme hvem der skal dø

Forestillingen om at vores hersker og beskytter rent faktisk hersker og beskytter, for ikke at tale om kan herske og beskytte os er desværre udbredt. Den er også forkert. Mettemord kan ikke, selv ikke med hjælp fra de dygtigste, mest upartiske, neutrale, fejlfrie, velmenende, selvudslettende og uegennyttig embedsmænd afgøre hvad der er den rigtige strategi for hver enkelt dansker. Hvad mere er hun har ingen ret dertil. At folk flest accepterer dekreter om at indstille værdiskabende aktivitet og gå i dvale på ubestemt tid, indtil Mettemord og hendes lakajer finder det passende at lukke os ud af husarresten, er en hyldest til årtiers systematisk indsats i det propagandaapparat der går under betegnelsen ‘uddannelsessystemet‘.

Vi bor i et ganske rigt land, med betydelig kapital og kan derfor klare os en vis tid, før hylderne er tomme. Selv når produktion forbydes. ‘Essentielle’ sektorer er ganske vist friholdt produktionsforbudet, men i en avanceret økonomi er spindelvævet imellem diverse industrier ganske kompliceret, og det job Mettemord ikke lige finder essentielt er måske det job der forsyner en familie med tag over hovedet og mad på bordet.

Anderledes er det i lande hvor fattigdom stadig er et vilkår, og hvor stop for den daglige produktion er ensbetydende med sult. Rigtig sult. Forhåbentlig kommer det ikke dertil her.

Mettemord vil bestemme hvem der skal dø. Nogle mennesker dør som følge af en virusinfektion. Det må nok betragtes som et trist faktum; ganske mange endda, f.eks i New York, selvom det værste måske(!) er overstået. Mettemord hævder hun vil (og kan) forhindre dette, men bagsiden af medaljen er at andre mennesker dør. Disse er noget vanskeligere at erkende og får derfor knap så meget opmærksomhed. Dertil kommer det voldsomme indgreb i befolkningens liv og frihed til at afgøre, hvordan man bedst forholder sig, beskytter sig selv og sine nærmeste, samt andre mennesker. Bevisbyrden der skal løftes for at forbyde folk at passe deres eget liv bør være meget tung – ikke blot baseret på højst usikre prognoser, om potentielle ulykker. Man kan rådgive, opfordre, med passende forbehold for den manglende viden, som de overraskende nok har forsøgt sig med på den anden side af Øresund. Se også interview med Johan Giesecke her.

Vrangforestillingen om, at regeringen bare kan uddele penge (300 milliarder i ‘hjælpepakker’) til folk, der ikke længere (må) producere(r), er gift for samfundet og betyder endnu en økonomisk belastning for nuværende og fremtidige generationer (husk at penge ikke er alt). De voldsomme overgreb på individuelle frihedsrettigheder lover ikke godt for fremtiden. Frihed til at bestemme over egne ressourcer er en nødvendig betingelse for at tilvejebringe den rigdom, som skal gøre os i stand til at håndtere fremtidige, og måske mere alvorlige epidemier – planøkonomi kan ikke hjælpe, heller ikke med prisen på ‘et liv’.

Glem ikke hvad staten er for en størrelse.

Udgivet i af — 1 kommentar

nudge nudge…

Det der med at tilskynde folk til en mere hensigtsmæssig adfærd, eller på neo-dansk nudge, har været moderne et stykke tid nu. Så moderne at vi har folk på universiteter (RUC, men alligevel…) som er eksperter i nudging, nærmere betegnet interventioner som ikke burde betyde noget for ens adfærd, men som i praksis gør det alligevel. I episode 5 af Regelstaten har Jonas Herby besøg af Pelle Guldborg Hansen og de lægger ud med at tale om pension (de taler også om virus og Mettemord der har givet os allesammen husarrest, men kommentarer til dette må blive en anden gang).

Hvordan får ‘vi‘ folk til at spare (mere) op til deres egen pension, hvilke redskaber har staten i sin værktøjskasse (udover magtmonopolet)? Et eksempel på et nudge kunne være at man, i stedet for at sige til en person: ‘Du skal sætte 10% af din månedlige indkomst ind på en pensionskonto’, så siger man, ‘du skal ikke give afkald på noget nu, men ved din næste lønforhøjelse, der tager vi en lidt større andel af den og sætter ind på din pensionskonto, det koster dig ikke noget nu…’ Man udnytter folks uvillighed til at give afkald på noget de allerede har, og deres tendens til at sætte mindre pris på en fremtidig gevinst. (Samtidig med at vi har fået lavet os et system, hvor øjeblikkelig behovsopfyldelse næsten bliver anset for en menneskeret, køb NU – hvis du ikke har råd, kan du låne (nogen gange oven i købet til negative renter, wtf?!))

Der bliver desværre ikke diskuteret OM staten overhovedet skal blande sig i folks overvejelser om pension. Hver gang man taler med en ekspert om, hvordan staten, eller ‘vi’ bedst gør dette eller hint, bør man stoppe op og spørge om det overhovedet er en opgave for staten – svaret er ganske ofte (nogle vil mene altid) Nej! Når staten skal gøre noget, foregår det nemlig via lovgivning – magtudøvelse, og det bør der være så lidt af som overhovedet muligt. Forestilingen om at staten har noget som helst mandat (nej, heller ikke den sociale kontrakt) til at bestemme eller tilskynde folk til, hvor meget eller lidt de vil spare op, afsætte ressourcer til at forske i, hvordan man bedst nudger skattekvæget til at opføre sig som staten synes, er det bedste for skattekvæget (som jo ikke kan vide det selv!) er yderst problematisk. Selvom Hansen forsøger at lægge afstand til ‘paternalismen’, ændrer det ikke på det faktum at ‘vi’ vil have nogen (andre) til at gøre noget, som ‘vi’ finder mere hensigtsmæssigt (præmis’en for Hansen er vistnok at den der bliver nudget også finder det hensigtsmæssigt).

Det er ikke myndighedernes opgave at nudge nogen – eftersom myndighederne ikke ved hvad det enkelte individ har af planer, ønsker og mål i tilværelsen. Dertil kommer den Hayek’ske forestilling om viden – at selvom en central myndighed vidste hvad folks mål var, ville den stadig ikke kunne afgøre hvordan ressourcer bedst allokeres for at nå disse mål.

Der er selvfølgelig intet til hinder for, at en person, i erkendelse af det ofte kan være meget svært at ændre adfærd, selvom man rent faktisk ønsker det, benytter sig af viden fra adfærdsforskningen (forskning og viden som burde foregå privat, så udbuddet rent faktisk afspejler efterspørgslen) og køber sig rådgivning om, forskellige måder at opnå en ønsket adfærdsændring. Mængden af slankekure, motionsprogrammer, rygestopkurser, mentoring og hvad ved jeg, afslører et behov som folk frivilligt betaler for – mange af dem igen og igen, uden at opnå den ønskede adfærdsændring. Der er behov for dygtige rådgivere der kan hjælpe individer med at nå deres mål, også når dette indebærer adfærdsændringer der kan være meget svære at opnå.

Men bland regering og myndigheder uden om folks liv – det er dét ‘laissez-faire’ betyder.

Laissez faire means: Let the common man choose and act; do not force him to yield to a dictator.

Ludwig von Mises, Human action, kapitel XXVII

Udgivet i af — Skriv en kommentar

Om ulve og miljøet – og hvorfor ejendomsret er altafgørende

…og økonomi.

Michael Munger skriver på AIER om transaktionsomkostninger og bruger opformering af ulvebestand i det vestlige USA som et eksempel på en måde at udnytte respekt for ejendomsret til at opnå ‘miljøforbedringer’.

