Måned: februar 2020

Udgivet i af — Skriv en kommentar

Tragedien i usa

…kaldet det ‘demokratiske’ partis ‘debat’ afslørede en omgang politiker-hybris der er dybt forstemmende – og i øvrigt ganske analog med politikerbyrden herhjemme.

Jeffrey Tucker beskriver hvordan hver og en af de deltagende kandidater har planer for hvordan vi andre skal leve vores liv. Detaljerede planer oven i købet, ganske løsrevet fra vores egne, og finansieret af tvangsinddrevne midler eller af gæld, som fremtidige generationer kommer til at hænge på.

Tænk hvis en stillede sig op og sagde at der er grænser for, hvad staten skal blande sig i. Det er svært at forestille sig at løsningen vil komme fra politikerbyrden. Den samme byrde som en befolkning opfostret i en statslig udannelsessektor (sic) bliver ved med at stemme på – som om det stemmeri vil gøre en forskel.

Man kan måske håbe at Jacob Hornberger kan kaste en smule lys over land, men valgt det bliver han ikke – selv ikke hvis de to ufrivilligt tragikomiske autokrater (Donald & Bernie) står over for hinanden til efteråret.

Til almindelig oplysning er det i dag den 29. februar – og den femte lørdag i denne måned. Næste gang det sker er i 2048 😀
Inden da bør du have læst Loven af Bastiat og Statens Anatomi af Rothbard – begge fås på dansk her i butikken😉

Bastiat – Loven
Rothbard – Statens Anatomi
Udgivet i af — 2 kommentarer

En politiker der ønsker kontrol?!

WTFog?! Har man nu hørt dét med. Christian Bjørnskov (hvis indlæg man regelmæssigt bør læse) klager sig over den siddende chefbandits ønske om at kontrollere alt! omkring sig. Nuvel – det er netop politikerens karakteristikum – at ville kontrollere, dirigere, intervenere overalt, i stort som i småt. Med en grådighed som fenrisulvens, og under dække af dydighed anklages andre for at være grådige når de vil beholde deres egen ejendom, mens politikeren skjuler sig bag godgørenhedens falske slør. Men retten til at stjæle kan ikke uddelegeres, og det er ikke gavmildhed at være rundhåndet med andre folks penge!

Bjørnskov påpeger korrekt at Mette Frederiksen såmænd ikke er værre end Rasmussen 1 eller 2, men det ændrer jo ikke på den grundlæggende præmis. Det afgørende er ikke hvem der sidder i statsministeriet p.t. (når nu Hans-Adam ikke kan vælges her), men derimod at den der sidder i statsministeriet, sammen med sine kumpaner i og uden for folketinget, tiltvinger sig adgang til samfundets ressourcer i et omfang der ikke kan andet end at føre til skævvridning, korruption og misbrug.

Og så er det moralsk forkasteligt oven i købet. Meningen med lov er ikke plyndring, men beskyttelse mod plyndring. Genierne i folketinget har fået galt fat i den detalje – de har nok ikke fået stavet sig igennem Bastiats Loven endnu.

Man mistænker næsten at Bjørnskov trænger til at genlæse Murray Rothbards Statens Anatomi – for at få genopfrisket hvordan det hænger sammen.

Du kan også få den her i butikken for kun 37,50(!)

Statens Anatomi
Udgivet i af — 1 kommentar

Says lov

…er en af de mest fundamentale og vigtige naturlove.

Men hvad siger Says lov egentlig? At man nødvendigvis må producere før man kan forbruge. Begrebet manglende efterspørgsel, forstået som den samlede efterspørgsel, giver ikke mening. Efterspørgsel på varer og ydelser er uendelig og kun begrænset af vores evne til netop at producere. Jo mere vi producerer, desto mere kan vi forbruge – ikke bare ‘stuff’ men også kunst og kultur, og tid til at nyde den type produkter. Hvis din produktion er høj nok, kan du oven i købet dele ud af den til formål du finder prisværdige, og hjælpe andre som måske ikke er i stand til at klare sig selv.

