Hayeks korte tekst om viden i samfundet er skelsættende og en af de mest læste inden for økonomi. Han understregede at det centrale økonomiske problem ikke så meget er fordelingen af ressourcer i samfundet, som udnyttelse af den viden der er fordelt på mange individer og hvor ingen af dem har al viden tilgængelig. Prissystemet, som ikke er et resultat af et bevidst ‘design’, løser dette problem og er egentlig et mirakel. Mennesker der kun har begrænset viden kan ved hjælp af andre menneskers – begrænsede – viden på andre områder, optimere egen udnyttelse af knappe ressourcer. Endda uden en dybere indsigt i hvordan denne udveksling af viden finder sted.
Teksten her er fra 1945 – den er oversat fra en engelsk version fra mises.org. Den bør indgå i almen dannelse pensum for skole og gymnasieelever.
Politikere har også en skærpet forpligtelse til at løfte deres niveau inden for den gren af socialvidenskaben der går under betegnelsen økonomi.
Den gøres tilgængelig under en Creative Commons Kreditering-DelPåSammeVilkår 4.0 International licens. For at se en kopi af denne licens, gå til http://creativecommons.org/licenses/by-sa/4.0/
En variant af denne indsigt med fokus på arbejdsdeling og specialisering er tilgængelig i et format der er egnet til mindre børn. Find historien om Tuttle tvillingerne of den mirakuløse blyant her. Den er baseret på Leonard Reads essay, I, Pencil. Kan læses gratis her på engelsk.
Viden i samfundet af F.A. Hayek
Hvilket problem er det vi ønsker at løse når vi forsøger at etablere et rationelt økonomisk system? Med visse velkendte antagelser er svaret enkelt nok. Hvis vi sidder inde med al relevant information, hvis vi kan starte med et givet system af præferencer og hvis vi har komplet kendskab til alle midler der står til rådighed, så kan problemet løses ved anvendelse af ren logik. Det vil sige svaret på spørgsmålet om, hvordan de til rådighed stående midler bedst anvendes, findes implicit i vores antagelser. De betingelser som den optimale løsning må opfylde, er fuldstændigt forstået og kan bedst udtrykkes matematisk: Den marginale pris for en råvare eller produktionsfaktor må være den samme ligegyldigt hvilket formål den benyttes til.
Dette er imidlertid netop ikke den økonomiske problemstilling samfundet står over for. Den økonomiske beregningsmetode vi har udviklet for at løse dette logiske problem er et vigtigt skridt på vejen men giver ikke svaret på, hvordan samfundets økonomiske problemer løses. Grunden til dette er at de “data” som beregneriet bygger på for hele samfundet aldrig foreligger for et enkelt individ, ikke foreligger samtidigt eller samlet og aldrig kan komme til det.
Det særegne ved spørgsmålet om rationel, økonomisk orden er netop, at viden om alle de omstændigheder vi har brug for aldrig foreligger i en koncentreret eller integreret form, men alene som spredte småstykker af inkomplet og ofte modsat rettet information hos de enkelte individer. Samfundets økonomiske problem er altså ikke kun hvordan man skal allokere de ‘givne’ ressourcer – hvis man med ‘givne’ mener givet til et enkelt individ som løser ligningen baseret på de ‘data’. Det er snarere et spørgsmål om, hvordan man bedst anvender de ressourcer ethvert individ besidder, til formål hvis indbyrdes rangorden kun individerne selv kender. Kort sagt, det er spørgsmålet om udnyttelse af viden som ikke er givet komplet til noget individ.