Et andet spændende eksempel på vores begrænsede forståelse blev jeg opmærksom på via Russ Roberts’ Econtalk (podcast) som for nylig havde besøg af Isabella Tree . På Knepp Castle Estate (som jeg gerne vil besøge når Mettemord løfter husarresten) har de efter årtier med fejlslagen landbrug, der trods tvangsoverførsler fra andre EU-borgere aldrig fungerede, lagt strategien helt om og (dog stadig med tilskud!) med ekstensiv pleje og indførsel af større dyr opnået en genopstandelse af en fantastisk biodiversitet. Dog har de (endnu?) ikke indført rovdyr, det ER en relativt lille ejendom i Sydengland, der arealmæssigt ikke er i nærheden af de store amerikanske naturparker.

Pointen er at forestillingen om at ‘vi‘ har forstået den ekstremt komplekse verden omkring os, og derfor at dette royale vi kan, og bør!, dirigere rundt med os andre, der ikke ved hvad der er bedst for selv, er fejlagtig. Mere regering er årsagen – ikke løsningen – til dårskab.

Udgivet i af — 5 kommentarer

Hvem bestemmer over dit liv?

Gør du selv? Eller dem der har stemt på nogle bandemedlemmer, som mener sig berettiget til at true dig til at betale for deres eskapader? (Det betyder ikke at man i et frit samfund vil acceptere at folk kører 180km/t ned ad en lille villavej, eller at folk med smitsomme sygdomme uhindret vandrer ind på børneværelserne…)

De skadelige effekter af at udnytte tragiske dødsfald til at oppiske panikstemning og tiltage sig hidtil usete magtbeføjelser er mangfoldige. En af de værste, som vi allerede lider hårdt af i Danmark pga den enorme indflydelse staten har på vores dagligdag, er umyndiggørelsen og den ansvarsfralæggelse for såvel eget liv som ens nærmeste. Vi skal ikke tage os af hinanden, for det har ‘vi’ staten til.

Men der tager vi fejl…Den sociale kontrakt eksisterer ikke.

Vejen til et totalitært system er fortvivlende kort. Lyt til Pete Quinones og James Corbett her (35 minutter).

Når du har lyttet til den podcast – så tag et kig på de spørgsmål (187 spm d 9. april) der blev stillet til hasteloven. Betænk den nidkærhed og detaljeringsgrad de ‘folkevalgte‘ udviser når de vil redde os alle sammen fra os selv. Det er særligt grelt i forbindelse med de tiltag der gøres med henvisning til SARS-CoV-2, men det de kalder ‘lovarbejde’ i al almindelighed har i mange år været helt ude af kontrol; det er på tide at vi stiller os selv spørgsmålet: Hvad er regeringens vigtigste opgave (hvis overhovedet nogen!)? Er det at beskytte os mod enhver ulykkelig hændelse der kan ramme os? Eller er det alene at sørge for at loven bliver overholdt – ikke at udspy love, der bruges som middel til at plyndre hinanden. Anarkister iblandt os vil hævde at det der i øjeblikket går under betegnelsen ‘regering‘, ikke har nogen legitim funktion. Det er ikke ensbetydende med at man ikke har love, blot at man ikke accepterer et voldeligt monopol på magtudøvelsen, men fastholder at også forsvar mod overgreb kan leveres af et privat marked.

DU bestemmer over dit liv, medmindre du giver afkald på retten til selvbestemmelse, eller specifikt uddelegerer visse opgaver.

Udgivet i af — 1 kommentar

Klingende mønt…

Har du tænkt over hvorfra dét udtryk stammer? Det er ikke lyden fra et kasseapparat der siger ka-ching eller din mobile pay som flyver afsted. Tag to af de guldmønter du sikkert har på lager, balancér den ene på fingerspidsen og slå den an med den anden. Glæd dig over klangen af klingende mønt!

I en tid hvor politikere tilsyneladende(!) tror at penge er noget de kan plukke på træer eller i centralbanker (‘This is not the time to worry about moral hazard or whether people are incentivized not to work‘) er det nok værd at overveje hvad penge egentlig er; hvilken fantastisk udvikling penge repræsenterer, en ‘opfindelse’ der næppe overgås af noget mht at skabe bedre levevilkår for mennesker. Lyt til Human Action podcast om Economic Calculation her. Læs del 3 af Human Action her

Penge har flere funktioner, først og fremmest som betalingsmiddel, som middel til holde styr på (evt) gevinst og tab, som transport og opbevaring af værdi. Endvidere skal det være alment accepteret som betalingsmiddel. Man kan diskutere hvad der er gode egenskaber for penge i forhold til at opfylde disse funktioner, f.eks at det er nemt at bytte mod alle andre varer og ydelser, nemt at opdele i mindre stykker, let at transportere, vanskeligt at fremstille, nemt at kontrollere, bevarer sin værdi over tid mm.
Der en glimrende introduktion til penge her fra sidste års Mises University (45min). For mere detaljeret gennemgang må man boge den lidt og gå til Mengers The Origins of Money og Rothbards What has Government done to Our Money – og Mises Human Action, f.x. Kapitel XVII.19 eller The Theory of Money and Credit.

Se også Bob Murphys artikelserie om Money Mechanics på mises.org – ikke alle kapitler er udkommet endnu, men kapitel 2 om penge og banker, og kapitel 5 om, hvordan centralbank og kommercielle banker skaber penge, er online.

Penge har ikke værdi i sig selv, men alene i kraft af de knappe ressourcer de repræsenterer, og som man kan erhverve sig ved at bruge pengene, enten nu eller fremtiden. Når en falskmøntner (f.eks en centralbank, en kommerciel bank eller en anden slyngel) ‘laver’ penge er konsekvensen øget (mulighed for) forbrug af knappe ressourcer. Vi producerer for at kunne forbruge (hvad enten forbruget består i ‘stuff’, oplevelser, fritid eller andet) og i en avanceret økonomi er penge det vi bruger til at holde styr på hvad vi har produceret, og hvad vi derfor kan forbruge af ressourcer. Falskmøntneriet sætter nogen i stand til at forbruge uden at producere – det man med rette kan kalde overforbrug, og fører til en misallokering af ressourcer ved at producenter søger at imødekomme den efterspørgsel som falskmøntneren har sat i værk. Når falskmøntneren er Sorte Slyngel kan enhver se at det er forkert at han kommer med sine falske mønter, men når det er penge der sat i verden ved en seddelpresse eller en kredit som ‘opstår’ i en computer er det mindre gennemskueligt. Men der opstår ikke flere varer eller ydelser af at staten deler penge ud, vi bliver ikke rigere – der er kun tale om omfordeling, misallokering og et mindretal der beriger sig på vor andres bekostning.

Der er intet galt i kredit eller lån – långiver afgører hvor stor en risiko han vil påtage sig, og hvilket pant han ønsker som betingelse for lånet. Men hvis han tager fejl, skal han bære risikoen og tage tabet når låntager ikke kan betale tilbage.

Når regeringer uddeler penge til pøbelen afhænger de skadelige effekter blandt andet af, hvordan banden er kommet til penge. Er det ved beskatning, tager de ressourcer fra en gruppe og giver til en anden. Er det ved låntagning er det det samme, blot er dem man tager fra endnu fremtidige borgere (børn eller ufødte). Begge former for plyndring er umoralsk. Snedigt lader man gaveregnen falde lidt over alle, lader som om man lytter til folkets (ikke eksisterende) stemme; som Bastiat skrev: Tidens vildfarelse er at alle bliver rigere på bekostning af hinanden.

Helt galt går det når politikere har magt og indflydelse over pengene, den fristelse kan de færreste modstå. Når gaverne opstår ved falskmøntneriet ser vi først de afledte effekter senere, evt først meget senere, som følge af den misallokering af ressourcer indgrebet fører med sig. Mises brugte eksemplet med en murermester der, pga falskmøntneriet, tror at der findes flere reelle ressourcer end rent faktisk gør. Han bygger derfor ud fra en grundplan et hus, men det viser sig efterhånden som byggeriet skrider frem, fundamentet er støbt, det meste af skallen muret, at der ikke er ressourcer nok i form af f.eks materialer til tagkonstruktion. Han må enten opgive at færdiggøre huset, eller forsøge at bygge det mindre, måske genvinde nogle af de forbrugte ressourcer. Tab og spild er konsekvensen.

