Pas på! Her kommer noget fra RT. Daniel McAdams fra Ron Paul Institute er på, med John Varoli og Marko Gasic. Hvad er den amerikanske regerings endemål med at fortsætte med at hælde benzin på bålet i konflikten mellem Rusland og Ukraine?
Er der nogen der spiller hazard med resten af menneskeheden i jagten på magt og mammon? Hvorfor er der ingendiplomatisk aktivitet mht til at stoppe myrderierne, men blot mere og mere skinger retorik der synes beregnet på at fremme eskalering af konflikten?
Jeg hælder til analysen der siger at det russiske kleptokrati ganske uretmæssigt, men absolut provokeret af NATO kleptokratiet har overfaldet det dybt korrupte naboland. Det går først og fremmest ud over civilbefolkningen, sådan som moderne krige nu har etableret sig som total krig.Krig er ikke længere blot noget de rigeste har råd til i korte perioder – se Rothbard for en forklaring på hvordan staten har udviklet sig og hvad den er for en størrelse.
Statens Anatomi
Efter min vurdering vil yderligere våbenleverancer til kleptokratiet i ukraine føre til yderligere tab af menneskeliv (ukrainere, russere, og andre, især i udviklingslande der er afhængige af produkter fra de krigsførende lande) og destruktion af produktionsapparat – samt tab af ressourcer for de mennesker, der er blevet plyndret for at deres regeringer kan købe våben af vennerne og sende dem rundt i verden. Men slutresultatet er med stor sandsynlighed at ukraines nuværende grænser ændres og verden vil være et fattigere sted. Jo længere konflikten vedligeholdes, des værre.
Eftersom ikke alle finder at vedligeholdelse af konflikten er dybt umoralsk står vi i den situation at nogle tvinges, via skatter, til at betale for noget de finder umoralsk. En bedre model er, at folk som vil støtte den ene eller den anden part i en konflikt, må gøre det med egne midler. Så må de spytte i kassen, og vi får se hvor mange kroner, krudt, kugler og bukseknapper der bliver lagt. Mit bud er at bukseknapperne vil dominere, og dermed begrænses ressourcerne der spildes på en konflikt hvis resultat er givet. Andre kan have en anden opfattelse og må tage til fronten og/eller afgive ressourcer.
Staten bør IKKE kunne kommandere ressourcer til konflikter andre steder – og situationen illustrerer vigtigheden af, at statens ‘råderum’ mht andre folks ressourcer skal begrænses mest muligt. Verden vil blive mindre uperfekt. Sheldon Richmann skriver her om den kollektive usikkerhed der er indbygget i atlanterhavspagten – modsat hvad man skulle tro, og hvad vi er blevet påduttet.
…som det hedder på nydansk. Desværre må man frygte at vi endnu er langt fra toppunktet på stupiditetskurven, hvis en sådan fandtes. Forsøget på at gennemtvinge skiftet fra energi baseret på fossile kilder (gammelt biomateriale) til ekstremt materialeintense kilder vil få levestandarden til at falde i velstående lande, medføre endnu mere elendighed i udviklingslande, formentlig bidrage til endnu mere ufred imellem mennesker og dertil kommer den ganske beskedne effekt på Klimaet. Det er ikke en gunstig udvikling hvis målet er mere menneskelig trivsel.
Liberal alliance har enten i ramme alvor eller i dyb satire, bekendtgjort en ambition om 100% reduktion af CO2 udledning (en gas som vi har brug for af hensyn til plantevelfærd) inden for 8 år. De 70% et virkelighedsfornægtende folketing allerede har sat som mål er ikke nok. Men hvorfor stoppe ved 100% – hvorfor ikke opkøbe samtlige CO2 kvoter i EU og tilintetgøre dem? SÅ kan de lære det! Man må forudse at luften skal have pisk, når den nægter at indordne sig herskernes nykker. Argumentet om at Danmark skal være et foregangsland mht hvordan man ikke skal gøre, på linie med Tyskland kan man selvfølgelig mene har en vis vægt. Skalerbarhed med hensyn til Danmarks situation er dog begrænset og ingen lande hvis indbyggere ønsker at forbedre deres levestandard vil vælge så afsindige omkostningstunge energikilder. Eftersom det gælder lande med verdens største befolkninger og udledninger er effekten af upålidelige, materialeintensive, omkostningstunge energikilder i Danmark uden nogen som helst gunstige effekter på andet end politikeres mulighed for at spejle sig i selvgodhed og ‘grønne’ industriers bundlinie.