Dette særtræk ved den grundlæggende problemstilling, er desværre blevet sløret igennem de seneste raffinementer inden for økonomisk teori – specielt som følge af tiltagende brug af matematiske modeller. Omend det problem jeg primært vil behandle i nærværende tekst handler om rationel økonomisk organisation, så nødsages jeg til igen og igen, at påpege at problemet er tæt forbundet med visse metodologiske spørgsmål. Mange af de pointer jeg vil fremlægge følger af ræsonnementer som overraskende når til samme konklusion, men ad forskellige veje. Men som jeg ser det nu, er det ikke tilfældigt. Det forekommer mig at meget af uenigheden med hensyn til både økonomisk teori og økonomisk politik har deres fælles rod i en misforståelse af karakteren af samfundets økonomiske problem. Denne misforståelse skyldes at vi fejlagtigt overfører erfaringer og tænkemåder fra fysikkens verden og anvender dem på sociale fænomener.
II
I daglig tale omfatter begrebet ‘planlægning’ et kompleks af forbundne beslutninger vedrørede allokering af ressourcer. Al økonomisk aktivitet er i den henseende planlægning. I et samfund hvor mange mennesker samarbejder, vil denne planlægning, hvem der end udfører den, i en vis udstrækning basere sig på viden som planlæggeren ikke selv besidder, men som skal videregives til ham eller hende. Denne viden, som folk bruger til deres planlægning, kan deles på forskellige måder, og dette er et afgørende spørgsmål for en teori som skal forklare den økonomiske proces. Endvidere er spørgsmålet om hvordan man bedst udnytter viden, som starter med at være fordelt blandt mange forskellige mennesker, i hvert fald et af de vigtigste spørgsmål for økonomisk politik – eller for etableringen af et effektivt økonomisk system.
Svaret på dette spørgsmål hænger tæt sammen med med dét andet spørgsmål, der trænger sig på, nemlig hvem der skal foretage planlægningen. Dette er omdrejningspunktet for uenigheden om ‘økonomisk planlægning’. Der er ikke uenighed om hvorvidt der skal planlægges eller ej. Det er en grundlæggende diskussion om, hvorvidt planlægningen skal foregå fra centralt hold, eller fordelt blandt mange individer. Planlægning i den specielle betydning det har i dagens kontrovers, er ensbetydende med central planlægning – hele det økonomiske system dirigeres i henhold til en samlet plan. Konkurrence, på den anden side, betyder decentral planlægning fordelt på mange uafhængige personer. Når disse to systemer kombineres, som mange taler om, men få bryder sig om når de ser det, er resultatet uddelegering af planlægning til organiserede industrier, eller med andre ord, monopol.
Hvilket af disse systemer der er mest effektivt, afhænger af spørgsmålet om, hvilket af dem vi kan forvente er bedst til at udnytte den eksisterende viden. Dette afhænger i næste række af, hvorvidt vi vil have mest succes med at forsyne en enkelt central myndighed med al den viden som skal bruges, men som starter med at være spredt ud blandt mange forskellige individer, eller vi vil have mere succes med at forsyne individer med den ekstra viden de behøver, for at tilpasse deres egne planer til andres.
III
Man indser straks at ens indstilling til dette vil være forskellig med hensyn til forskellige slags viden, og svaret afhænger derfor mest af den relative tyngde af de forskellige slags viden, for eksempel viden der findes mest hos enkeltindivider og viden som vi forventer med større sikkerhed, at finde hos en autoritet bestående af passende udvalgt eksperter. Når det er så udbredt en antagelse at det sidstnævnte vil være det bedste, så er det en følge af at en bestemt slags indsigt, nemlig videnskabelig indsigt, indtager en så fremtrædende plads i offentligheden at vi glemmer, at det ikke er den eneste form for viden der er relevant. Det indrømmes at for så vidt angår videnskabelig indsigt, kan en gruppe passende valgt eksperter måske bedst beherske al den tilgængelige viden – men dette flytter blot problemet til vanskelighederne ved at udvælge disse eksperter. Det jeg vil påpege er, at selv hvis vi let kunne løse dette problem, så er det kun en lille flig af et større problem.
