Fattigrøvene, forstås. Ikke noget med kage à la Marie Antoinette. Næh – lad dem sulte. Det er ofte karikaturen der stilles op når synspunktet om at afvikle eller i det mindste drastisk tilbagerulle voldfærdsstaten skal fordømmes. Før velfærdsstatens vokseværk som en anden Fenris – var der da villighed til at hjælpe dem, der ikke var i stand til at klare sig selv? Det var der – men efterhånden som nævenyttige politikere lykkes med at institutionalisere hjælpen, så opstår perverse tilskyndelser til, ikke, som det mest naturlige, at forlade sig på egen produktion til livets opretholdelse (bytte med andre – ikke lave alting selv) og til ikke at hjælpe folk der, mere eller mindre midlertidigt, ikke KAN klare sig – fordi ‘det har vi staten til at tage sig af’. Der føles ingen skam over at modtage andre folks ressourcer via tvang – ingen forståelse af, at produktion går forud for forbrug. Den kedelige udvikling skal vi have vendt til gavn for kommende generationer.
Gerard Casey tager tyren ved hornene og forklarer hvorfor det gavner de fattigste iblandt os, at velstanden i samfundet generelt vokser mest muligt. Selv med konfiskatorisk beskatning gives der frivillige bidrag til dette og hint. Betænk hvor meget mere givende sjæle kunne donere hvis de fik lov at råde over egne ressourcer -uden at statens velmenende knytnæve er involveret, med tilhørende bureaukratitis! Hvad mere er, det er oven i købet det eneste moralsk forsvarlige at gøre. Nej – det vil ikke udrydde elendighed og fjerne fattigdom fra kloden – men det vil stille de fleste – og især de fattigste – bedre, end det nuværende system, hvor de ‘uproduktive’ parkeres i ghettoer og slum på overførselsindkomst, tilvejebragt ved plyndring.
Misforståelsen om statens algode velvilje og evne til at sørge for alt og alle, fødes og næres i udannelsessystemet (sic), der er et af de første områder der bør vristes ud af statens kløer – adskil skole og stat! Voldfærdsoverførsler – både til personer og til firmaer der nyder godt af de rette forbindelser til statens lakajer, skal afvikles over en kort årrække – med tilhørende drastisk nedsættelse af den plyndring der betegnes skat.
Tranedansen om benene i internationale bureaukratier kører fortsat. Har Mette ambition om mere end ‘bare’ lille Danmark inden hun skal dø (for dø skal hun) og er Løkke tilfreds med et lokalt comeback? Strategiske karriereovervejelser er måske baggrunden for det fuldstændige fravær af oplysninger om udfaldet af de undersøgelser, der er foretaget (eller ikke) vedrørende sprængningen af gasrør, der har forsynet Vesteuropa med stabil, billig gas fra Rusland.
Den såkaldte presse glimrer også ved sin nølen, omend et forsigtigt pip dukker op, her og der.
Slyngler fra et område der for tiden benævnes Ukraine er for tiden ikke med i den mafia, der går under betegnelsen ‘NATO’. Disse førstnævnte slyngler er nu ved at blive syndebukke for angrebet på infrastruktur der har forsynet Vesteuropa med billig gas. Ukraine er ikke med i NATO, så teknisk set, har et ikke NATO-land angrebet et NATO-land, hvis dén røverhistorie står til troende. Et mere troværdigt alternativ er, at et NATO-land har angrebet infrastruktur i et andet NATO-land. Jeg hælder mest til den sidste forklaring – men begge historier antyder at NATO ikke er en organisation, der fremmer fred og fordragelighed. Måske er verden bedst tjent med, at den organisation nedlægges, og ressourcerne frigøres til andre, mere agtværdige formål.
NATO-landene bør ikke fortsætte med at levere våben og ammunition til et land, som mistænkes for at have angrebet infrastrukturen i donorlandene. Er USA og Norge misdæderne bør resten af Nato-landene øjeblikkeligt afbryde ‘samarbejdet’ – hvis formål ser ud til at være at facilitere myrderierne i forbindelse med to korrupte regimers grænsestridigheder og at opretholde pengestrømme til leverandører af militært isenkram, snarere end at forbygge angreb på ‘alliancen’s medlemmer.