Ligesom politikerbyrden skal holdes langt væk fra uddannelsessystemet, sundhedssystem, og alle andre væsentlige systemer, er det måske allervigtigst at holde dem væk fra vores pengesystem; det er de i særklasse uegnede til at administrere og der er intet respektløst i at konstatere dette.

En ‘guldstandard‘ eller anden møntfod som ikke kan blæses op er ikke ensbetydende med at vi har nået nirvana (se afsnit 8), men et nyttigt redskab til at begrænse det galopperende offentlige (og private) forbrug.

https://data.oecd.org/chart/5Umx

P.S. Penge er ikke alt

Udgivet i af — 1 kommentar

Er mere regering løsningen på al dårskab?

Det forekommer mig at der en tendens til, i vesten generelt, i stigende grad at forvente at Regeringen løser vores problemer for os. Alle vores problemer. Og personer i regeringen påtager sig hjertens gerne opgaven med stor nidkærhed (men ringe succes). Det fører til apati, mangel på uafhængighed og en ansvarsløs krævementalitet, for regeringer kan ikke løse vores problemer og kan kun give hvad de har taget fra andre. Velmenende(?) mennesker kalder på en Verdensregering der skal føre an i bekæmpelsen af en virus. Det kan kun gå galt. I et samfund frit for tvang vil der også være problemer som ikke har gode løsninger – elendigheder som ikke kan forhindres, men hvis effekter blot må afbødes. Det er ikke et argument for mere centralisering! – men for at have et rigere og mere modstandsdygtigt samfund der bedre kan tage sig af problemer som følge af virus, jordskælv, meteornedslag eller andre ulykker, menneskeskabte eller ej.

Den destruktion af produktion som mange landes regeringer i øjeblikket foranlediger, risikerer at have afledte effekter der er endnu værre end den sygdom der er påskuddet for tiltagene. De magtbeføjelser som regeringer tiltager sig -midlertidigt- bliver næppe rullet helt tilbage. Intet er så permanent som en midlertidig skat, og vi ved aldrig hvornår den næste pandemi ruller over verdenen og så er ‘vi’ nødt til at være ‘parate’.

I et relativt åbent og velfungerende samfund som det danske må det vække bekymring at beslutningsgrundlaget for de voldsomme tiltag ikke er offentliggjort. Se Otto Brøns-Petersens kommentar på punditokraterne. Der mangler en demonstration af, at analysen af konsekvenser også ser på de skjulte effekter, ikke blot de umiddelbare – læs om det knuste vindue her.

Læs også Jeff Deists nøgterne kommentar tidligere på måneden og lyt til denne podcast hvor Deist er gæst hos Free man beyond the wall.

Government, even in its best state, is but a necessary evil; in its worst state, an intolerable one.

Thomas Paine

Udgivet i af — 4 kommentarer

Om mennesker og frivillige handlinger

Sheldon Richman skriver – korrekt efter min mening – at det der går under betegnelsen demokrati, ikke kan løse problemerne med ‘socialisme’, ‘socialdemokratisme’ eller interventionisme. Hvad enten man forstår socialisme som et system hvor produktionsmidlerne er ‘offentligt’ ejet eller socialdemokratisme som et system hvor, i det mindste af navn, privat ejendomsret tåles (sålænge staten blot kan disponere over folks ejendom i det omfang dens bandemedlemmer bestemmer sig for) – så består problemet, selvom man sætter ordet ‘demokratisk’ foran. Hayek krediteres for at have udpeget svaghederne ved en centralt ‘styret’ økonomi. Læs mere om det her. Økonomien er ikke et rumskib der kan styres, men summen af talløse beslutninger og handlinger mennesker imellem. Handlinger der finder sted på baggrund af lokal viden om udbud og efterspørgsel, præferencer som skifter fra det ene øjeblik til det næste, og som ikke underkaster sig deterministiske modeller. Forestillingen om at politikere skal ‘gribe ind‘ og afstedkomme udfald der er bedre end hvad folk selv, frivilligt foranlediger, er grundlæggende menneskefjendsk. Endvidere er politikerbyrdens evne til at opnå deres erklærede mål ganske beskeden og omvendt proportional med deres hovmod. De har hverken format, mandat eller ret til at dirigere rundt med andre mennesker, oven i købet mens de plyndrer de selv samme mennesker som de forsøger at dirigere rundt med. At de har bestukket dele af befolkningen til at stemme på sig, giver dem stadig ikke ret til at plyndre andre mennesker – man kan ikke uddelegere en ret man ikke selv har.

Man kan diskutere om termen ‘kapitalisme’ efterhånden har antaget så negative konnotationer at et andet ord bør anvendes i stedet – Pete Quinones og Gary Chartier diskuterer her om ‘freed markets’, frisatte markeder, bedre beskriver systemet hvor ingen med vold kan tildele eller fratage privilegier. Lyt til samtalen her på Peter podcast – free man beyond the wall. (39 minutter) – og i et sådant system er folk ganske fri til at slutte sig sammen og være lige så socialistiske som de har lyst til, blot de ikke tvinger andre til at deltage i arrangementet.

Udgivet i af — 1 kommentar

Says lov

…er en af de mest fundamentale og vigtige naturlove.

Men hvad siger Says lov egentlig? At man nødvendigvis må producere før man kan forbruge. Begrebet manglende efterspørgsel, forstået som den samlede efterspørgsel, giver ikke mening. Efterspørgsel på varer og ydelser er uendelig og kun begrænset af vores evne til netop at producere. Jo mere vi producerer, desto mere kan vi forbruge – ikke bare ‘stuff’ men også kunst og kultur, og tid til at nyde den type produkter. Hvis din produktion er høj nok, kan du oven i købet dele ud af den til formål du finder prisværdige, og hjælpe andre som måske ikke er i stand til at klare sig selv.

Production is the creation of wealth (utility) and spending is the exchange of wealth while questions about who earns wealth (and how much – and why) pertain to the distribution of wealth; the consumption of wealth is not equivalent to demand but to the destruction of wealth (utility), the opposite of creating it (production). Demand is not equivalent to consumption; it’s a desire to purchase plus purchasing power (and the latter comes only from the creation of supply, or from the income one is paid for doing so). One cannot demand unless one first supplies(produces) something of value for offer to others in exchange for their goods. Markets are made by producers, not by consumers qua consumers (because consumption is the destruction of wealth, or utility).

Læs hele artiklen her på AIER.

Udgivet i af — 6 kommentarer

Krig! – og privat forsvar.

Jonas Herby’s skriverier på CEPOS er generelt værd at læse – og for nylig begik han en replik til en kronik i weekendavisen – tak for det! Kronikken nævner – man tror det næsten ikke – både Mises, Rothbard og Hoppe!! Men -surprise – desværre ikke på nogen måde retvisende måde. Det virker som om man skal forstå at disse demokrati-hadende alt-right’ere kun venter på et anarko-kapitalistisk samfund for at få mulighed for at ‘..nægte homoseksuelle, jøder, muslimer og hjemløse adgang til fremtidens anarkokapitalistiske bysamfund.’ Man undrer sig over at transkønnede, kvinder, ‘farvede’ og enhver anden ‘minoritet’ ikke er nævnt – men mistænker at det alene skyldes pladsmangel.

Det at diskriminere – at vælge ud – er noget vi alle sammen gør hele tiden. Når vi vælger partner, venner, skole, bager, bilsælger og i alle mulige andre situationer. Det libertarianske standpunkt er ikke ‘højre-orienteret’ – men derimod ultra-konsistent mht individets ret til selvbestemmelse og pligt til ikke at indlede aggression mod andres person eller ejendom. Bedre mindretalsbeskyttelse findes ikke! Demokratiet er ikke i stand til at levere denne beskyttelse – men bliver spændt for flertallets præferencer og påtvinger mindretallet, eller mindretallene, noget de ikke ønsker. For at føje spot til skade tvinges de oven i købet til at betale for det.