I dag [1945] grænser det næsten til kætteri at antyde at videnskab ikke er summen af al viden. Men en smule eftertanke vil vise at der hævet over enhver tvivl er en mængde af meget vigtig, men uorganiseret viden, som ikke kan kaldes videnskabelig i betydningen viden om generelle love, men drejer sig om særlige omstændigheder i tid og rum. Her har praktisk taget ethvert individ en fordel frem for alle andre fordi han besidder information der alene er tilgængelig for ham, om hvilken gunstig måde noget kan anvendes på, men kun hvis beslutningen herom overlades til ham eller sker med med hans aktive medvirken. Vi behøver blot at huske på, hvor meget vi må lære i et erhverv efter at have afsluttet den teoretiske uddannelse; hvor stor en del af vores arbejdsliv vi bruger på at lære specifikke jobs, og hvor værdifuld kendskab til mennesker, til lokale forhold og til særlige omstændigheder er, i alle livets sammenhænge. At kende til en maskine der ikke kører på fuld kapacitet og kunne optimere dens produktion, eller kende til en persons uudnyttede potentiale, at kende til reserver som kan anvendes hvis de almindelige forsyninger svigter, er lige så nyttigt som kendskab til bedre, alternative teknikker. Speditøren som tjener til livets ophold ved at udnytte tomme eller halvtomme containere, ejendomsmægleren som hovedsaglig lever af kendskab til midlertidige muligheder, eller børshandleren som tjener på lokale forskelle i råvarepriserne udfører alle nyttige funktioner baseret på specialviden vedrørende omstændigheder der er afhængige af tid og sted, og som ikke kendes af andre.
Det kan synes mærkeligt at dette i dag bliver betragtet med en vis foragt og at en, der med denne form for viden klarer sig bedre end en med ‘mere’ teoretisk eller teknisk viden, næsten anses for at have ‘snydt’. At skaffe sig en fordel ved bedre kendskab til faciliteter, kommunikation eller transport anses nogle gange for uærligt, omend det er mindst lige så vigtigt for optimal udnyttelse af ressourcer, som brugen af de nyeste videnskabelige landvindinger. Denne fordom har i betragtelig grad påvirket indstillingen til handel i almindelighed overfor produktion. Selv økonomer der betragter sig selv som immune overfor fortidens simple fejltagelser, begår igen og igen den samme fejl når det kommer til aktiviteter rettet imod anskaffelsen af sådan lavpraktisk viden – tilsyneladende fordi i deres optik er sådan viden ‘selvindlysende’. Den almindelige opfattelse er tilsyneladende nu, at al sådan viden står til disposition for enhver, og når den eksisterende økonomiske orden anklages for at være irrationel, er det ofte på baggrund af, at denne praktiske viden netop ikke er så let tilgængelig. Dette synspunkt tager ikke højde for, at det netop er metoderne til at tilvejebringe denne type viden og gøre den alment tilgængelig, der er det problem der skal løses.
IV
Når det anses for fashionabelt at slå viden om særlige omstændigheder i tid og sted hen som ligegyldig, hænger det tæt sammen med den manglende vægt der lægges på forandring i sig selv. Faktisk er der som regel kun beskeden forskel på de antagelser ‘planlæggerne’ og deres opposition gør sig (som regel kun indirekte), snarere er det betydningen og hyppigheden af forandringer, der vil nødvendiggøre betydelige ændringer i produktionsplanerne. Hvis der kunne laves detaljerede økonomiske planer for længere perioder ad gangen, og planerne kunne følges, sådan at yderligere justeringer ikke ville være nødvendige, så ville opgaven med at udarbejde en omfattende plan for al økonomisk aktivitet selvfølgelig være mere overkommelig.
Måske er det værd at understrege at økonomiske problemer altid og alene opstår som følge af forandringer. Sålænge alting fortsætter som før, eller i det mindste som forventet, så opstår der ikke nye problemer der kræver beslutninger eller behov for en ny plan. Troen på at forandringer, eller i det mindste dag til dag justeringer, er mindre udtalte i nyere tid, betyder indirekte at økonomiske problemer også anses for mindre betydningsfulde. Denne tro på aftagende betydning af forandring findes oftest hos de samme som hævder, at økonomiske problemer er blevet afløst af den tiltagende vigtighed af teknologisk viden.
