…siger Berlingske (bag betalings mur). Og det er kun boligskatteloven ;DAt det ikke i sig selv får delinkventen til at stoppe op og spørge sig selv ‘Hvad har jeg gang i…?’ er et udtryk for hvor afkoblet politikerbyrden (inklusive teknokratbyrden) er, i forhold til de mennesker man vil dirigere rundt med, og vis ejendom man vil tvangsbeslaglægge til egne formål. Grådighed (hej Margrethe) er ikke at man vil råde over egne ressourcer, man når man nidkært vil bestemme hvordan andre folks ressourcer skal anvendes.
Ingen lov på 1000 sider (hovedforslag + følgeforslag) bør finde vej igennem et system, der ynder at fremstille sig selv som repræsentativt. At det handler om hvorledes banden vil beslaglægge andres ejendom gør kun farcen mere grotesk.
Vi er nået dertil hvor selv folk der er godt inde i tingene ikke kan beregne deres egen marginalskat – og ingen har formentlig overblik over den jungle af love der udspyes…
…heraf utvivlsomt nogle der er indbyrdes modstridige og ophæver eller forværrer hinanden. Det er på tide med et moratorium for lovsvineriet og et krav om, at enhver ny lov kun kan indføres med afskaffelse af to andre love, og en lov kan kun gælde udover en fastlagt dato ( i nær(!) fremtid) hvis to andre love bortfalder. Der har været enighed om forenkling i lovgivning i årtier, men uden at nogen folketingssamling reelt har reduceret cirkusset. Det er tid til at sætte politikerne på produktivt arbejde!
Her er et billede af 41 kg lov – divideret med 179 slyngler bliver det 229 gram som hver af ‘lovgiverne’ burde sætte sig grundigt ind i, frem for at genere andre med deres trang til at gøre noget.
Jeg har sympati for Joakim Books synspunkt om at man skal leve livet uden at kere sig om politikerbyrdens gøren og laden. Problemet er, at selvom du ikke interesserer dig for dem, så har de en vis interesse, ikke i dig, men i din ejendom, som de vil bruge til egne formål. Det bedste bud på et ordentlig liv er mest mulig begrænsing af magt til den slags mennesker, der har en utæmmelig grådighed efter andre menneskers ejendom; 1000 Lichtenstein.
Starter vi med opgaverne, så lad os overveje om et forsvar indebærer en solid evne til at afvise, og dermed afskrække, eventuelle bøller der måtte have skumle planer om at overfalde ‘os’. Den opgave kan løses på anden og formentlig bedre måde end tidligere kriges skyttegrave. Hvor meget destruktion skal vi have på lager og i hvilken grad og med hvilken hast skal eksisterende produktionskapacitet kunne omstilles fra ‘civil’ produktion (det folk gerne vil have) til militær (det folk har brug for i forbindelse med et overfald). Vi har ikke brug for og kan på ingen måde forsvare moralsk at ‘vore’ soldater skal sendes på missioner i fremmede lande for med magt at belære dem om demokratiets fortræffeligheder. Henvisningen til NATO-medlemskab og ‘fordelene’ forekommer mig naive. Vi er efter Sovietunionens sammenbrud værre stillet takket være NATOs jagt på nye problemer at løse. Man har skabt problemer for at retfærdiggøre den fortsatte eksistens. At Ågerup og gæst kan omtale Afghanistan som en NATO mission der giver et positivt afkast i form af at ryste vore tropper sammen og skabe kammeratskab er chokerende. Vi kan sende soldater af sted og ønsker måske at rekruttere bredt fra alle samfundslag af hensyn til en eller anden ‘sammenhængskraft’ (det ord nævner de vist dog ikke, heldigvis) og bidrage til destruktion i NATOs USA -anførte småkrige (Afghanistan, Somalia, Serbien, Irak, Libyen, Syrien, Yemen…) på bekostning af dels de pågældende landes indbyggere og dels egne skatteborgere der plyndres for at urimelighederne kan foregå. Det er moralsk forkasteligt!
