Udgivet i 7 kommentarer

Hylende, hysteriske, hykleriske hyæner…

Endelig. KRIG! Man kan høre de lettelsens suk rundt omkring på redaktionerne af det, der går for at være presse. Virus-virakken var ved at miste lidt af glansen i takt med, at pressen totale svigt i forhold til at kaste lys over statsmagternes overgreb på befolkningerne bliver tydeligere og tydeligere. Heldigvis er der en andenrangs despot der har fået nok østpå, og slår sig i tøjret så hyænerne i pressekorpsene har noget at rive i.

Det er ikke svært, og tilmed berettiget, at fordømme brugen af militær magt i det der for tiden går under navnet Ukraine – verden ville have været et mindre uskønt sted hvis Putin havde handlet mindre agressivt.

Det er imidlertid påfaldende hvordan han udråbes til at være vanvittig, uden for pædagogisk rækkevidde, en slyngel (dét kan man være enig i!) der kun forstår magtens sprog – samtidig med at man omhyggeligt(?) undlader at forsøge at se situationen fra despotens side. Siden det forfærdelige sovjetiske regime styrtede i grus under egen vægt og reducerede den militære tilstedeværelse i Østeuropa har Nato, i stedet for at nedlægge sig selv, bredt sig som en kræftsvulst ind i Ruslands ‘interessesfære’. Hvad enten man bryder sig om interessesfærer eller ej, har også Rusland en legitim interesse i at beskytte sig mod overfald udefra. Indlemmelsen af flere og flere tidligere østlande i Nato kan måske virke som en beskyttende paraply, hvis man er på indersiden, men set udefra kan det afgjort betragtes som forberedelserne til et overgreb. Når dertil kommer hykleriet mht andre landes suverænitet og grænsedragning – vi behøver ikke gå tilbage til opdelingen af verden efter 1. Verdenskrig, men kan blot nævne Jugoslavien, Irak, Afghanistan, Libyen, Syrien, Yemen hvor ‘Nato’ blander sig i andre landes anliggender – for ikke at nævne indblanding i Ukraine(!) hvor den ene semi-demokratisk valgte diktator blev kuppet med installation af en anden i 2014.

Det er muligt BÅDE at fordømme Putins angreb og samtidig forstå rationalet bag. Lyt til Scott Horton hos Pete Quinones her.

Heldigvis er der anledning til store, fede overskrifter med KRIG og en anerkendt slyngel så vi kan undlade at fordømme InJustin Trudeau’s groteske overgreb på egen befolkning – hvis Vlad havde gjort noget tilsvarende ‘hjemme’, ville fordømmelserne ingen ende have haft. Heldigvis er det nu Vlads skyld af din energipris (og alle andre priser) er i skyerne, det har intet at gøre med den afsindige energipolitik der er ført de sidste årtier. Så det behøver vi heller ikke at bruge mere noget krudt på at undersøge nærmere.

Løsningen er ikke flere penge til Nato, der er andre alternativer.

Lad os håbe at det, der går under betegnelsen Biden, har et øjebliks klarsyn og udviser tilbageholdenhed.

Glem ikke at KRIG er Statens sundhed – hold befolkningen i konstant angst for fjenden og det er lettere at plyndre den for størsteparten af den produktion. År efter år. Indgreb i andre lande er ikke vejen til fred og fremgang.

Staten anatomi dissekeres af Rothbard – køb den her i butikken for 37,50 og bliv klogere på verden.

Statens Anatomi
Udgivet i Skriv en kommentar

Statsstøtte – roden til misallokering af ressourcer.

Margrethe den Grådige er på spil. Nu med central planlægning af chipindustrien. Et skoleeksempel på, at utilsigtede konsekvenser af politikerindgreb fører til nye indgreb, og rouletten kører…

Hindringer lægges i vejen for produktion af varer, ikke mindst energi-intense produkter hvis fremstilling placeres der hvor energien er billigst. Når investeringerne i kapitalapparat flyttes ud som følge af de byrder politikere lægger på dem, kommer det tilsyneladende bag på politikerne, der så lokker med tilskud, skattelempelser eller andre måder at imødegå konsekvenserne af deres tidligere tiltag. I hver omgang går der ressourcer tabt i bureaukratiet, der skal tilvejebringe rapporter om konsekvenser, mulige reparationer og overvågning af, om det nu er de rigtige der får tilskud og lettelser.

NU mangler vi computerchips, mener Margrethe, men hvorfor lægger fabrikanter af chips deres investeringer i Taiwan eller Korea og ikke i Aalborg? Når klimaalarmisterne får held til at lukke cementproduktionen så vi i stedet skal købe og fragte den andetsteds fra bliver der jo plads nok? Økonomien er ikke et rumskib der kan styres men summen af utallige individuelle beslutninger, der træffes af folk der hver især håber på, at deres handlinger vil stille dem bedre i fremtiden. Forsøg på at tvinge denne symfoni til at opføre sig på lige præcis den måde politikeren eller diktatoren (same same) hævder at ville opnå, er dømt til at mislykkes. De fleste af os bliver mindre rige end vi ellers ville have været.

Læs med dine børn om Tuttle tvillingerne og den spontane koordinering mellem mennesker der ikke kender hinanden – fås her i butikken.

I øvrigt bør regeringen gå af.

Udgivet i 2 kommentarer

Gæld – bliver den indfriet, eller vil inflation ‘ordne’ det?

Demonocracy har nogle flotte visualiseringer af forskellige beløb illustreret ved bunker af $100-sedler. Se animation her.

