Data ‘taler’ ikke for sig selv. Uden et teoretisk fundament har observationer begrænset værdi, mest som bogholderi. Forestillingen om at økonomi er en ‘eksakt’ videnskab og om at økonomiske ‘data’ kan tale til os uafhængigt af det teoretiske apparat der appliceres på data er fejlagtig. Don Boudreaux skriver om det på econlib.
Når stat og visse store industrier slår pjalterne sammen er det ikke et frit marked, men ‘participatory fascism’. Det frie, eller uhindrede, marked er karakteriseret ved frivillige transaktioner der per definition stiller alle deltagere bedre – ellers ville de ikke indgå transaktionen. Jo mere uhindret markedet er, desto mere velstand skabes for borgerne. Praksis rimer med teorien.
Når det kommer til forbrugsmulighederne er der ganske få der har de helt store konti at øse fra. Det er selvfølgelig ikke deres egne ressourcer der leverer ‘dækning’ for de konti.
Det er ikke gavmildhed at tage fra Peter for at give til Poul. Det er bare plyndring. Det kan pakkes ind, men det ændrer ikke på det faktum at ingen bande retmæssigt kan tage fra nogle og give til andre.
Lov er retfærdig skrev Bastiat i 1849 – når lov bruges til andet end retfærdighed, degenererer samfundet og bliver til en kamp om at kontrollere lovgivning så man med legale midler kan tvinge sig til andres ejendom og herske over dem. Det bliver alles kamp mod alle.
Indbygget i den formulering ligger en præmis om, at det faktisk ER tyvens ejendom, han har blot ikke lagt hånd på den endnu. Som Christian Bjørnskov skriver på punditokraterne er der en udbredt opfattelse af at staten ‘mister’ indtægter, for eksempel ved grænsehandel, når borgerne forsøger at unddrage sig skattens skarpe klo. Nogle vil hævde at det jo blot er til vores allesammens bedste, men det er ikke tilfældet:
Når staten opkræver skatter og afgifter, er det omfordeling fra forbrug på privat besluttede formål til forbrug på politisk besluttede formål. Der er derfor ingen grund til at tro, at denne omfordeling vil føre til større individuel velfærd, men faktisk det stik modsatte.
Ja, der er omkostninger ved nogle aktiviteter som bæres af andre end aktørerne selv, de såkaldte eksternaliteter, som nogle kalder markedsfejl, men tilsvarende fejl begås når statens repræsentanter sætter sig for at ‘korrigere’ markedsfejl, som regel med flere utilsigtede konsekvenser, som så kræver fornyet ‘korrektion’.
Den mindst ringe, omend særdeles uperfekte, måde at forbedre tilværelsen på er den uhindrede, frivillige udveksling af varer og ydelser. Se hvordan det kan lade sig gøre og tal med dine børn om markedets mirakuløse egenskaber i Tuttle Tvillingerne og den mirakuløse blyant, baseret på Leonard Reads I, Pencil; køb den her:
Når det handler om fremtiden kan det have sine udfordringer at ville forudsige begivenhedernes gang. Afhængig af hvilket system man har med at gøre og hvilken tidshorisont kan udfordringerne være større eller mindre. Er det et lille, isoleret system med stort set velkendte og velkarakteriserede parametre som man observerer en kort periode kan visse matematiske modeller have fremragende præcision. Fra fysikkens og kemiens verden er der talrige eksempler på nytten af sådanne modeller.
Inden politikerbyrden iværksætter endnu flere tiltag bør de betænke hvad lov egentlig er og de fleste medlemmer af byrden har stadig muligheden – se operation OMF – for at læse herom – både i Bastiats udgave og i et børnevenligt format.
DU kan læse om hvad staten er for en størrelse og hvorfor vi ikke skal lade dens repræsentanter bestyre nogle af vores ressourcer overhovedet (medmindre vi frivilligt afgiver midler til specifikke formål…) i Statens Anatomi.
