Mens vi venter på den endelige (mellem)regning for renovering af Nationalbanken så brug 1/2 time i særdeles godt selskab med Guido Hülsmann, der tidligere har gjort sig positivt bemærket – se også her.
Pengepolitik har effekter på kort sigt, men ikke på langt?!
Skulle du have glemt hvad staten er for en størrelse, så få frisket hukommelsen op på Rothbards dissektionskursus. Køb Statens Anatomi her for 37,50 inflationsramte kroner:
Med henvisning til den ene, den anden, den tredie eller den n’te katastrofe ønsker politikerbyrden at belemre resten af samfundet, i den bedste hensigt naturligvis. Den ene krise afløser den anden, og ekstraordinære beføjelser må gives til myndighederne for at afværge den aktuelle krise. At krisen oftest er udløst af tidligere myndighedsovergreb, og at de ‘nødvendige’ tiltag på ingen måde afhjælper krisen forbigås i larmende tavshed.
Den afskyvækkende politisering af stort og småt fører til mere og mere myndighedskontrol og mindre selvbestemmelse – og ikke mindst fjerner den ansvaret for egen velfærd og tilskyndelsen til at hjælpe andre.
En overbevisende gennemgang af denne tingenes tilstand kan findes her, hvor professor Mark Pennington beskriver moderne politikeres missionspolitik – tak til Christian Bjørnskov for at gøre opmærksom på den!
Den seneste elendighed fra Mellemøsten, som burde være et blomstrende rigt område, er et andet eksempel på nogle personers forkastelige, fordømte, men ikke uforståelige overgreb på andre, i desperation over atter andres urimeligheder og med henvisning til ‘nød’. Og rouletten drejer.
Som tidligere påpeget er sandheden det første offer i krig – og som regel inden selve voldshandlingernes udbrud. Da jeg hørte om 40 halshuggede babyer fik det mig til at tænke på babyerne der (ikke) blev revet ud af kuvøserne i Kuwait og ‘beviserne’ på masseudslettelsesvåben Colin Powell i sin tid viftede med.
Vi bør afvise kollektiv skyld, og horrible overgreb på individer der ikke er ‘kombattanter’ bør fordømmes skarpt. Men er man kombattant hvis man producerer våben til soldater eller terrorrister? Eller hvis man producerer fødevarer til dem der producerer våben til terrorister? Det kan der hurtigt komme en træls diskussion ud af. Jeg vil mene at det er det individ der udfører voldshandlingen der bør ‘stå til ansvar’ for den, sammen med det individ der har afgivet en eventuel ‘ordre’ til at udføre voldshandlingen. Ikke alle der bor i Gaza og ikke alle der bor i Israel kan pålægges et ansvar for den politik de respektive bandeledere fører. Ligesom jeg ikke er enig i, ja finder det moralsk forkasteligt, at M Frederiksen & co hælder tvangsinddrevne midler i et sort hul østpå (eller til andre tåbelige ting inden for landets grænser, for den sags skyld).
Overgreb på ‘civile’ er forkert. Fordømmelse heraf er ikke ensbetydende med at de pågældende civiles regering bør støttes ubetinget. Tingene er sjældent sort-hvide. Der er en grund til at folk bringes til at begå uhyrligheder. At forsøge at forstå bevæggrunden er ikke det samme som at acceptere reaktionen eller uhyrlighederne. Terrorister begår uhyrligheder netop for at provokere en reaktion – lad ikke den reaktion vedligeholde grobunden for mere terrorisme.
Hvis du tør udfordre den propaganda vi er ofre for, fra morgen til aften i de gængse medier, så brug 1 time her med Ryan Dawson: https://rumble.com/v3onk7y-more-atrocity-propaganda.html inden du beslutter dig for, at enten den ene eller anden part har ret. Ingen har ret til at begå overgreb på andre.
Som Scott Horton skriver på anti-war.com, så er den eneste langsigtede løsning i den betændte konflikt i Mellemøsten at palæstinenserne enten får statsborgerskab eller en selvstændig stat. USAs indgriben her og der og alle vegne har mere ført til fortsat elendighed, end det modsatte. Stop indblandingen i Mellemøsten – og alle andre steder.
En tilsyneladende endeløs strøm af penge forsvinder i statens mekanismer; mekanismer der skal inddrive endnu flere af andre folks ressourcer. På punditokraterne illustrerer Christian Bjørnskov det – åbenlyst – urimelige i de tilfældige vurderinger af boliger, der er det seneste afsnit af den miserable føljeton om statens overgreb og fejltagelser.
Bjørnskov angriber forestillingen om, at embedsværket kan afgøre hvad der er en ejendoms ‘bedste økonomiske anvendelse’. Lad den stå et øjeblik. Følg så med når vi ser hvad betydningen ville være, hvis den øvrige beskatning foregik på samme arbitrære vis – hvad er vores, individets, ‘bedste økonomiske anvendelse’?
Hvad “bedre” betyder i den situation er nærmest umuligt at svare på, men det er netop hvad Vurderingsstyrelsen forsøger at gøre med de grunde, vores ejendomme står på. En sommerhusejendom på 41 kvadratmeter i Liseleje er således blevet vurderet til 1,73 millioner, mens sommerhusgrunden i sig selv er vurderet til 1,85 fordi myndighederne ‘vurderer’, at der kunne bygges et nyt på 200 kvadratmeter – og det er derfor denne rent fiktive anvendelse, der beskattes.
Min pointe er, at denne tilfældige ansættelse af skatten og forbruget af de tvangsinddrevne midler netop er moralsk uforsvarlig, fordi embedsværk og politikerbyrde ikke kan afgøre hvad andre finder er den ‘bedste økonomiske anvendelse’ af deres ressourcer. Det burde være åbenlyst i eksemplet med ejendomsvurdering, men det samme gælder de ufatteligt mange poster politikerbyrden spenderer andre folks ressourcer på. Vi ved selv bedst hvilke aktiviteter vi ønsker at at fremme og ikke mindst hvilke vi ikke vil være med til at fremme. Derfor må politikeren formenes adgang til brug af tvang (skat ER tyveri!) og alene forlade sig på frivillige bidrag til de aktiviteter de ønsker iværksat!
Privacy & Cookies: This site uses cookies. By continuing to use this website, you agree to their use.
To find out more, including how to control cookies, see here:
Cookie Policy