Hvis en bager skilter med at hun kun vil betjene folk med en ganske bestemt etnisk oprindelse, politisk overbevisning, hårfarve, hudfarve eller noget andet karakteristikum, så er det ikke en situation der skal løses med magt eller vold. Det er derimod en oplagt sag for privat intitiativ – folk der finder bagerens valg af kundekreds anstødelig kan både undlade at handle der, og/eller åbne en butik ved siden af og byde enhver velkommen! Statens lakajer skal ikke blande sig i folks valg og tvinge nogen til at yde service (en selvmodsigelse!) mod deres vilje. Hvor godt smager det brød som bageren er blevet tvunget til at bage til dig monstro? Hvad er der i dét brød?

For at vende tilbage til Jonas Herbys replik – så anfører han eksemplet på militært forsvar som et område hvor ‘demokratiet’ kan levere bedre løsninger end markedet. Det er der imidlertid al mulig grund til at tro ikke er tilfældet. Staten er ikke opstået som en sammenslutning af gode mennesker, der sætter sig ned og stemmer sig frem til hvordan de bedst kan forsvare sig mod nabobanden – en af Rothbards store tjenester er at have gjort opmærksom på dette i Statens Anatomi.

Privat produktion af forsvarsydelser er absolut inden for det muliges rækkevidde – hvor mange ressourcer der skal afsættes til det, kan kun markedet afgøre.
Er man interesseret i hvordan, kan følgende anbefales:
Hoppe – Private production of defense
Tannehill – Market for Liberty
Murphy (video) – Market for Military Defense

Markedet begår ikke ‘fejl’ – markedet er summen af utallige individers beslutninger og handlinger og er ikke et rumskib der kan styres. Der kan være grupper af mennesker der med vold, magt og trusler øver indflydelse på andre og dermed påvirker resultatet af markedsbegivenheder – skævvrider det til fordel for nogle og ulempe for andre. Statens forsøg på at korrigere påståede ‘markedsfejl’ når som oftest ikke det erklærede mål, men har derimod en række utilsigtede konsekvenser, der så giver staten et nyt påskud for at gribe ind...

Man bør ikke forlade sig på de tendentiøse, henkastede bemærkninger vedrørende Mises, Rothbard, Hoppe (og Buchanan – såkaldte(!) public choice-tilgang) der flyder i weekendavisens kronik. Læs værkerne i stedet. Og den nævnte Democracy – The God that failed er et glimrende sted at starte. Og her…
Det økonomiske får netop ikke forrang – det gør individets ret til selvbestemmelse og frihed for overgreb og tvang – også fra grådige politikere som netop ikke er algode engle, med ophøjede mål, fri for enhver menneskelig last.

Statens sundhed er krig. Og den skal nok skaffe sig en krig på den ene eller den anden måde, sålænge vi accepterer dens eksistens. Hvad enten det er en kold krig, en varm krig, en krig mod ‘stoffer’, en krig mod klima-ændringer eller en krig mod fattigdom. Hver krig er anledning til at lidt mere magt fjernes fra privatsfæren og deponeres hos statsmagten. Det er tydeligst i store, magtfulde stater, men også i mindre, totalitære stater.

Statens Anatomi fås her på dansk – 37,50

Udgivet i af — 1 kommentar

Spontan orden på vers

Russ Roberts (econtalk) har begået et glimrende digt om den spontane orden der opstår som følge af menneskers ukoordinerede aktivitet. Den usynlige hånd som Adam Smith kaldte fænomenet, har skabt et overflødighedshorn af varer og ydelser, kunst og kultur indbefattet. Det er fjernt fra forestillingen om at økonomien er noget der kan styres, hvis blot kaptajnen er dygtig nok og matroserne gør hvad de får besked på.

Se animationen her på linket og lyt til Roberts fremsige det.

Tuttle tvillingerne og den mirakuløse blyant er en anden illustration af koordination og samarbejde der foregår uden central styring. Køb den her i butikken og læs den med dine børn!

Udgivet i af

Moderne fascisme

Robert Higgs skrev tilbage i 2012 om hvordan visse store industrier udnytter statens magtmonopol til almindelig plyndring – et frit marked er modgiften til dette system, ikke årsagen.

Socialisme i ordets egentlige betydning – nemlig at produktionsmidlerne er kollektivt ‘ejet’ eller kontrolleret af staten kan ikke skabe velstand i fraværet af de prissignaler som i et frit marked koordinerer allokeringen af ressourcer. Mises beskrev dette for snart 100 år siden i værket i Socialism.

De systemer der dominerer i den bedrestillede del af verdenen er åbenlyst ikke socialistiske (selvom der kedsommelige træk der minder om det, nemlig statens brug af tvang til at bestemme over en arbitrær og af staten fastsat andel af folks ejendom – se figuren i denne post). De kaldes derimod ofte kapitalistiske eller markedsorienterede til trods for at systemet er gennemsyret af skatter, subsidier, regler, statsmonopoler og en tyngende byrde af regler.

Begrebet ‘parcipatory fascism‘ beskriver præcist omfanget af statens greb om ressourcerne i samfundet, og mere end antyder at det private ejerskab blot er nominelt. Forestillingen om at ‘folket’ deltager og med sit stemmeri ved valg er nyttig og bidrager til illusionen om at folket kontrollerer regeringen og at denne blot følger folkets vilje. Men ‘folkets vilje’ eksisterer ikke! Til gengæld er et system med en vis manøvrefrihed for privat initiativ langt mere produktivt og giver anledning til en langt større velstand statens repræsentanter kan plyndre og bruge til at købe genvalg og uddele til allierede – herunder private interesser der ser fordel i at få adgang til bandens beskyttelse mod den frie konkurrence.

Løsningen er ikke mere magt til staten, eller at få valgt de ‘rigtige’ ledere – løsningen er mindre magt og færre ressourcer til staten og mere magt til folk selv og de decentrale institutioner de frivilligt vælger at etablere.

Rothbard beskrev i Statens Anatomi hvad det er for en størrelse vi har med at gøre. – Køb den her for 37,50DKK (!)

Bastiat beskrev i 1849 i Loven at man (selvfølgelig) ikke kan uddelegere en ret man ikke selv har – at illusionen om at alle kan leve på alle andres bekostning er netop en illusion. Loven perverteres og bliver et middel til at begå ulovligheder i stedet for at beskytte mod overgreb. Køb den her for 37,50 DKK (!)

Udgivet i af — 4 kommentarer

Gods, guld og stråmænd

På Café Hayek skrev Don Boudreaux før jul om en stribe stråmænd der types tærskes til døde, når det frie marked skal slagtes.

Markedsøkonomi betyder ikke at penge er det eneste man kerer sig om. Tværtimod, så forstår ordentlige økonomer bedre end de fleste af folk har en dyb interesse i at afveje penge overfor ikke-pekuniære goder. I sidste ende er penge netop kun noget ‘værd’ fordi de kan byttes for ikke-pekuniære goder.

Markedsøkonomi betyder ikke at verden ville være perfekt hvis vi blot slap for indblanding fra staten (laissez-faire). Selv i det bedst fungerende marked vil der være firmaer der går fallit og folk der mister arbejde. Statsindblanding i denne process vil give anledning til stadigt flere problemer end de statens repræsentanter hævder at ville løse.

Markedsøkonomi betyder ikke at forbrugere, investorer og iværksættere har komplet indsigt og aldrig tager fejl eller ikke kan udvise uansvarlig adfærd. Intet kan eliminere dette træk ved mennesket og statens forsøg på at ‘skærme’ individer fra denne realitet vil kun gøre dem mindre indsigtfulde og ansvarlige.

Markedsøkonomi betyder ikke at der er perfekt konkurrence eller at priser, lønninger og renter justeres øjeblikkeligt.

Markedsøkonomi betyder ikke at alle fremmede stater undlader at belægge varer med told eller subsidiere (‘egen’) industri der har effekter i hjemlandet.

Markedsøkonomi betyder ikke at folk der har mistet arbejde øjeblikkeligt finder nyt til samme eller højere løn.

Markedsøkonomi betyder ikke at skattelettelser betragtes som en mirakelkur eller at skattelettelser skal gennemføres uafhængigt af statens spenderen.

