Hybris og enhjørningeflatulens

I forlængelse af de forgående ugers kommentarer, her og her, om politikeres generelle mangel på ydmyghed og deres (og befolkningens) overvurdering af politikeres evner til at afstedkomme det de hævder at ville, så læs Kurrild-Klitgaards tekst om den ‘demokratiske totalstat’. Punditokraterne ellers hvis man betaler for adgang til berlingske (wtf?!).

Endnu engang burde vi sande at det man skal bedømme politikere (og andre) på, ikke er de erklærede hensigter, men de faktiske konsekvenser af handlingerne. Forestillingen om at politikere blot vil os alle det bedste, og alene handler i overensstemmelse dermed er dybt naiv, og i modstrid med mange års erfaringer. Politikere er ikke engle – ligesom vi andre heller ikke er det. Og derfor kan de heller ikke overlades så meget magt over andres folks ressourcer uden at misbruge den. Konsekvensen bliver alles kamp om at komme til lovgivningsfadet og med paragrafferne i hånden tvinge sig til andres folks ejendom.

Bjørnskov nævner at vi har vidst dette siden ’60’erne, med henvisning til Buchanans og Tullocks teorier om Public Choice. Men Bastiat beskrev fænomenet med stort klarsyn allerede i 1849 – Køb loven her på dansk for kun 37,50 og læs den i juleferien.

Rothbard dissekerede med lige så stor klarhed Statens Anatomi – Køb den her på dansk for kun 37,50 – en perfekt nytårsgave!