Er det sandt at med det veludviklede, moderne produktionsapparat er økonomiske beslutninger kun sjældent nødvendige, som når en ny fabrik skal bygges, eller en proces introduceres? Passer det, at når en fabrik først er bygget, så foregår resten mere eller mindre mekanisk, kun afhængig af hvilken type fabrik det er, og med ringe behov for justering til øjeblikkets evigt omskiftelige omstændigheder?
Det er nok en udbredt opfattelse, men den deles ikke, så vidt jeg kan bedømme, af de fleste forretningsfolk med praktisk erfaring. Inden for en kompetitiv industri – og kun en sådan kan bruges som test – er det en konstant kamp at holde omkostningerne nede, en kamp der holder ledelsen travlt beskæftiget. Hvor let er det ikke for en ineffektiv leder at formøble de forskelle som profitabiliteten hviler på. At det er muligt med de samme tekniske faciliteter at producere med vidt forskellige omkostninger er en almindelig erfaring i praksis, men forekommer mindre udtalt blandt økonomiske teoretikere.Producenters og ingeniørers udtalte utålmodighed med hensyn til at komme videre, uden at være begrænset af omkostninger, er et glimrende eksempel på, hvor stor indflydelse disse faktorer har på deres daglige arbejde.
En grund til at økonomer er tilbøjelige til at overse de evige små forandringer som udgør hele det økonomiske billede er sandsynligvis, at de er mere og mere optagede af overordnede statistiske mål, som er mere stabile end detaljernes fluktuation. Den relative stabilitet af de overordnede mål kan imidlertid ikke forklares, selvom statistikere af og til er tilbøjelige dertil, ved ‘de store tals lov’ eller af udligningen af tilfældige bevægelser. Antallet af elementer som vi har med at gøre, er ikke stort nok til at sådanne tilfældigheder kan forårsage stabilitet. Det konstante flow af varer og tjenester opretholdes af konstante, bevidste justeringer; af beslutninger der træffes hver dag i lys af omstændigheder, der ikke var kendte dagen før; af B der træder til med det samme når A svigter. Selv en stor og stærkt mekaniseret fabrik holdes i gang takket være de lokale planer der træder i kraft ved hver en uventet situation der måtte opstå; tegl til reparation af tag; papir til formularer og alle de tusinde og een forskellige slags udstyr som ikke findes på stedet, men som er tilgængelige på markedet og medvirker til at driften af fabrikken opretholdes.
Jeg skal måske nævne at denne type viden jeg her har behandlet ikke kan indgå i statistikker og derfor ikke kan overgives til en central myndighed i denne form. De mål en sådan central myndighed ville være nødt til at benytte skulle netop kunne se bort fra mindre forskelle på ting, slå nogle ting sammen, som en type ressourcer, ting som er forskellige med hensyn til sted, kvalitet og andre træk, og det på en måde som kan have stor betydning for den specifikke beslutning. Det følger at en central planlægning baseret på statistisk information, i sagens natur netop ikke kan tage højde for disse specielle omstændigheder med hensyn til tid og sted, og at den centrale myndighed på en eller anden måde er nødt til at overlade beslutningen der afhænger heraf til manden på stedet.