Markedsøkonomi betyder ikke at værdien af arbejde nedvurderes eller at mange ikke finder både mening og værdighed i deres arbejde. Alligevel fastholdes det især at produktion går forud for forbrug og værdien af arbejde og anden produktion ligger i, hvor meget det kan øges folks mulighed for forbrug (inklusive ydelser, ‘kultur’ og anden fritidsaktivitet – ikke kun ‘stuff’). Markedsøkonomi indebærer, i en verden af knaphed, at arbejde blot for arbejdets skyld er sløseri med ressourcer…

Som det sidste punkt anføres det at man ikke skal blande sig i koret af falske stemmer der messer om, at det meste af verdenen de sidste 4 årtier har været præget af laissez-faire politik. For ca 40 år siden blev nogle skatter og afgifter reduceret, nogle aktiviteter blev løsnet lidt under statens åg og soviet kommunisme og maoisme gik støvets gang. Men staten har forblevet langt fra en minimal-stat eller natvægter-stat. Der er stadig masser af forhindringer, immigrationskvoter og stater fortsætter med at beslaglægge og uddele op mod en fjerdedel af BNP (i US – i DK er det næsten dobbelt så slemt…)

https://data.oecd.org/chart/5NHc
Tax revenue is defined as the revenues collected from taxes on income and profits, social security contributions, taxes levied on goods and services, payroll taxes, taxes on the ownership and transfer of property, and other taxes. Total tax revenue as a percentage of GDP indicates the share of a country’s output that is collected by the government through taxes. It can be regarded as one measure of the degree to which the government controls the economy’s resources. The tax burden is measured by taking the total tax revenues received as a percentage of GDP. This indicator relates to government as a whole (all government levels) and is measured in million USD and percentage of GDP.

Udgivet i af — Skriv en kommentar

Hvad er prisen på sygdomsydelser?

Ingen ved det – i et oftest uigennemsigtigt system af offentlig finansiering (tvang) og forsikring (skævvreden prisstruktur) fuldt af perverse tilskyndelser.

Ugens EconTalk havde besøg af Keith Smith, grundlægger af Oklahoma Surgery Center, der har formået at levere rigtige ydelser til folk der betaler med deres egne penge. Ydelser der er mange! gange billigere end ‘not-for-profit’ hospitalers – til gengæld er kvaliteten i orden!

Hele samtalen varer lidt over en time og anbefales varmt hvis man har interesse for levering af sundhedsydelser. Find den her. På EconTalk hjemmesiden er der et transkript hvis du hellere vil læse…scroll ned

Der diskuteres bl.a. de ekstremt perverse tilskyndelser, hvor mellemhandlere belønnes efter hvor stort et afslag i prisen de kan ‘skaffe’, hvilket fører til listepriser der er absurd høje. Mange grupper smøres undervejs i den proces og bidrager til at underminere det gode læge-patient forhold. Fraværet af rigtige priser forhindrer konkurrence og dermed at ydelser bliver tilgængelige for for flere mennesker, samtidig med at kvaliteten bevares. Den monumentalt vigtige betydning af rigtig prisdannelse er udførligt beskrevet i Ludwig von Mises mesterværk Human Action (kapt. 16 i Scholar’s Edition). Direkte link her.

Som alle andre ydelser, er sundhedsydelser ikke noget man har ‘ret’ til. Nogen skal producere dem og levere dem – til en pris som kunderne kan og vil betale. Som alle andre vigtige områder for menneskers velfærd er det om at holde planøkonomi og centralstyring væk, hvis vi ønsker mest muligt af denne ydelse til den bedste pris.

I US er alternativer til det etablerede, dysfunktionelle system på fremmarch.
Der findes en organisation for behandlere på et frit marked:
Free Market Medical Association
Mere om Direct Primary Care her:
https://dpcnation.org

Udgivet i af — Skriv en kommentar

Om specialisering og relative fordele

Gary Galles på FEE:

Comparative advantage

En væsentlig pointe, der ikke er åbenlyst simpel, er Ricardos beskrivelse af relative versus absolutte fordele. En fri markedsøkonomi* (fri i betydningen fri for statsindgreb eller anden tvang) glimrer netop ved at selv den mindre kompetente, i alle henseender, har en rolle at udfylde til glæde for sig selv og andre. Dette er i modstrid med den kun-den-stærkeste-overlever fejlopfattelse af markedsøkonomien. Når priser, inklusive prisen på arbejdskraft, fastsættes frit af udbud og efterspørgsel vil det også være muligt for den mindre kompetente at klare sig. Ikke lige så godt, naturligvis, som den mere kompetente, men alternativet er ikke rendestenen.

Et eksempel kunne være murermesteren der både er hurtigere og bedre til at bygge og til at lave mad end kokken. Men han er 3 gange bedre til at bygge og kun 1,5 gange så god til at lave mad. Hver time af murerens tid kokken kan frigøre fra madlavning vil derfor give mere byggeri – og både murer og kok er bedre stillet, selvom mureren er bedre end kokken til både byggeri og madlavning.

(Det kan være at mureren holder meget af at lave mad og derfor slet ikke vil være interesseret i kokkens ydelser, men det er blot en afspejlning af at menneskers interesser ikke kun er pekuniære og ændrer ikke på den grundlæggende indsigt om specialisering og relative fordele.)

*Også kaldet kapitalisme

Udgivet i af — Skriv en kommentar

Alternativomkostninger ved atomfysik

Har ‘vi’ brug for en større partikelaccelerator? Muligvis.
Spørgsmålet er om sådan en skal finansieres af tvangsinddrevne midler (p.t. 137MDKK/år). CERNs budget for 2019 er på knap 1,5 mia CHF, eller ca 10MiaDKK.

Svaret på det retoriske spørgsmål er naturligvis Nej! Det skal det ikke. Politikere kan ikke vide hvad der er den bedste brug af ressourcer og kerer sig normalt ganske lidt om alternativomkostninger.

Sabine Hossenfelder påpeger begrænsningerne ved den ellers bemærkelsesværdigt succesrige reduktionistiske model.
http://backreaction.blogspot.com/2019/10/has-reductionism-run-its-course.html
Russ Roberts havde fornyligt et interview med Hossenfelder som interesserede kan finde her: econtalk – lyt til den her (også transcript tilgængeligt).

Personligt synes jeg at der burde bruges flere ressourcer på f.eks. atomfysik, astrofysik og energiproduktion. Og også på opera (ikke alle operaer!). Men mine personlige præferencer giver mig ikke ret til at gå ind til naboen og hente ressourcer til at opfylde mine mål. Heller ikke selv om jeg kan få nogle flere med på den galej og vi rotter os sammen, udpeger en person vi kalder skatteminister og erklærer at skatteministeren og hens lakajer kan hente ressourcer hos min nabo, uden dennes samtykke. Det er simpelthen et overgreb på ejendomsretten og moralsk forkert.

Det andet problem er at propagandaministeren og hens lakajer ikke er i stand til at afgøre, hvor meget der er den ‘rigtige’ mængde ressourcer at kaste efter forskning i atomfysik – det har ikke noget at gøre med hendes CV – hvor beskedent det end kan forekomme. Derimod handler det om at et offentligt system ikke er i stand til at afgøre hvor meget befolkningen ønsker af atom-forskning på bekostning af mavedans, bedre æblesorter, mere fritid eller hvad det nu måtte være. Økonomien er ikke et rumskib der kan overvåges eller styres – men summen af utallige interaktioner mennesker imellem. Foregår disse frivilligt ved vi at der er tale om gevinst for de involverede parter og der skabes mere værdi som f.eks. kunne bruges på forskning. Når man kan tvinge sig til andre menneskers ejendom er der mere tilbøjelighed til at spendere hovedløst, og kan man oven i købet opnå fordele ved at uddele andre folks midler, er tilskyndelsen mildt sagt uhensigtsmæssig. Medmindre, selvfølgelig, vores ‘fælles’ ressourcer bestyres af engle. Hint: Det er ikke tilfældet.