Find børnebogen om det mirakuløse marked, baseret på Leonard Reads I, Pencil her:
Om testspecificitet, sensitivitet og prædiktiv værdi.
Det kunne være skønt hvis der fandtes en test for X sygdom med 100% sensitivitet (ingen syge overses) og 100% specificitet (ingen raske klassificeres forkert som syge). Det kunne også være skønt hvis mennesker opførte sig som engle og ikke som mennesker.
Virkeligheden er imidlertid ikke som vi kunne ønske os. Jo mere realistisk vores verdensbillede er, desto større er chancen for at de handlinger vi udfører for at opnå bestemte ting lykkes.
Når det kommer til test for sygdom så hærges verden i øjeblikket af to ting som fylder overordentligt meget i mediebillledet. En coronavirus epidemi (hvor folk i almindelighed, ‘oplyst’ som de er af medierne, tror at dødstallet er 100x højere end de officielle(!) tal) og politikeres tiltag overfor befolkningerne med henvisning til denne epidemi. For at afgøre om en person lider af en bestemt sygdom kræver det at man kan definere den pågældende sygdom, hvilket ikke altid er let. En test er et hjælpemiddel til at stille diagnosen, men hvordan forholder man sig til sygdomstest i folk som ikke er syge? (De ‘asymptomatiske bærere’.) For at bestemme en given tests sensitivitet eller følsomhed kræver det at man kender ‘sandheden’ eller har en ‘gylden standard‘ at sammenligne med. For eksempel kunne en påvisning af genmateriale fra en mikroorganisme i en prøve fra en person med et bestemt sygdomsbillede være et indicium på at sygdommen var, i hvert fald delvist, forårsaget af den pågældende mikroorganisme. (Vi ser bort fra mikroorganismer der normalt forekommer i/på mennesker eller deres omgivelser som kunne have forstyrret eller forurenet prøven.)
Som det kan anes er der en del ubekendte når der dukker en ‘ny’ mikroorganisme op, og vi har slet ikke talt immunitet, krydsimmunitet fra tidligere infektioner med lignende mikroorganismer, lokalt immunforsvar ved slimhinder, og systemisk immunforsvar hvis det lykkes mikroorganismen at komme forbi de første forsvarslinier.
Tilbage til testen. HVIS vi havde en test der for eksempel havde en 70% sensitivitet (NEJM), altså den fanger 70% af dem der faktisk har sygdommen, så kan testens positive (og negative) prædikative værdi beregnes ud fra kendte (eller antagelser, hvis viden mangles) værdier for forekomsten af sygdommen i den testede population. Den positive prædikative værdi er sandsynligheden for at en given positiv test rent faktisk er en sandt positiv test; omvendt er den negative prædikative værdi af en test sandsynligheden for at en negativ test er sandt negativ. En høj negativ prædiktiv værdi indebærer for eksempel at en test er nyttig til atudelukke en given sygdom.
Linket her illustrerer den positive prædikative værdi i Den Virus-kontekst som vi tæppebombarderes med – nu hvor dødsfaldene (heldigvis) er aftagende, så er det pludselig antallet af ’tilfælde’ der er afgørende for, om folk kan få retten til at bestemme over deres liv tilbage. Har vi en test der har en sensitivitet på 95 % (Sundhedsforstyrrelsen) og en specificitet også på 95% fås følgende positive prædikative værdier, afhængig af hvor hyppigt Sygdommen forekommer i den testede befolkning.
Det fremgår at der vil være ganske mange falsk positive test – og jo flere desto sjældnere sygdommen er. Tester man flere, vil der være flere falsk positive. Som sundhedsforstyrrelsen påpeger, så kender man ikke testen sensitivitet og specificitet hos personer med lette eller ingen symptomer.
Privacy & Cookies: This site uses cookies. By continuing to use this website, you agree to their use.
To find out more, including how to control cookies, see here:
Cookie Policy