Production is the creation of wealth (utility) and spending is the exchange of wealth while questions about who earns wealth (and how much – and why) pertain to the distribution of wealth; the consumption of wealth is not equivalent to demand but to the destruction of wealth (utility), the opposite of creating it (production). Demand is not equivalent to consumption; it’s a desire to purchase plus purchasing power (and the latter comes only from the creation of supply, or from the income one is paid for doing so). One cannot demand unless one first supplies(produces) something of value for offer to others in exchange for their goods. Markets are made by producers, not by consumers qua consumers (because consumption is the destruction of wealth, or utility).

Læs hele artiklen her på AIER.

Udgivet i af — 6 kommentarer

Krig! – og privat forsvar.

Jonas Herby’s skriverier på CEPOS er generelt værd at læse – og for nylig begik han en replik til en kronik i weekendavisen – tak for det! Kronikken nævner – man tror det næsten ikke – både Mises, Rothbard og Hoppe!! Men -surprise – desværre ikke på nogen måde retvisende måde. Det virker som om man skal forstå at disse demokrati-hadende alt-right’ere kun venter på et anarko-kapitalistisk samfund for at få mulighed for at ‘..nægte homoseksuelle, jøder, muslimer og hjemløse adgang til fremtidens anarkokapitalistiske bysamfund.’ Man undrer sig over at transkønnede, kvinder, ‘farvede’ og enhver anden ‘minoritet’ ikke er nævnt – men mistænker at det alene skyldes pladsmangel.

Det at diskriminere – at vælge ud – er noget vi alle sammen gør hele tiden. Når vi vælger partner, venner, skole, bager, bilsælger og i alle mulige andre situationer. Det libertarianske standpunkt er ikke ‘højre-orienteret’ – men derimod ultra-konsistent mht individets ret til selvbestemmelse og pligt til ikke at indlede aggression mod andres person eller ejendom. Bedre mindretalsbeskyttelse findes ikke! Demokratiet er ikke i stand til at levere denne beskyttelse – men bliver spændt for flertallets præferencer og påtvinger mindretallet, eller mindretallene, noget de ikke ønsker. For at føje spot til skade tvinges de oven i købet til at betale for det.

Hvis en bager skilter med at hun kun vil betjene folk med en ganske bestemt etnisk oprindelse, politisk overbevisning, hårfarve, hudfarve eller noget andet karakteristikum, så er det ikke en situation der skal løses med magt eller vold. Det er derimod en oplagt sag for privat intitiativ – folk der finder bagerens valg af kundekreds anstødelig kan både undlade at handle der, og/eller åbne en butik ved siden af og byde enhver velkommen! Statens lakajer skal ikke blande sig i folks valg og tvinge nogen til at yde service (en selvmodsigelse!) mod deres vilje. Hvor godt smager det brød som bageren er blevet tvunget til at bage til dig monstro? Hvad er der i dét brød?

For at vende tilbage til Jonas Herbys replik – så anfører han eksemplet på militært forsvar som et område hvor ‘demokratiet’ kan levere bedre løsninger end markedet. Det er der imidlertid al mulig grund til at tro ikke er tilfældet. Staten er ikke opstået som en sammenslutning af gode mennesker, der sætter sig ned og stemmer sig frem til hvordan de bedst kan forsvare sig mod nabobanden – en af Rothbards store tjenester er at have gjort opmærksom på dette i Statens Anatomi.

Privat produktion af forsvarsydelser er absolut inden for det muliges rækkevidde – hvor mange ressourcer der skal afsættes til det, kan kun markedet afgøre.
Er man interesseret i hvordan, kan følgende anbefales:
Hoppe – Private production of defense
Tannehill – Market for Liberty
Murphy (video) – Market for Military Defense

Markedet begår ikke ‘fejl’ – markedet er summen af utallige individers beslutninger og handlinger og er ikke et rumskib der kan styres. Der kan være grupper af mennesker der med vold, magt og trusler øver indflydelse på andre og dermed påvirker resultatet af markedsbegivenheder – skævvrider det til fordel for nogle og ulempe for andre. Statens forsøg på at korrigere påståede ‘markedsfejl’ når som oftest ikke det erklærede mål, men har derimod en række utilsigtede konsekvenser, der så giver staten et nyt påskud for at gribe ind...