V
Hvis vi kan blive enige om, at samfundets økonomiske problem primært handler om hurtig tilpasning til ændringer i specielle omstændigheder for tid og sted, så skulle det følge at beslutningerne bør overlades til dem som kender til disse specielle omstændigheder, som direkte er bekendte med de relevante ændringer og de ressourcer der umiddelbart er tilgængelige for at imødegå dem. Vi kan ikke forvente at problemet løses ved først at overlevere denne information til en central myndighed, der, efter at have integreret al viden, udstikker ordrer. Vi må løse det via en form for decentralisering. Men det løser kun en del af vores problem. Vi har behov for decentralisering fordi kun på den måde sikrer vi, at viden om specielle omstændigheder vedrørende tid og sted bringes i anvendelse. Men ‘manden på stedet’ kan ikke alene træffe beslutninger baseret på hans begrænsede men indgående kendskab til de umiddelbare omgivelser. Problemet vedrørende kommunikation af den øvrige information, som han har brug for, for at tilpasse beslutningerne til ændringerne i et større økonomisk system, består.
Hvor meget viden har han brug for for at lykkes med det? Hvilke af de begivenheder som ligger uden for hans umiddelbare kendskab er relevante for hans umiddelbare beslutninger, og hvor meget har han brug for at vide om dem?
Der er næppe nogen begivenhed i verden som ikke kunne have indflydelse på den beslutning han burde træffe. Men han behøver ikke kende hver enkelt, eller alle deres effekter. Det har ikke betydning for ham hvorfor der er brug for flere skruer af en bestemt størrelse på et bestemt tidspunkt, hvorfor det er lettere at få papirposer end stofposer eller hvorfor specialuddannede folk eller et specielt stykke værktøj er vanskelige at finde på et givet tidspunkt. Det som er afgørende for ham er, hvor meget mere vanskeligt det er at fremskaffe disse ting, sammenlignet med andre ting som han også må bekymre sig om, eller hvor meget det haster frem for alternative ting han producerer eller skal bruge. Det er altid et spørgsmål om den relative vigtighed af bestemte ting som han må tage sig af, og årsagerne der ændrer deres relative betydning er af mindre betydning ud over effekten af disse konkrete ting på hans umiddelbare omstændigheder.
Det er i denne forbindelse at det jeg kalder egentlig økonomisk beregning hjælper os, i det mindste som en analogi, til at indse hvordan problemet kan løses, og faktisk bliver løst, af prissystemet. Selv en enkelt styrende kraft [mind] der sidder inde med al information for et lille, begrænset økonomisk system, ville ikke – hver gang en lille justering i allokeringen af ressourcer skulle finde sted – eksplicit gennemgå alle de indbyrdes forhold mellem mål og midler, der kunne påvirkes af justeringen. Den definitive demonstration af, at selv en sådan styrende kraft kun kan løse denne type problem ved at konstruere og hele tiden bruge disse mål for ligeværd (eller ‘værdi’ eller ‘marginal alternativ pris)’, dvs. tilskrive hver enkelte knappe ressource et numerisk index som ikke kan udledes af ressourcens egenskaber, men som afspejler, eller samler, dens betydning i hele mål-middel strukturen, er et betydningsfuldt bidrag fra den logiske analyse af ‘valg’. For enhver lille ændring må de indices som er relevante evalueres og eventuelt justeres igen, en efter en, sådan at beslutninger kan reorganiseres uden at hele puslespillet skal lægges forfra.
