…og værdsætter miljøet. Er du på kanten af tilværelsen med truende sultedød, er dette mere påtrængende. Med andre ord: de rigeste samfund er generelt mere optaget af at sørge for at beskytte omgivelserne mod unødig forurening. Ønsker du at mindske den ‘skadelige’ påvirkning af omgivelserne, så gælder det om, at fjerne hindringerne for at bygge velstand. Privat ejendomsret, herunder beskyttelse mod forurening, er et sine qua non for at fremme rigdom. Som Christian Bjørnskov påpeger, lider mange af en dyb, naiv tro på at staten nok skal kende løsningerne på problemer. Desværre forholder det sig sådan, at staten excellerer i at skabe problemer, for derefter at gøre dem værre, i det påståede forsøg på at løse dem. Ondskab? Uvidenhed? Eller konsekvensen af uheldige tilskyndelser? Kunne man prissætte stabil energi anderledes end det man gør nu?
Klimafascismen er et glimrende eksempel på den uheldige kombination af politik (=tvang) og private særinteresser. Politikerbyrden kan fremstå handlekraftig og private selskaber kan fremstå som dydsmønstre, mens den reelle effekt af aktiviteten er nul eller negativ (opportunity cost) på ‘klimaet’ og de fleste andre bliver fattigere og får en ringere service.
Under alle omstændigheder kan vi konstatere at statens tentakler trænger sig på, på stadigt flere områder; bureaukratiet vokser til trods for erklærede intentioner om det modsatte. Løsningen er ikke at overlade endnu mere til staten og dens proselytter, men at gå den anden vej og lade privat initiativ tage over.
Hvis noget er vigtigt for dig, vil du da betale for det – uden trusler? Hvis det ikke er vigtigt, skal staten så overhovedet tage sig af det?