Udgivet i af

Økonomi for ikke-økonomer

Donald Boudreaux har et citat fra Mises’s Human Action der understreger ‘østrigerne’s syn på økonomi, som noget der vedrører alle i samfundet, som ikke behøver at være vanskeligt tilgængeligt, og som alle nødvendigvis må have et minimum af forståelse for, for at forstå hvad der foregår i samfundet.

Boudreaux præciserer at Mises ikke her taler om formelle studier af økonomi på højere niveau (eller dybere – i betydningen man har gravet sig så dybt ned i et hul, at kun et ganske lille udsnit af virkeligheden er inden for synsvidde…). Næh, det er basale begreber inden for økonomisk tænkning, som at ressourcer der allokeres til produktion af et bestemt gode, nødvendigvis indebærer at de ikke også kan anvendes til andet samtidigt. Erklærede hensigter er ikke det samme som resultater (WTF?!) og målet med økonomisk aktivitet er øget forbrug – ikke øget behov for arbejde.

Forbrug her betyder ikke nødvendigvis flere ‘ting’ – man kan også betyde ydelser der på anden måde hæver folks levestandard (tid med familie, venner, litteratur, musik, ren(ere) og behageligere omgivelser…

Forestillingen om at ‘vi’, ‘staten’ bare kan betale for endeløse behov ved at udstede love, befalinger, eller omfordele ressourcer fra nutidige eller kommende borgere er et eksempel på fraværet af økonomisk tænkning.

Mises mesterværk kan frit hentes fra Mises.org (direkte link findes her).

Man mistænker næsten at der er nogen der har en interesse i, at sørge for befolkningens generelle økonomiske analfabetisme…

Udgivet i af — 5 kommentarer

Øget velstand eller lighed

Per Bylund beskriver på mises.org situationen hvor folk der skaber velstand for andre, belønnes herfor og får adgang til yderligere ressourcer. Den situation fører til voksende velstand generelt. Kontrasten til dette er et system hvor en central magt udstikker hvorledes ressourcer skal fordeles så alle får lige meget, uafhængigt af den velstand der måtte blive skabt (eller ødelagt!). Disse to modsætninger – den markedsbaserede, frivillige udveksling versus statens diktat og magtanvendelse – er, hævder Bylund, kilden til det blandede system vi har nu, utilfredsstillende som det er, med socialt meritokrati og arbitrær magtanvendelse. Man kan ikke tage ‘det bedste fra hvert system‘ og blande det sammen og få en vellykket cocktail.

Nogle mener at generelt øget velstand er at foretrække, også selvom det er uforeneligt med ‘lighed’ (i betydningen alle har det samme udkomme), mens andre mener at lighed (samme betydning) har første prioritet også selvom det betyder lavere eller faldende velstand. Disse to anskuelser er vanskelige at forlige.

Moralen for det ene er frivillighed, fraværet af tvang, vold og trusler om samme – og fører til øget velstand også for de dårligst stillede. Konsekvensen af det andet er tvang, vold og ringere vilkår, ikke mindst for de dårligst stillede.

Det er ikke ganske simpelt at implementere frivillighed konsekvent og konsistent. Men er det et vanskeligt valg?

De som ønsker en tvangsbaseret lighed er frie (!) til at slå sig sammen og føre det projekt ud i livet – også i et system der er generelt baseret på frivillighed. De kan bare sætte i værk – men holde os andre ude af deres elendighed.

Udgivet i af — Skriv en kommentar

Kan genbrug ligefrem…skade miljøet?!

Det for nogle lidt overraskende svar er: Ja, det kan det faktisk. Og oftere end man umiddelbart skulle tro. Læs Michael Mungers artikel om hvordan det kan være.

Det grundlæggende princip også her, er, at hvis det kan ‘betale sig’ at genbruge så sørger iværksættere på et frit marked for at minimere spild af knappe ressourcer. Profit er signalet om, at her bruges ressourcerne mest effektivt. Det indebærer også at ikke-pekuniære gevinster tilgodeses – så som fornøjelsen ved rene og pæne omgivelser. Man skal holde sig alternativomkostningerne for øje også når det handler om genbrug. Giver det ‘mening’ at genbruge f.eks. glas? Det kommer an på hvad omkostningerne er ved at kassere brugt glas. De kan sættes kunstigt højt, typisk ved statsdikterede indgreb og kan medføre øget ressourceforbrug til indsamling, transport, rengøring, m.v. af genbrugsglasset, og som artiklen anfører, direkte øget forurening.

Det er klart at hvis ‘vi’ (det vil typisk sige ‘de andre’) nedsætter deres forbrug i al almindelighed vil ‘belastningen’ på omgivelserne blive mindre – med mindre det drejer sig om services som litteratur, musik eller spadsereture. Blot skal man ikke gå for hurtigt, for så stiger ens produktion af CO2…Hvor meget man får lov at respirere skal nok blive genstand for lovgivning og regelrytteri i fremtiden... Jo rigere et samfund er, desto større vil efterspørgslen også være på rene, pæne omgivelser og dermed tilskyndelsen til at producere varer og ydelser i overensstemmelse hermed.

Staten, derimod, dikterer blot et ‘niveau‘ op til hvilket enhver kan svine så meget man lyster, hvis man skaffer sig den nødvendige ’tilladelse’. Eller lyver bare om det som i Flint, Michigan. Adskillige byer har endnu højere blyforurening, hvilket er en ringe trøst.
Se mængden af gældende love og regler i DK vedrørende miljøet på retsinformation (det er kun de første 7 sider der lister gældende regler…).

Rothbard og Block har diskuteret hvordan privat ejendomsret vil bidrage til at nedbringe forureningsniveauet – blandt andet kunne man forestille sig at teknologi ville muliggøre en bedre identifikation af kilder til forurening, således at man bedre kan gøre krav gældende overfor personer der forurener ens ejendom.

Udgivet i af — 6 kommentarer

Frigør 144 mia kr og lad folk selv købe undervisning

Tom Woods har i episode 1477 besøg af Lawrence Ludlow, en tidligere gymnasielærer (i Michigan), der har en gruelig historie at fortælle om tilstanden i skolesystemet. Desværre er elendighederne i USA ofte et forvarsel om hvad der kommer her.

Historien illustrerer vigtigheden af få fjernet undervisning fra opgaverne vi tillader staten at ‘varetage’ – der kan frigøres 144 mia kr (2018) ud af et budget på 1.144 mia. Pengene skal forblive på borgernes private hænder så de kan betale for den uddannelse de mener at have brug for og råd til.

Dette skal ikke opfattes som et angreb på viden og lærdom, men det er bydende nødvendigt at genetablere forbindelsen mellem køber og sælger af den service der går under betegnelsen uddannelse. Hverken Mette eller Lars er i stand til at afgøre hvad andre skal lære – og heller ikke dette er en opgave for staten, der på ingen måde kan repræsentere folkets stemme.

Der er til gengæld behov for at tale med vores børn og hinanden om hvornår det kan retfærdiggøres at bruge magt over for andre – og om hvad staten er for en grimrian når masken bliver revet af.

Tuttle tvillingerne lærer om loven – og om hvordan mennesker samarbejder uden at blive tvunget til det (det kaldes det frie marked). Køb børnebøgerne her! – og start med dine egne børn! – eller forær dem til venner og fjender!

Få Bastiats Loven for kun 37,50 her
Rothbards Statens Anatomi 37,50 her
køb flere og få rabat – del ud til venner og fjender!

Udgivet i af — Skriv en kommentar

Unobtanium – endnu ikke opdaget…

Løftet om vedvarende energi er stadig ikke indfriet – og med mindre man går ind for samfundsomstyrtende fald i levestandarden sker det næppe inden for en kortere årrække. Wall Street Journal har et indlæg der beskriver de groteske omkostninger forbundet med dagens ‘grønne’ energi. Således kræver et ca 1/2 ton tungt batteri (der skal bortskaffes når det er udtjent) at der udvindes omkring 250 ton råmaterialer. Et benzin- eller dieseldrevet køretøj kan for en tiendedel (vægt af materialer) levere samme antal kilometer over batteriets ca 7 års levetid.