Den glimrende podcast Regelstaten havde fornyelig et par episoder hvor man sad lidt og tænkte ‘så tæt på’ og så alligevel ikke. Med tæt på mener jeg en sammenhængende forklaringsmodel der kan hjælpe os med at forstå de observationer vi kan gøre. Den østrigske skole leverer en sådan model, men det virker som om økonomistuderende ikke rigtig præsenteres for den.
Det var en anelse spøjst at høre to økonomer famle lidt efter hvad faget økonomi egentlig beskæftiger sig med, når de nu havde besluttet at sætte sig ned og lave en podcast om økonomiske principper.
Havde de slået op i von Mises mesterværk Human action (Introduktion, kapitel 1) ville de kunne se at økonomi er en del af læren om menneskets hensigtsfulde aktivitet (det Mises kalder praxeologi). Alle handlinger indbefatter tilvalg og fravalg. De handlinger der mere snævert omfatter udveksling af varer eller ydelser på et marked er traditionelt økonomers fagområde, eller med Mises’ term catallactics. Kan det nu stadig være relevant? Ja, for den grundlæggende præmis: mennesket handler med en hensigt, er stadig gyldig, og netop derfor er økonomi ikke noget vi kan overlade til økonomer, men noget vi alle er nødt til at beskæftige os med
Economics must not be relegated to classrooms and statistical offices and must not be left to esoteric circles. It is the philosophy of human life and action and concerns everybody and everything. It is the pith of civilization and of man’s human existence.
Økonomien, derimod, er summen af alle de udvekslinger der foregår imellem aktører forskellige steder. Ingen central styring af dette kan give et bedre resultat, hvis hensigten er mest mulig velstand og trivsel til flest muligt mennesker. Økonomien er ikke et rumskib der kan styres af en udpeget elite, eller nogen anden central myndighed. Det blev da også nævnt i podcasten – ret skal være ret.
Heldigvis var der også et ekstra bonusinterview med Andreas Steno, der kunne bidrage med lidt lys over årsagerne til ‘inflation’ – omend jeg ikke tror de fik ramt den rigtige definition. Der var noget med generelle prisstigninger, og diverse indices, men de fik vist ikke forklaret at stigningen i priser eller ‘prisniveau’et’ er en konsekvens af inflation og forpasser dermed muligheden for at bedre at forstå udviklingen i priser på forskellige områder. Inflation er, altid, en øgning af pengemængden i østrigernes definition. Penge er sjældent et mål i sig selv, men (bl.a) et middel til handel med varer eller ydelser imellem forskellige mennesker. (Penge er også et middel til opsparing og bogholderi – estimering af om udgifter til produktion kan ‘betale sig’, dvs om andre vil finde værdi i det producerede, der overstiger udgifterne til fremstillingen. Men de funktioner lader vi lige ligge.)
Penge er altså et ‘krav’ på ressourcer, et bevis på at man har produceret noget af værdi for andre, og dermed kan bytte sig til andres produktion. Når inflation foregår som direkte seddeltrykkeri er det nogenlunde simpelt at forstå hvorfor priser må stige – der er ikke opstået flere ressourcer, blot skabt flere penge der nu bruges som om der var flere ressourcer og derfor må der efterhånden bruges flere penge for at bytte sig til de samme ressourcer der før var til rådighed. Denne form for falskmønteri udnyttes af politikere til at købe stemmer, og af politisk entreprenante aktører til at købe sig indflydelse uden at have sparet op/skabt værdi.
En anden måde at lade som om der er flere ressourcer end der faktisk er til rådighed, er gæld, når denne ikke er modsvaret af opsparing. Det er hvad der sker når centralbanker køber statsgæld og når private banker udlåner deres indlån til flere lånere samtidigt. Det svarer til at folk tror den samme fysiske ressource kan bruges samtidigt af forskellige mennesker til vidt forskellige ting – et fata morgana, der fører til fejlallokering af ressourcerne, fordi folk tror der er flere reelle, fysiske ressourcer til rådighed, end der faktisk er. På et eller andet tidspunkt viser det sig at den er gal, og der opstår en ‘depression’, der siden har skiftet navn til ‘recession’. Hvad og hvornår der trigger denne opdagelse kan være svært at forudsige, men denne korrektion er i østrigernes optik kuren, der indebærer at nogle lider tab, nogle ressourcer er spildt og andre overgår til andre mennesker der måske(!) viser sig at forvalte dem bedre. Mises´s analogi var bygherren der, vildledt af inflationen, tror at råde over flere ressourcer, end der faktisk er tilstede. Grunden byggemodnes, fundamentet støbes, vægge mures, men så finder han ud af at der ikke er tømmer og tagsten nok til taget. Nye planer må lægges, en del af arbejdet er spildt mens der tages bestik af den nyerkendte situation. (Del 4, kap. 20, afsnit 6). Når politikere i stedet må ‘gøre noget’ forværres situationen typisk, og fejlallokeringen fortsætter og gør den uafvendelige nedtur endnu dybere end den ellers ville have været. (Formentlig) en utilsigtet konsekvens.