CEPOS, hvis bidrag til den økonomiske debat er stærke og meget nødvendige, står tilsyndeladende med benene solidt plantet i verdenen hvor ‘russerne’ er fjendebilledet, personificeret v Putin (den onde selv), når det drejer sig om udenrigspolitik. At tale om en kamp for demokrati i forbindelse med en historisk lang konflikt mellem folk langt herfra, i regimer der for begges vedkommende hører til de mest korrupte, er et fejlskud der kandiderer til månedens eller sågar årets skævert. Det er ikke svært at fordømme den russiske stats overfald på en nabo, selvom naboen i årevis har ‘provokeret’. Fordømmelsen er på sin plads, men det er ikke et overfald der kommer ud af den blå luft og hvis eneste mulige bevæggrund er Putins ambitioner om at genskabe et storrussisk imperium.
Ruslands (statens) agressive kapacitet afspejles af dets pauvre økonomiske styrke – på trods af enorme naturressourcer. Den russiske elite har ingen interesse i forsøg, der er dømt til at mislykkes, på at underlægge sig Vesteuropa ved militær magt. Ukraine er ikke den første dominobrik på Putins vej til Middelhavet og Atlanterhavet. Man har nok at gøre i at holde egen befolkning tilpas langt fra oprør. Alle parter vil være bedre stillet ved at handle med hinanden frem for det sanktionsgalimatias, hvor Vesteuropa truer med selvdestruktion hvis ikke Rusland gør som vi siger man skal gøre (men i øvrigt ikke selv lever op til, med hensyn til respekten for andre landes grænser).
Et forbrug på 2% af BNP på forsvar kan meget vel være for lidt eller for meget – det afhænger hvilke opgaver man ønsker forsvaret (ikke angrebet) skal udføre og hvordan. De 2% er tilsyneladende et tal der går igen i andre sammenhænge. Centralbanker har som mål en inflation på 2% – hvilket betyder at en given opsparing halveres i værdi på ca. 35 år. Ros til Ågerup for at påpege det tåbelige i at fastsætte et givent beløb der skal bruges og for at efterlyse en opgavespecifikation.
Mit gæt er, at de fleste vil være parate til at forsvare sig ved overfald, men mindre tilbøjelige til betale for at vi kan overfalde andre og belære dem om ‘vestlige værdier’ med våbenmagt. Igen: Afghanistan burde være et eksempel til afskrækkelse fra intervention fremfor eksempel til efterfølgelse. Dem der vil bruge magt til at ændre styrkeforhold internt i andre lande må selv gøre det, for egne midler i stedet for at misbruge tvangsinddrevne midler til de skumle formål.
Mens banderne i Europa mødes i Davos og diskuterer hvilke venner der skal tilgodeses med midler til at vedligeholde konflikten mellem Rusland og ukraine så lad dette være en opfordring til at opsøge alternative forklaringer på, hvorfor situationen har eskaleret som tilfældet er. For eksempel ved at invitere personer til samtale som kan bidrage til nuancering. Se mere og følg links her og her og her.
Her er lidt flere links til at forstå at Vlad næppe er ‘vanvittig’ – det er lidt skuffende at høre folkene på Cepos følge det ‘narrativ’ – de har ellers gjort sig pænt bemærket ved kritisk forholden sig til de seneste to års corona-historie. Læs mere her:
Det er jo en god historie der illustrerer at kanonføden (naturligvis) ikke har nogen særlig interesse i at myrde løs. Det kræver intensiv propaganda at få dem med på den galej. For skiftet fra mindre, begrænsede krige imellem slyngler til den ‘moderne’, totale krig der muliggøres af en stor stat, med støtte fra politisk styret centralbank og repræsentanter for særinteresser, se Rothbards Statens Anatomi.