Til konstruktionen af en vindmølle medgår  900 ton stål, 2.500 ton beton og 45 ton plastik…

Hvis elektriske biler skal erstatte konventionelle vil behovet for kobolt og lithium stige mere end 20-fold. Heldigvis produceres 70% i Den ‘Demokratiske’ Republik Congo og 90% forarbejdes i Kina, så vi behøver ikke bekymre os om miljø, arbejdsforhold eller forsyningssikkerhed;)

Rapporten der citeres i artiklen kan læses her.

Udgivet i af — 6 kommentarer

Det knuste vindue – om alternativomkostninger

Niels Westy skrev for nyligt en klumme på punditokraterne om alternativomkostninger (tak for det!) og harcelerede over at det som regel kun er økonomer der tager alternativomkostninger i betragtning. Man fristes næsten til at sige – Gid, de gjorde! Retfærdigvis nævner han at der findes en del, der tjener godt på at fremme særinteresser.
Men økonomien er ikke et rumskib der kan styres, ligegyldigt hvor indsigtsfuld piloten mener at være (se også Hayek…), som Westy også påpeger.

Det er godt at blive mindet om fænomenet som ingenlunde er nyt. Henry Hazlitt skrev den fremragende Economics in One Lesson i 1946, med udgangspunkt i Frédéric Bastiats tekst fra 1850 (kapitlet La vitre cassée i
Ce qu’on voit et Ce qu’on ne voit pas [Det man ser og det man ikke ser]

Hazlitt åbner 1. kapitel, Lektionen, med følgende indsigt (min oversættelse):

Ingen anden disciplin plages af vildfarelser i samme omfang som økonomi. Dette er ikke tilfældigt. Vanskelighederne i selve emnet er rigelige i sig selv, men mangedobles af et karakteristikum, som har langt mindre betydning inden for for eksempel fysik, matematik og medicin, nemlig det forhold at aktørerne i økonomien har egeninteresser! Enhver gruppe har godt nok visse økonomiske interesser fælles med alle andre grupper, men har også interesser der er i modsætning til andre grupper. Mens nogle offentlige politikker ville være til alles langsigtede fordel, er andre til fordel for nogle grupper på bekostning af andre grupper. Den gruppe der har fordelen, vil netop af denne grund, argumentere overbevisende og vedholdende for politikken. Den vil hyre de dygtigste hjerner til at tale sagen for fuld tid – og vil ende med at overbevise offentligheden om det gode ved netop denne politik, eller forplumre diskussionen så det bliver næsten umuligt at forholde sig til substansen.

Udover denne vedholdenhed er der en anden faktor der dagligt giver anledning til nye vildfarelser. Det er folks generelle tendens til kun at se de umiddelbare effekter af en given politik på en enkelt gruppe, og ikke undersøge eventuelle afledte, ofte utilsigtede effekter, ikke bare for den enkelte, specielle gruppe, men for alle andre andre grupper. Det er fejlslutningen om de usete, sekundære effekter.

Heri ligger hele forskellen på god og dårlig økonomisk tænkning. Den dårlige økonom ser kun de umiddelbare, åbenlyse effekter; den gode leder også efter afledte, skjulte effekter. Den dårlige økonom ser kun på effekten af en given politik på en enkelt gruppe, mens den gode spørger sig selv hvad effekten er, også på alle andre.

…

Set under denne vinkel kan økonomi i almindelighed reduceres til en enkelt lektion, og denne lektion kan reduceres til en enkelt sætning. Økonomi er kunsten at se efter, ikke bare de umiddelbare effekter men også af de afledte effekter af en handling eller politik, og at følge konsekvenserne af politikken, ikke bare for en enkelt gruppe, men for alle grupper.

Kapitel 2, Det knuste vindue, lyder således i min oversættelse:

Lad os begynde med en meget enkel illustration, nemlig Bastiats eksempel med det knuste vindue.

Et bøllefrø kaster en sten og knuser et vindue i en bagerbutik. Bageren løber rasende ud på gaden, men knægten er forsvundet. Folk stimler sammen og stirrer med stille tilfredshed på hullet i vinduet og glasskårene der flyder overalt på brød og kager. Efter et stykke tid føler man behov for filosofisk eftertanke. Flere i skaren vil sikkert minde hinanden eller bageren om, at når alt kommer til alt, er der også en lys side ved ulykken. Det vil skabe omsætning for glarmesteren. Og efterhånden bygges der videre på dén historie. Hvad kan et nyt glas koste? Nogle tusinde kroner? Det er også en slags penge. Hvad ville der ikke ske for glarmesterbranchen hvis vinduer aldrig gik i stykker? Og så er der ingen ende på det. Glarmesteren vil have nogle tusinde mere at spendere hos andre handlende osv. osv. i det uendelige. Det smadrede vindue vil skabe omsætning og arbejde i stadigt større ringe. Den logiske slutning på ulykken, hvis skaren skulle vurdere det, var at den unge bandit der kastede stenen, langt fra at være en trussel for den offentlige ro og orden, snarere havde ydet offentligheden en tjeneste.

Lad os se nøjere på sagen. Tilskuerne har i det mindste ret i den første konklusion. Den beskedne vandalisme betyder i første omgang omsætning for glarmesteren. Glarmesteren er ikke mere bedrøvet over ulykken end en bedemand er over et dødsfald. Men bageren mangler nu de par tusinde kroner som han ellers skulle have brugt på et sæt tøj. Eftersom han nu er nødt til at erstatte ruden, må han klare sig uden tøjet (eller et tilsvarende forbrugsgode). Dan han havde tænkt at købe tøjet samme eftermiddag, finder han sig nu alene med den erstattede rude, men uden tøjet og uden de tusinder han har brugt på vinduet. Hvis vi ser ham som en del af samfundet, er det nu samlet set et sæt tøj fattigere end det ellers ville have været.

Glarmesterens gevinst er blot skrædderens tab og intet nyt ‘job’ er skabt. Folkene i tilskuerskaren tænkte kun på de to parter, bageren og glarmesteren. De glemte den potentielle tredie part, skrædderen. De glemte ham netop fordi han ikke kom i spil. De vil gå forbi og se det nye vindue de næste dage, men de vil ikke se det sæt tøj som ikke blev syet. De bemærker kun det umiddelbart synlige.

En ting er at økonomi beskriver konsekvenserne af forskellige handlinger; det som økonomi ikke kan hjælpe os med direkte, er hvorvidt en given handling er moralsk forsvarlig. Der skal andre overvejelser til og også her kan vi læne os op ad Bastiat og hans gennemgang af, hvornår det er på sin plads at bruge magt over for andre.

Læs Loven – køb den her på dansk for kun 37,50!

Udgivet i af — 2 kommentarer

Den sociale ‘kontrakt’…

Nu hvor vores ‘nye’ herskere har hersket et stykke tid og truer med endnu mere konfiskering er det på sin plads at genbesøge spørgsmålet om Den Sociale Kontrakt. Altså, samtykket (dette ikke-eksisterende spøgelse) til at blive kostet rundt med, af medlemmer af en bande.

Robert Higgs skriver skarpt om den her og man kan undre sig over at ‘argumentet’ bliver med at stikke sit fæle fjæs frem. Og så måske ikke når man tager i betragtning hvem der står for ‘undervisningen’ (her i landet)…

Kilde: Danmarks Statistik

Historien går jo på at Staten, regeringen, har sit mandat via de regeredes samtykke. Hvordan dette samtykke i praksis indhentes er ikke klart (jamen det er da via stemmeurnerne – vi får jo lov at stemme!). Men skal alle give samtykke? Til alle tiltag som regeringen med magt vil gennemføre? Skriftligt? Delvist samtykke – ‘I må gerne bruge de af mine penge I har konfiskeret på X projekt, men under ingen omstændigheder på Y’?
Hvad med dem som er født, eller har nået ‘den rette alder’ siden der sidst blevet ‘givet samtykke’?

Med andre ord – i praksis er der ganske mange overvejelser at tage i betragtning.