I et system hvor viden er spredt ud på mange personer fungerer priser grundlæggende som et middel til at koordinere forskellige personers handlinger, på samme måde som subjektive værdier hjælper individet til at koordinere og rangordne de forskellige dele af dets planer. Det er værd at betragte et øjeblik den meget almindelige og simple funktion prissystemet udfører, og konsekvensen heraf. Antag at man, et sted i verden, opdager en ny måde at anvende en eller anden råvare på, f.eks tin, eller at en af kilderne til tin er forsvundet. Om det er den ene eller den anden årsag til at tin er blevet en relativ mangelvare gør ingen forskel, og det er vigtigt for pointen at det ikke gør nogen forskel. Alt hvad dem der bruger tin har brug for at vide er, at det tin de hidtil har brugt, nu kan anvendes mere profitabelt på anden vis og derfor er de nødt til at økonomisere med tinnet.Det er ikke nødvendigt for størstedelen af dem at vide hvor det større behov kommer fra eller hvad de hellere skulle bruge tinnet på. Det er tilstrækkeligt at nogle af dem kender til den nye efterspørgsel og flytter ressourcer i overensstemmelse hermed, og hvis de som er vidende om den nye mangel der er opstået, skaffer sig andre ressourcer på anden måde, så vil effekten hurtigt brede sig til resten af det økonomiske system og påvirke ikke bare anvendelsen af tin, men også erstatningen for tin og erstatningen for erstatningen osv. Alt dette finder sted uden at de involverede kender til den oprindelige årsag til at tin blev en relativ mangelvare. Det hele fungerer som ét marked, ikke fordi de enkelte deltagere undersøger hele markedet, men fordi hver deltagers begrænsede indsigt overlapper tilstrækkeligt med de øvriges og den relevante information derved spredes til alle. Selve det at en råvare har én pris, eller rettere at de lokale priser er forbundet på en måde bestemt af transportomkostninger med videre, fører til den løsning som (i teorien) kunne have opstået hos en enkelt central kraft der havde al den information til rådighed, som i realiteten er spredt ud på mange involverede individer.
VI
Vi må se på prissystemet som en sådan mekanisme der formidler information, hvis vi ønsker at forstå dets sande funktion – en funktion det opfylder mindre perfekt når priserne stivner. (Selv når priserne er er ganske ufleksible, så vil de kræfter, der normalt påvirker priserne stadig i betydelig grad påvirke de øvrige betingelser i en kontrakt.) Det vigtigste træk ved dette system er den økonomiseren med viden som det betjener sig af, illustreret ved hvor beskeden information den enkelte deltager i markedet har brug for, for at træffe den rigtige beslutning. I forkortet form, med en slags symbol, formidles kun den mest nødvendige information og kun til de involverede parter. Det er mere end en metafor når prissystemet beskrives som en slags maskineri til registrering af forandring, eller et telekommunikationssystem der tillader individuelle producenter kun at holde øje med ændringer i få parametre, som en ingeniør betragter ganske få instrumenter, for at kunne tilpasse deres aktiviteter til ændringer som de måske ikke kender andet til end netop prisudslagene.
Selvfølgelig er disse tilpasninger aldrig ‘perfekte’ i den forstand som økonomen tænker på i sin ligevægtsanalyse. Men jeg er bange for, at vores teoretiske tilgang til problemet, med antagelsen om mere eller mindre perfekt viden hos alle næsten alle deltagere, har gjort os blinde for hvad prismekanismens sande funktion er og har vildledt os med hensyn til dens effektivitet. Miraklet er at i tilfælde af knaphed på en råvare, uden at en kommando bliver udstedt, og uden at mere end ganske få personer kender årsagen til knapheden, så vil mange tusinde mennekser, hvis identitet det ville kræver måneders efterforskning at fastslå, begynde at bruge mindre af råvaren eller produkter fremstillet af den – dvs. markedet ‘bevæger sig’ i den rigtige retning. Dette er et sandt mirakel – selv hvis ikke alle, i en konstant foranderlig verden, rammer så præcist med deres tilpasninger at deres profit altid forbliver på samme eller det ‘normale’ niveau.
Jeg bruger med vilje ordet ‘mirakel’ for at ryste læseren ud af den ukritiske tilfredshed med tingenes tilstand, hvor man tager effekten af denne mekanisme for givet. Jeg er overbevist om, at hvis den var resultatet af et bevidst design, og hvis de folk der vejledes af prisernes skiften forstod at deres beslutninger har konsekvenser der rækker langt ud over deres umiddelbare mål, så ville denne mekanisme været blevet hyldet som et af den menneskelige opfindsomheds største triumfer. Dens dobbelte ulykke er at den dels ikke er et resultat af menneskeligt design og dels at de mennesker der vejledes af den som regel ikke forstår hvordan dette går for sig. Men de som råber på bevidst styring, og som ikke kan tro at noget der er udviklet uden design (og endda uden at vi forstår det), skulle kunne løse problemer som vi ikke kunne løse bevidst, bør huske på dette: Problemet er netop hvorledes vi forbedrer udnyttelsen af ressourcer ud over hvad en enkelt person kan kontrollere, og derfor hvordan vi kan undgå behovet for bevidst kontrol og sørge for tilskyndelser, der vil få individer til at handle hensigtsmæssigt uden at nogen fortæller dem hvad de skal gøre.