I det næste afsnit af Regelstaten var der også gode takter, da Aksel Tarras Madsen var på besøg for at forklare hvorfor finanskrisen i 2008/9 var en politikfejl og ikke en markedsfejl. Blot kunne man påpege at det erklærede formål med centralbanken – at ‘sørge for’ stabil pengemængde og ‘kontrolleret’ inflation (2% = opsparing halveres i værdi på godt 34 år) er et fejlskud. Pengemængden er eksploderet de sidste godt hundrede år, og centralbankens formål er at sørge for at venner kommer først til fadet med de nye penge, før resten af markedet efterhånden indser at priserne ikke er retvisende.
Prisstigninger som følge af ændringer i udbud og efterspørgsel, som f.eks under en krig, er et signal til folk om at tilpasse deres produktion og forbrug. Prisstigninger som følge af inflation er en snigende beskatning, som omfordeler ressourcer til de, der først får lejlighed til at bruge de ‘nye’ penge, på bekostning af alle andre. Prisen på energi er steget voldsomt, længe før en andenrangs supermagt, korrupt som den er, overfaldt en korrupt nabo – begge lande vigtige producenter af blandt andet korn og energi. Energi, som er input i al produktion og distribution af varer, og derfor er adgang til billig, pålidelig, energi en forudsætning for yderligere fremskridt i levestandarden – her, og især i udviklingslandene. Investeringer i energi har været skævvredet i årtier, og derfor stiger priserne voldsomt; krigen er blot flødeskummet på lagkagen. Det er vigtigt at forstå forskellen, hvis man er interesseret i at rette op på elendigheden (se også Per Bylund hvis du orker twitter). Politikere lader som om at DE intet har at gøre med prisstigningerne; det er den onde russer der er skyldig, også i dette. Hvor bekvemt.
30% af en ungdomsårgang ‘får’ i dag en akademisk kandidatgrad, skriver Børsen. Man bør overveje om det er hensigtsmæssigt, eller sågar muligt at så stor en andel løfter sig til det højeste videnskabelige niveau, og helliger sig en intellektuel karriere hvor man burde søge at afdække sandheden i det omfang det for tiden er os beskåret. Vi kan ikke vide ‘hvor meget’ videregående uddannelse der er den ‘rigtige’ mængde i samfundet. Vi kan vide at et offentligt system ikke formår at indfri de erklærede forventninger (løfte deltagerne til højeste videnskabelige niveau) – og snak om udjævning af uligheder klinger også hult. Den sociale mobilitet er ikke specielt veludtalt i DK sammenlignet med f.eks usa – om forklaringen så er alle de øvrige uhensigtsmæssige tilskyndelser der modvirker en evt effekt af adgang til ‘uddannelse’ er vanskelig at afklare. Det ekstremt generøse danske system er et skoleeksempel (!) på, at central styring af væsentlige områder ikke fungerer. Det bliver en sovepude og en parkeringsplads, og de studerende forholdes andre, bedre muligheder for at skabe sig en uafhængig tilværelse, når de tudes ørerne fulde om at uddannelse er den (eneste) sikre vej til et ‘godt liv’. Som om resten af befolkningen ikke kan have et godt liv, fordi de ikke er akademikere. Resten af landets borgere plyndres først når byttet uddeles, og dernæst når bureaukratiets repræsentanter tager sig betalt for at bureaukratisere og så igen ved tabet af alt det, ressourcerne i stedet kunne have været brugt på.
I Bag om Nyhederne er uddannelsesreformen på dagsordenen, og tak til Otto Brøns-Petersen for at holde fast i, at uddannelse ikke nødvendigvis behøver at være leveret af et statsmonopol.
Som alle andre statsmonopoler bliver produktet dyrere og ringere end hvis staten havde blandet sig udenom og ladet folk selv (selvom det gyser i akademikeren at overlade SÅ meget ansvar til pøbelen selv) om at afgøre hvor meget og i hvilken form de ønsker at lade sig og sit afkom uddanne. Har man for praktiske formål kun statsuniversiteter/skoler må man forvente at der propaganderes for statens uundværlighed i disse institutioner. 37 milliarder ud af 151 milliarder bruges på videregående uddannelser – de penge ville give mere uddannelse hvis folk selv fik lov at købe den! Kig selv mere på tallene her.