En kontrakt er en bi- (eller multi) lateral aftale der frivilligt indgås – ikke et dekret fra en hersker. Ingen har nogenside set den sociale kontrakt. Hvis den skulle pindes ud giver Higgs et bud (løst oversat):

Herskeren lover følgende:
At dekretere hvor stor en andel af dine penge du skal aflevere til mig…Du har i praksis ingen mulighed for indsigelse udover at bede om barmhjertighed, og hvis du nægter at underkaste dig sender jeg mine lakajer efter dig med bøder, fængsel og, hvis du gør modstand, vold, i yderste grad med døden til følge.

At udstede 1000-vis af love som du skal følge uden at kny. Mange af dem er komplicerede og endda indbyrdes modstridende, i et omfang så intet menneske kan have styr på dem alle. Hvis du bryder dem vil jeg måske sende mine lakajer efter dig…

At stille offentlige goder og tjenester til rådighed, på mine betingelser. Nogle vil du værdsætte, mange vil have begrænset værdi for dig, og atter andre vil du finde forfærdelige…

I tilfælde af uenighed mellem kontraktens parter instruerer jeg mine dommere (udnævnt og betalt af mig) om at løse uoverensstemmelsen. Hvis din sag overhovedet antages kan du forvente at tabe…

Til gengæld for disse ‘fordele’ lover du, undersåt:

At holde bøtte, forholde dig i ro, adlyde enhver ordre fra herskeren og dennes lakajer, udvise passende underdanighed over for dem, som om de var vigtige, ærværdige personer, og, når de siger ‘hop!’, spørger du blot ‘hvor højt’ (eller betal! og du replicerer med ‘hvor meget’)…

Sikke en aftale 😉
For indvendingen Hvis du ikke bryder dig om lugten i bageriet kan du bare flytte! Læs addendum 1 (og gerne til Somalia – så kan du lære hvordan det er (selvom forholdene i Somalia var endnu værre den gang der var en ‘fungerende’ regering!)

Vil du hellere lytte til en podcast (på engelsk) om den sociale kontrakt, så snup denne her hos Tom Woods…

Udgivet i af — Skriv en kommentar

Spildt ungdom…

Hvis du ikke før har haft fornøjelsen af at læse noget fra Theodore Dalrymples pen, så und dig selv den fornøjelse i dag. Denne artikel om et af de særeste og frastødende eksempler på fraværet af almindelig fornuft kan særligt anbefales. Det handler om ‘ungdommens’ totale mangel på selvindsigt, på almen dannelse, på manerer – ja, der er lagt i kakkelovnen fra gamle sure mænd 😉

EN ting er klimahysteriet (snup denne lektion, hvor Bob Murphy gennemgår de data der ligger til grund for IPCC’s ‘anbefalinger’), en anden og lige så graverende detalje er personen der citeres for følgende udsagn: Jeg ved ikke alt endnu. (Min fremhævelse.)

Man kunne erklære sig enig i det afsluttende udsagn om at alderen for stemmeret burde hæves. Eller blot konstatere at stemmeri, som det anvendes i nutidens demokrati, er og bliver en moralsk forkastelig måde at tvinge andre folk til noget, de ikke frivilligt vil være med til.

Bastiat beskrev det umoralske og kontraproduktive i at tvinge andre ved hjælp af lovgivning i pamfletten Loven, allerede i 1849! Køb den her på dansk for kun 37,50. Der er en version beregnet på læsning med mindre børn som også findes på dansk – lige her.

Udgivet i af — Skriv en kommentar

Socialisme eller ej…

Er Danmark et socialistisk land eller ej? Det spørgsmål dukker jævnligt op, ofte uden at man definerer hvad man mener med terminologien. Jeg kommer af og til, til at bruge skældsordet socialisme om tiltag som mere er tvang, plyndring eller kollektivisme uden egentlig at repræsentere princippet om tvangskollektivisering af produktionsmidlerne. Den meget forhenværende bandechef er et eksempel på benægtelse fra det officielle danmark om at ‘vi’ skulle være socialistiske, til trods for tvangskollektivisering af ca halvdelen af landets BNP.

https://data.oecd.org/chart/5Cv7

En af grundene til at ‘vi’ nødigt erklærer os for socialister er selvfølgelig at den måde at indrette samfundet på, er afsløret som dybt dysfunktionel, hvis hensigten er at forbedre folks levestandard på moralsk vis, uden at plyndre nogle for at give til andre. Mises beskrev dette i Socialism allerede i ’20’erne og argumenterne står stadig. Hans kortere tekst om den Anti-kapitalistiske mentalitet er også stærkt anbefalelsesværdig og nemmere at gå til. En forsmag kan læses her hvor der også er link til den fulde (engelske) tekst. 

Pointen er intervention altid fører til skævvridning og utilsigtede konsekvenser som fører til intervention, der skal rette op på disse utilsigtede konsekvenser...og rouletten kører.

Martin Ågerup går ikke den fælde i denne podcast (link via punditokraterne), men påpeger et af de kedelige karaktertræk ved den værdioverførselsstat danmark har udviklet sig degenereret til, nemlig at alle lider under den vrangforestilling at de vil gå glip af overførsler hvis vi bringer staten og dens almisseuddeling ned på et lavere niveau. Derfor vil de færreste stemme for at reducere statens omfordeling. Det er den korruption af folk flest, som legalisering af tvangsoverførsler medfører og, som endnu en ondskabsfuld krølle, ydermere bidrager til fremmedgørelse, ligegyldighed og direkte fjendskab mellem forskellige (grupper af) mennesker som alle kæmper stemmer om at få magt til at plyndre hinanden via lovgivning. At det skulle være civiliseret at skiftes til at plyndre hinanden, fremfor at afstå fra at plyndre er en gåde.

Bastiat beskrev præcist denne samfundsuorden som den misforståelse, at alle tror de kan leve på alle andres bekostning. Køb Loven her for 37,50 og læs Bastiat’s stærke tekst om hvad Lov er – og ikke er.

En version der egner sig til læsning sammen med mindre børn findes også her på dansk! Gå ikke glip af den lejlighed til at tale om dette vigtige spørgsmål med dine børn. Tuttle tvillingerne og Loven.

Udgivet i af — 10 kommentarer

‘Retten’ til at stjæle kan ikke uddelegeres

Mises.org har et indlæg bl.a. om falskmønteri, men også andre urimeligheder som drab på andre (‘ok’ når ‘statens’ militær gør det) eller plyndring af medborgere (‘ok’ når ‘statens’ skatteinddrivere gør det) – læs indlægget her.

Det illustrerer det fundamentalt forkerte ved at man lader andre gør det beskidte arbejde som man selv moralsk er forhindret i. Som for eksempel at bringe penge til verden, hvad enten det foregår ved seddelpresse eller tastetryk – konsekvensen er den samme, nemlig at den der først får adgang til at spendere de falske penge har en fordel på bekostning af senere modtagere. De første får adgang til rigtige ressourcer til den gamle pris, mens de sidste må betale mere efterhånden som det går op for folk, at de nye penge enten er værdiløse eller mindre værd end de gamle.

Historien om penge forværres yderligere af at private institutioner (banker) har adgang til legalt at lave dette nummer – mens alle andre ville blive forfulgt hvis de gjorde det samme.

Helt analogt har vi at gøre med en bande som kalder sig ‘Stat’ og som mener sig berettiget til at bemægtige sig andre folks ejendom og gøre med den som bandemedlemmerne finder for godt. Inklusive at give noget af rovet tilbage til de udplyndrede og på den møde købe sig genvalg.

Rothbard beskrev i Statens Anatomi hvad det er for en størrelse vi har med at gøre. – Køb den her for 37,50DKK (!)

Bastiat beskrev i 1849 i Loven at man (selvfølgelig) ikke kan uddelegere en ret man ikke selv har – at illusionen om at alle kan leve på alle andres bekostning er netop en illusion. Loven perverteres og bliver et middel til at begå ulovligheder i stedet for at beskytte mod overgreb. Køb den her for 37,50 DKK (!)