Det kan få en til at overveje om denne gæld nogensinde bliver betalt (af børn og børnebørnenenene!) eller vi ‘blot’ kommer til at se destruktion i monumental skala. De fleste af disse bjerge af penge modsvares netop ikke af reelle ressourcer, og er ikke et udtryk for at nogle har undladt forbrug for at have opsparing til udlån og til udvikling og vedligeholdelse af produktionsapparat. Det er matadorpenge, men nogen har adgang til matador pengene mens folk flest stadig tror at de repræsenterer rigtige ressourcer og får dermed en fordel fremfor os andre længere nede i systemet. Der produceres ikke flere varer eller ydelser, men sker blot en omfordeling til dem der først har adgang til matadorpengene på bekostning af de øvrige medlemmer af samfundet.

Hvis man nu hører at den slags småproblemer har vi dygtige folk i centralbankerne til at tage sig af, så (gen)læs Bob Murphys kritik af Keltons bog om MMT (Modern Monetary Theory) her.

Guido Hülsmann har et indlæg her på Mises.org der forklarer det moralske forfald der er følgen af inflationistisk, gældsdrevet pengepolitik. Det er mere end 1 minuts læsning, men læs det alligevel. For en grundigere gennemgang af Hülsmann om emnet moral og penge se også her. Og gå så til Human Action, kapitel XXXI, del 5.

https://www.flickr.com/photos/rickety/5053109286/

I øvrigt bør regeringen gå af.

Udgivet i 7 kommentarer

Skattereform eller skatterevolution

En forenkling af skattesystemet har vist været på tale i årevis. Talløse er måderne hvorpå herskerne vil styre detaljerne i pøbelens brug af egne ressourcer. Diverse kommissioner har kigget på ‘forenkling’ af systemet der i bund og grund blot er en systematisk udplyndring af folk. Måske er der en hensigt bag uigennemskueligheden, der skal bevare illusionen om, at vi hver især kan leve på bekostning af alle de andre. Den dygtige politiker fører an i teatret.

Bliver skatteloven så mere simpel hver gang et nyt område eller en ny aktivitet skal beskattes, med undtagelser, fradrag for visse men ikke andre persongrupper eller aktiviteter? Nej, det ser ikke ud til at det bliver simplere. Politikerbyrden tror sig i stand til at styre økonomien som kaptajnen på et rumskib – men har ikke ret til at forsøge og kan ikke vide hvilke præferencer alle andre mennesker har.

Cepos har arbejdet på ‘Århundredets skattereform’ – et tiltag som er al ære værd. Det illustrerer hvordan man kan bevare en maksimalstat, med mere simpel plyndring og mindre ‘spild’ af tyvekosterne.

Hvad vil konsekvenserne så være for forskellige ‘familietyper’? Tabel 2 i planen giver en oversigt. Det bemærkes (side 7) at der er stor dynamik i indkomstfordelingen. Det er ikke de samme mennesker der år efter år befinder sig i samme indkomstklasse; personer der ‘taber’ på reformen i dag, kan ‘vinde’ i morgen.

Med denne omlægning vil Danmark fortsat være at finde blandt landene med allerhøjest offentlig forbrug -hvilket ikke er et mål i sig selv, og vil fortsat være at finde blandt de rigeste (Luxembourg med EU-bureaukratiet er på en suspekt 1. plads, mere end 25% rigere end nr. 2)

Hvis økonomien vokser med 2% om året tager det ca 35 år før den er vokset til dobbelt størrelse (godt 23 år hvis den årlige vækst er 3%). Forestiller man sig at vi fastholder, i absolutte tal, det nuværende beløb hvor staten bestyrer 50% i runde tal – så vil dette beløb altså udgøre en mindre andel af en større økonomi. Men det vil tage 35 år før den er nede på bare 25%, hvis vi kan øge økonomien med 2% om året i 35 år.

Udfordringen til de dygtige folk i CEPOS er så at komme op med en betydeligt mere ambitiøs reform. En reform hvor statens andel af den samlede økonomi hurtigere bringes tættere på målet. Hvad er målet? Et rundt nul for folk der konsistent er imod overgreb på andre mennesker og deres retmæssige ejendom. Det er endnu et fåtal der er nået til den erkendelse, men mindre kan også gøre det. Lad os starte med 25% som et delmål på vejen mod 10% inden for en overskuelig årrække. Det vil naturligvis betyde at der er (chok!) områder staten ikke skal tage sig af og politikerbyrden kunne passende sættes til at lave en prioriteret rækkefølge for afviklingen. Udannelse(sic) propaganda, sygdomsuvæsenet, og socialbureaukratiet er forslag der ligger lige for som de første. Ministeriet for svindel og misbrug skat vil også kunne beskæres drastisk når reglerne gøres simplere. For nogle områder vil vi måske have mere eller bedre service end nu, på bekostning af andre områder. Når folk skal prioritere deres egne ressourcer får vi en bedre balance imellem pris og ydelse (Milton Friedman forklarer).

Skal vi overhovedet være rigere? Nogle mener det tilsyneladende ikke. Men vi vil bedre i stand til at løse fremtidige problemer, hvad enten de handler om forandringer i vores fysiske omgivelser eller fattigdom andre steder i verden, jo rigere vi er.

CEPOS – sæt i værk! 25% på vej mod 10% – 10 år bør være en passende ambition for de 25%.

I øvrigt bør regeringen gå af.

Statens Anatomi