Under alle omstændigheder bør resultaterne af den danske regerings undersøgelse forelægges befolkningen, så vi kan bevare et skin af, at regeringen arbejder for folket, og ikke omvendt. Demokrati, du ved…
Med beundringsværdig tålmodighed havde Martin Ågerup forleden besøg af Emma Holten hvor emnet var ‘feministisk økonomi’. Et begreb der ikke findes, ligesom der ikke er feministisk meteorologi, homoseksuel matematik eller kollektive menneskerettigheder. I den civiliserede konversations interesse må man naturligvis stå model til lidt af hvert og Ågerup gjorde høfligt opmærksom på nogle af fejltagelserne.
Interviewet gav anledning til nogle strøtanker.
Økonomi er læren om aktørers valg; aktør som i menneske, ikke hund, kat, papegøje eller akvariefisk. Mennesker har forskellige præferencer og lægger forskellig vægt på forskellige dimensioner i tilværelsen. Det giver begrænset mening at lade som om gennemsnittet af prisen på blikkenslagertimer og plejehjemsassistenttimer og timer brugt på at tage sig af egne børn indeholder væsentlig information. (Selv) feminister er mennesker og er ikke hævede over andre mennesker (det påstod hun nu heller ikke). Netop økonomer forankret i den østrigske tradition lægger vægt på den forskelligartede værdifastsættelse forskellige individer har, og hvorfor individet må være den ultimative dommer på mikro-niveau, med makro-niveau’et som summen af alle disse individers beslutninger. Der findes ikke feministisk, højre-venstre konfus, trans, hetero eller anden -økonomi; der er bare økonomi.
En af Holtens pointer var, at ‘vi’ har en tendens til, ikke at værdsætte aktivitet, der ikke har en ‘markedspris’ – som for eksempel børne’pasning’, ældrepleje eller fritid. Men fritid HAR en pris – når folk hellere vil have mere fritid end at arbejde en time ekstra til den betaling de nu kunne have fået for den time, så er det netop et udtryk for prisen på fritid. Jo rigere vi er, desto mere værdsætter vi fritid. Jo tungere bandens knytnæve hænger over vore hoveder, desto mere villige er vi til, at erstatte ‘officiel’ indkomst med anden aktivitet som vi værdsætter. Folk ‘ofrer’ en masse fritid, samvær i familien, omsorg for de nærmeste, på forbrugets alter. Det kan man begræde – og jeg græder gerne med Holten her – men det giver ikke nogen ret til at tvinge andre til at ofre anderledes end de selv, med deres handlinger, viser at de foretrækker.
Villighed til at bruge tvang for at nå de mål Holten finder vigtigst er påfaldende. Når statsmagten kan henvise til truende katastrofer som påskud for mere intervention og mere magt til statsmagtens repræsentanter, så kan det ikke undre, at den ene ‘katastrofe’ afløser den anden, i en uendelig række, og de ‘særlige’ beføjelser bliver ikke rullet fuldt tilbage inden den næste krise, der råber på handling, indtræffer.
En morsom pointe, når Ågerup peger på de negative konsekvenser af central planøkonomi, er kritikken af at ‘liberale’ undlader at tage højde for de positive eksternaliteter af ‘offentlige goder’. Her nævnes infrastruktur, sygdomssystem, skole/udannelsessystem (sic) som eksempler på noget ‘markedet’ ikke kan levere (nok af). Nogle af os vil hævde at den misinformation der finder sted i udannelsessystemet (sic) netop er konsekvensen af, at staten udelukker et reelt marked for uddannelse og at det er med overlæg, for at belære, indoktrinere om statens uundværlighed, staten som den velvillige giver af alle de ting og ydelser, vi ikke kan klare os foruden. En klassisk stråmand som allerede Bastiat beskrev, er anklagen om at man er modstander af uddannelse, fordi man foretrækker at denne ydelse ikke leveres af staten.
Holten argumenter, muligvis polemisk, det gik ikke helt op for mig, for resultatlighed overfor lighed mht rettigheder. Prisen på en given vare afspejler ikke hvor meget den er ‘værd’ fordi dette afhænger af hvor rig (eller fattig) man er. Så for at afspejle ‘værdien’ ‘korrekt’ burde prisen afhænge af køberens økonomiske formåen. Men det er en misforståelse af, hvad prisen signalerer. En pris som en køber og en sælger frivilligt enes om, afspejler værdien for køber – hvad er denne parat til at give afkald på, for at få kontrol over varen og for sælger som opgiver varen for den aftalte pris. Argumentet om, at en mere retvisende pris ville udgøre, for eksempel en bestemt andel af købers købekraft, hvis du er dobbelt så rig som jeg er, skal jeg have en given vare til den halve pris af den du skal betale, er et udtryk for en total misforståelse af, hvilken information pris indeholder, og hvad ejendom er for en størrelse – se Hoppe.