Man bør ikke forlade sig på de tendentiøse, henkastede bemærkninger vedrørende Mises, Rothbard, Hoppe (og Buchanan – såkaldte(!) public choice-tilgang) der flyder i weekendavisens kronik. Læs værkerne i stedet. Og den nævnte Democracy – The God that failed er et glimrende sted at starte. Og her…
Det økonomiske får netop ikke forrang – det gør individets ret til selvbestemmelse og frihed for overgreb og tvang – også fra grådige politikere som netop ikke er algode engle, med ophøjede mål, fri for enhver menneskelig last.

Statens sundhed er krig. Og den skal nok skaffe sig en krig på den ene eller den anden måde, sålænge vi accepterer dens eksistens. Hvad enten det er en kold krig, en varm krig, en krig mod ‘stoffer’, en krig mod klima-ændringer eller en krig mod fattigdom. Hver krig er anledning til at lidt mere magt fjernes fra privatsfæren og deponeres hos statsmagten. Det er tydeligst i store, magtfulde stater, men også i mindre, totalitære stater.

Statens Anatomi fås her på dansk – 37,50

Udgivet i af — 6 kommentarer

Hvem er ‘vi’?

Martin Ågerup henviste fornyelig i en kronik til World Economic Forum og spørger hvilken kapitalisme vi ønsker. Det er jo et udmærket spørgsmål – men hvem er vi der ønsker, ønsker dette vi det samme (nej!), og hvis vi gjorde var vi sikkert også uenige om midlerne til at nå dette mål.

Det kan synes som et dilemma – der vanskeligt kan løses ved at 51% af afgivne stemmer ved et valg peger på en bestemt kandidat eller et ja eller nej til at forblive i EU (for at tage et mere end 3 år langt dagsaktuelt spørgsmål).

Demokrati er en skidt løsning på de fleste spørgsmål – især politiske, som jo handler om hvem der får kontrol over et ganske illegitimt magtmonopol. En bedre løsning er markedsbaseret – også når det gælder de ‘svære’ spørgsmål – eller snarere netop når det gælder de svære.

Forestillingen om at politikere skulle være bestykket med særlig indsigt, godhed, retfærdighed, altruisme, eller mangel på menneskelige træk (ok…) og således kan anses for engle er naiv. At tro at politikere kan udstikke regler der vil føre til erklærede eller ønskede mål er en fejltagelse. Der findes ikke ‘markedsfejl’ – derimod findes der mennesker der vil misbruge magt til tvinge ressourcer fra en gruppe til en anden gruppe, under dække af at ville korrigere ‘markedsfejl’.

Martin Ågerup skriver at “Virksomheder bør undlade at søge særlig beskyttelse mod konkurrence og bør sige nej tak til subsidier og andre støtteordninger”. Mit bud er at den eneste måde at få dét til at ske, er at afskaffe subsidier og støtteordninger, af enhver slags. Lad folk selv bestyre deres liv og ressourcer – herunder at slutte sig sammen i kooperativer, grupper, selskaber, foreninger, klubber osv på frivillig basis! 😱
Lad dem beholde hvad de tjener på at betjene andre og genopdage personligt ansvar for sig selv og andre – et af de styggeste træk ved ‘velfærdsstaten’ er, at den fjerner folks ansvar for hinanden og fører til fremmedgørelse, strid og fjendtlighed.

Staten er ikke det samme som samfundet, ‘vi’ er ikke staten og staten er ikke os. Staten er ikke det klister der giver os sammenhængskraft eller beskytter os.
Læs om hvad staten er og ikke er i Rothbards Statens Anatomi der fås på dansk her i butikken til 37,50.