Problemet vi står over for her, er på ingen måde enestående for økonomi, men gælder også for næsten alle sociale fænomener, for sprog og for det meste af vor kulturelle arv; det udgør i virkeligheden et centralt problem for al social videnskab. Som Alfred Whitehead sagde i anden forbindelse: ‘Det er en dybt fejlagtig cliché der kolporteres i litteratur og af fremstående personer der holder taler, at vi bør fremme vanen med at tænke over hvad vi foretager os. Det diametralt modsatte er tilfældet. Civilisationen marcherer fremad ved at øge antallet af vigtige handlinger vi kan foretage uden at tænke over dem.’ Dette er af største vigtighed inden for socialvidenskab. Vi anvender konstant formler, symboler og regler hvis mening vi ikke forstår, og udnytter derved viden som vi ikke selv individuelt behersker. Vi har udviklet denne praksis og institutioner, som har vist sig at være succesrige inden for deres domæne, og som siden er blevet til det fundament civilisationen hviler på.
Systemet med priser er blot et eksempel som mennesket har lært at udnytte (omend der endnu er meget at lære herom) efter at have, så at sige, snublet over det, uden egentlig at have forstået det. Gennem dette system er ikke alene arbejdsdeling blevet muligt, men også koordineret udnyttelse af ressourcer på baggrund af en tilsvarende specialiseret viden kan finde sted. De som håner denne ide gør ofte brug af fordrejede argumenter og antyder at fortalerne forudsætter at et system der bedst passer til den moderne verden, er opstået på mirakuløs vis. Det forholder sig modsat. Mennesket har kunnet udvikle arbejdsdeling, som fundament for vores civilisation, netop fordi vi har opdaget en metode der muliggør det. Hvis ikke det var tilfældet, kunne en ganske anden civilisation måske have opstået; måske en der ligner tilstanden i et termitbo eller en helt anden indretning vi ikke kan forestille os. Hvad vi kan konstatere er, at ingen hidtil har kunnet anvise et alternativt system, der bevarer visse træk fra det eksisterende som selv de argeste modstandere finder værdifulde, i særdeleshed træk som omfanget af individets muligheder for at forfølge egne mål og frit udnytte sin egen viden og evner.
VII
Det er på mange måder gunstigt at uenigheden om prissystemets uundværlighed for rationelle beslutninger i et komplekst samfund ikke længere er isoleret i økonomiske lejre med forskellige politiske synspunkter. Tesen om at uden prissystemet kunne vi ikke opretholde et samfund med så udbredt arbejdsdeling som i vores, blev mødt med hånlatter da den blev fremsat af von Mises for 25 år siden [ca. 1920]. Vanskelighederne som nogle idag endnu har med at acceptere dette, er ikke længere politisk baseret og det har medført en betydeligt mere frugtbar diskussion. Når vi ser Leon Trotsky hævde at ‘økonomisk regnskabsføring er utænkeligt uden markedet’; når professor Oscar Lange lover professor von Mises en statue i marmorhallerne for den kommende centralkomite for planlægning; når professor Abba P. Lerner genopdager Adam Smith og understreger at den afgørende nytte af prissystemet består i, at det får individet der søger sin egen interesse, til at handle på en måde der også medfører almen nytte, da kan uenighederne ikke længere tilskrives politisk fordom. Den tilbageværende uenighed forekommer klart at være rent intellektuel og mere præcist baseret på metodologiske forskelle.