Hvad skal staten med alle de akademikere? (Hjælp til at overbevise pøbelen om at den bør lade sig regere af folk der ved bedre end dem selv hvad de egentlig har brug for.) Læs forklaringen hos Rothbard i Statens Anatomi – fås her i butikken for 37,50.
I forlængelse af sidste uges post om usandheder er ugens emne denne gang den menneskefjendtlige klima-alarmisme – ikke fordi krigens ofre skal bagatelliseres, men i erkendelse af, at der er flere elendigheder der trænger sig på.
Martin Ågerup har besøg af intet mindre end en professor i glaciologi ved syddansk Universitet, og det er en glimrende illustration af, hvorfor offentlig finansiering af udannelse (sic) skal bringes til ophør. Ågerup får påtalt den manglende diskussion af alternativomkostninger i professorens diskurs, men fik desværre ikke anholdt en stor skævert: Påstanden om, at vi skal bruge meget mere energi fra sol, vind og hydro fordi den er gratis!! Den energi der kommer fra disse kilder er – surprise – ikke gratis, den skal bringes på en form hvor den kan udnyttes til de talløse aktiviteter et civiliseret samfund er karakteriseret ved, og dét kræver betydelige ressourcer, som på ingen måde er gratis. For ikke at tale om back-up, når den meget upålidelige leverance fra disse kilder er utilstrækkelig til at forsyne transport, asfalt, dæk, sværindustri, boligopvarmning, madlavning, køleskabe, frysere, tøjvask, opvask, børnebadning og meget, meget mere som er afhængig af en pålidelig energiforsyning.
2.5 milliarder mennesker har ikke adgang til ordentlig energi og de kan ikke klare sig med en solcelle til at oplade en mobiltelefon. De har brug for masser af pålidelig energi.
Der er ingen diskussion af de faktiske materialeressourcer der skal til for at øge den ‘grønne’ andel af energiproduktionen. Et kritisk punkt der tilsyneladende ikke værdiges opmærksomhed blandt fortalerne for upålidelige energikilder er lagring af energien – du ved, batterier…
Today’s plans to decarbonize global energy systems, which center on a massive expansion in the use of solar, wind, and battery technologies, need to better account for the high environmental and economic costs of materials and minerals.
Eller når vi taler forsyningssikkerhed, overvejelser mht til at flytte afhængighed af russisk gas til kinesiske solceller og vindmøllekomponenter.
Det er forståeligt at det kan være vanskeligt at udfordre en glaciolog på Antarktis’ tilstand hvad angår afsmeltning, men et pip om fremskrivelserne der er baseret på modeller med betydelig usikkerhed havde vel været ok, ikke mindst hvad angår påstande om vandstand.
Computational Hubris: “An inordinate and unjustified trust, or faith if you like, in the power of advanced computational machines and processes to produce highly accurate and extremely precise results from relatively inaccurate and imprecise, highly uncertain data using techniques and methods that have not been tested nor verified to be suited to, or sufficient for, the purpose.” — Kip Hansen
Påstanden om CO2 som et særligt voldsomt problem kan bestemt anfægtes, og bliver det blandt andet på co2coalition.org (f.x. om AGW, eller 97% con-sensus)
Endnu et sted at søge alternativ information er på klimarealisme.dk – her uddrag fra en oversættelse af en artikel på WUWT om den 6. version af det politiske dokument fra ipcc.
Jeg ønsker ikke at være overdrevent dramatisk, i modsætning til forfatterne (hvis der var nogen) til IPCC-rapporten, men jeg kunne ikke finde noget som helst i uddragene (de små nummererede afsnit med etiketter som “15.3.1.2” eller lignende), som var:
1) ikke-indlysende – som f.eks. noget der var, er eller vil være åbenbart eller ”simpelt, gennemskueligt og giver sig selv”. 2) sandt i den virkelige verden, som vi kender den 3) hvis forudset eller fremskrevet, faktisk sandsynligt, i hvert fald på denne planet i den forudsigelige fremtid.
En meget stor andel af klodens befolkning har brug for meget mere energi, for at bringe fattigdom yderligere på afstand. Deres forbrug af fossilt brændsel vil fortsætte sålænge det er det billigste alternativ. At forestille sig Danmark skulle være foregangsland med politik, der dels ikke er skalérbar uden for vores specifikke geografiske beliggenhed, dels er uden den påståede effekt på klimaet og ydermere vil medføre en ringere levestandard for danskere (voldsomt dyrere energi som til gengæld er mindre pålidelig), er næppe realistisk. Hvem vil følge det eksempel?
Privacy & Cookies: This site uses cookies. By continuing to use this website, you agree to their use.
To find out more, including how to control cookies, see here:
Cookie Policy