Klimareligionen stikker også sit grimme fjæs frem, og sjovt nok glimrer analysen her ved den totale ignorering af de positive effekter der er forbundet med brugen af fossile energikilder; effekter der i udtalt grad overskygger det beskedne bidrag til at mindske manglen på CO2. Her står vi overfor et ubehageligt dilemma, med en, fortvivlende stor, gruppe mennesker der tror at dommedag er lige om hjørnet, hvis ikke vi omgående og helst med tilbagevirkende kraft, standser udledningen af en livsnødvendig gasart. Disse mennesker mener sig berettiget til at tvinge andre til at underkaste sig deres fortolkning af den med stor usikkerhed behæftede viden, kombineret med særdeles mangelfulde modeller for fremtidige forhold på kloden. Villigheden til at bruge magt for at gennemtrumfe egen vilje her er forstemmende – som nævnt ovenfor, intet retfærdiggør magtanvendelse så godt som en truende katastrofe. Derfor afløser den ene katastrofe den næste. En nøgtern evaluering af fordele OG ulemper ved brugen af energi fra fossile kilder peger i retning af, at vi bør bruge mere, ikke mindre af den. De positive effekter overskygger så udtalt ulemperne. Vi har brug for al den energi vi kan fremstille, så billigt som muligt, for at fremme menneskelig trivsel; ingen kilde bør dømmes ude, selv vejrafhængige kilder som sol og vind har deres berettigelse, i begrænset omfang og under særlige omstændigheder. Hvis målet derimod er fraværet af menneskelig påvirkning af omgivelserne, ringere livskvalitet, og færre mennesker på kloden kan kampagnen mod fossil energi give en vis mening. Fortalerne har det dog med, ikke at betragte sig selv som de første der skal stå for skud, når ringere vilkår eller udryddelse står for døren.
Hvis man velvilligt anser Holten for en velmenende person, der er interesseret i at fremme mennesker trivsel, så kunne hun, og ligesindede, med fordel anskaffe sig to letlæste værker: Et om økonomi (fri download her – How To Think About The Economy) og et om vores fossile fremtid – letlæst, omend ikke gratis.
En lidt større mundfuld, hvis man vil ofre tiden på dybere indsigt er naturligvis Mises mesterværk, Human Action – frit tilgængeligt (bortset fra tiden!)
Inden man gør sig til fortaler for, at statens repræsentanter skal have mere indflydelse på andre menneskers gøren og laden, bør Rothbard studeres nærmere og i øvrigt bør regeringen gå af.
Hans Hermann Hoppe har skrevet en mangfoldighed af gode tekster om ejendom og menneskelig ageren – de er alle sammen stærkt anbefalelsesværdige og et par af kapitlerne fra Teorien om socialisme og kapitalisme – kan hentes gratis her i butikken og hele teksten på engelsk kan hentes her – https://mises.org/library/theory-socialism-and-capitalism-0
…socialisme, som på ingen måde er ‘opfundet’ af det 19. århundredes marxisme, men er meget ældre, må forstås som institutionaliseret indgreb på eller aggression overfor privat ejendom og private krav på ejendom. På den anden side er kapitalisme et socialt system eksplicit baseret på anerkendelse af privat ejendom og af ikke-aggressiv, kontraktligt bytte mellem private indehavere af ejendom. Dette indebærer, som det vil fremgå i løbet af denne afhandling, troen på at der derfor må være forskellige typer og grader af socialisme og kapitalisme; det vil sige varierende grader af respekt eller mangle på samme i forhold til privat ejendomsret. Samfund er ikke enten socialistiske eller kapitalistiske. Faktisk er alle nuværende samfund til en vis grad socialistiske. (Selv USA, afgjort et samfund der er forholdsmæssigt mere kapitalistisk end de fleste andre, er som det vil fremgå, forbløffende socialistisk og i gradvist tiltagende omfang.)
En anden væsentlig tekst fra forrige årtusinde er Ludwig von Mises Den Antikapitalistiske Mentalitet om fejltagelserne der vildleder så mange og fører til tilbedelse af Staten, hvad enten det er i form af socialisme, kommunisme eller interventionisme.
Med en regering og et folketing der holder frygtens gryde i kog, med den ene krise efter den anden som påskud for at beholde og udvide statsmagten, er det nyttigt at være bevæbnet – som minimum med viden om Statens Anatomi – den kan du også få her i butikken. 37,50!
Privacy & Cookies: This site uses cookies. By continuing to use this website, you agree to their use.
To find out more, including how to control cookies, see here:
Cookie Policy