Professor Joseph Schumpeter bringer en klar og tydelig illustration af de metodologiske forskelle jeg tænker på, i værket Kapitalisme, Socialisme og Demokrati. Forfatteren er førende blandt økonomer der betragter økonomiske fænomener i lyset af en særlig gren af positivisme. Disse fænomener forstår han som objektivt givne mængder af råvarer, der direkte påvirker hinanden, næsten som var det uden indflydelse af menneskelig tanke. Kun på denne baggrund kan jeg forstå følgende (for mig overraskende) udtalelse. Professor Schumpeter argumenterer for, at muligheden for rationel beregning i fraværet af markeder for produktionsfaktorer, følger, for teoretikeren, ‘af den elementære påstand at forbrugerne når de bedømmer (‘efterspørger’) forbrugsvarer, ipso facto også bedømmer de produktionsmidler som indgår i fremstillingen af disse forbrugsvarer.’
Bogstaveligt taget er dette udsagn ganske enkelt usandt. Forbrugerne gør ikke det der ligner. Det professor Schumpeter formentlig mener med sit ipso facto, er at værdisætningen af produktionsmidlerne indgår i, eller følger af, værdisætningen af forbrugsvaren. Men heller ikke dette er korrekt. Implikation indenfor logikken kan kun meningsfyldt anvendes om sætninger der samtidigt findes hos en og samme person. Det er imidlertid klart, at værdien af faktorer der indgår i produktion ikke afhænger alene af værdien af forbrugsvaren, men også af udbuddet af de forskellige faktorer der indgår i produktionen. Kun for en person som samtidigt kender til alle disse forskellige data, ville svaret følge af dette kendskab. Det praktiske problem, derimod, opstår netop fordi kendskabet til alle disse forhold ikke samtidigt foreliggger for en enkelt person, og fordi – som følge deraf, løsningen nødvendigvis må gøre brug af viden der er spredt ud blandt mange aktører.
Problemet er altså på ingen måde løst hvis vi kan vise at al viden, hvis en enkelt aktør lå inde med den (som vi hypotetisk antager det fra den observerende økonoms synspunkt), kunne bestemme løsningen. I stedet må vi vise hvordan en løsning tilvejebringes via samspillet mellem mange aktører, der hver for sig kun besidder delvist kendskab til (al) viden. Antagelsen om at al viden kan indehaves af en enkelt aktør, på samme måde som vi tilskriver den forklarende økonom al viden, svarer til at antage at problemet slet ikke eksisterer og dermed ser man bort fra alt hvad der er vigtigt og betydningsfuldt i den virkelige verden.
At en økonom af professor Schumpeters kaliber går fejl af den flertydighed som termen ‘data’ indebærer kan vanskeligt forklares som en simpel fejl. Det tyder snarere på en fundamental fejlagtig tilgang, der systematisk ser bort fra en afgørende del af de fænomener vi beskæftiger os med, nemlig at menneskets viden uundgåeligt er inkomplet og det deraf følgende behov for en proces der løbende indsamler og formidler viden. Enhver tilgang som for eksempel meget af den matematiske modellering med komplicerede ligninger der i praksis går ud fra en antagelse om, at folks viden svarer til virkelighedens objektive fakta, udelader systematisk netop det, som vi søger at forklare. Jeg benægter på ingen måde nytten af ligevægtsanalyse i vores system. Men når det har nået et punkt hvor det vildleder nogle af vores førende tænkere til at tro, at den situation den beskriver har direkte relevans for løsningen af praktiske problemer, da er det på høje tid at minde om, at den slet ikke beskæftiger sig med den sociale proces og ikke er andet end et nyttigt, men indledende trin i studiet af det egentlige problem.
Januar 2019
Oversættelse fra engelsk af Thomas Jon Jensen