Det forlyder at 92% af visse adspurgte danskere bakker ‘meget eller delvist’ op om den støtte der gives til Ukraine. Der er ikke nogen kildeangivelse andet end en ‘undersøgelse fra EU’, dvs vi kan ikke se hvem og præcist hvordan spørgsmålet er stillet, men det er nok ikke denne her (fra juni ‘22): https://www.eurofound.europa.eu/publications/blog/eurofound-survey-reveals-widespread-support-for-ukraine – hvor 1/3 finder at der givet for meget militær bistand.
‘Støtte’ er jo mange ting. Man kan have den opfattelse at fortsat levering af våben til et korrupt regime i forsvaret mod et uproportionalt (men ikke uprovokeret) overfald fra et andet korrupt regime kun fører til forlængelse af unødig lidelse. Det betyder at man ‘støtter’ protesten over overfaldet – men ikke nødvendigvis at udlevere penge til våbenproducenter for at holde grænsestriden mellem to bananrepublikker i kog. Hvis der er så stor betalingsvillighed (4 milliarder siger han, krigsministeren)blandt danskere, så lad der oprette en konto man kan indbetale frivillige bidrag til. Man kan så tilkendegive om donationen skal øremærkes, for eksempel til dansk fremstillet våbenteknologi, produkter fra dansk landbrug, danske vindmøller eller noget syvende efter modtagerens forgodtbefindende. Men hold os andre udenfor! Et princip jeg gerne så anvendt i meget bredere sammenhæng, når nogen må gøre noget!
Måske er Florida ved at vise vejen, væk fra afsindig politisering af d e n mest nødvendige komponent i vedligeholdelse og udvikling af levestandarden for både udviklede og mindre udviklede lande. Nemlig adgang til stabil, rigelig energi, 24/7/365! Udfordringen er jo at energien er vanskelig at lagre i større omfang uden at det bliver prohibitivt dyrt. Der er nogen der har regnet lidt på det og, som sædvanlig fristes man til at bemærke, udmærker politikerbyrden sig ved at være eller foregive at være ganske uvidende herom. Tværtimod, fremturer de med afvikling af stabil energiproduktion til fordel for den ressourceintensive (materialer, plads, transport, backup) med den ene mere afsindige ‘grønne’ plan end den anden.
Folk flest holdes uvidende om de reelle omkostninger og tror at en høj levestandard kan opretholdes for dem der har den, og nås for dem der ikke har den endnu. Skræmmescenariet er at planeten bliver uigenkendelig i nær fremtid – hvis ikke vi begår hvad der svarer til kollektivt selvmord. ‘Klimaet’ – dets forandringer – udgør en ‘eksistentiel krise’ (se nedenfor vedrørende formanden for dansk klimaråds udgangspunkt for ‘rådgivning’). Det er imidlertid en vurdering der hviler på modeller, som ikke har glimret ved deres forudsigelser, og ganske underkender den store tilpasningsevne vi mennesker kan mobilisere, og jo mere desto rigere vi er. Det er også en vurdering som på ingen måde deles af ‘alle’.
Det monomaniske fokus på CO2 betyder at enorme ressourcer spildes forgæves i (påståede) forsøg på at begrænse de klimaforandringer, som vi kommer til at forholde os til uanset mængden af CO2 der tilføres atmosfæren de kommende årtier. Tvangsinddrevne ressourcer som ville kunne gøre langt mere nytte andre steder; først og fremmest i folks egne lommer.
Løsningen er ikke mere klimatvang og fattiggørelse af borgere i den rigere del af verdenen, ej heller fastholdelse af de fattige i fattigdom i jagten på CO2-spøgelset.
Vi har brug for al den billige energi vi overhovedet kan skaffe, herunder fra fossile kilder, til at drive udviklingen i retning af mindre forurenende energiproduktion. Se også Richard Lindzens vurdering af historien om den globale opvarmning.
Privacy & Cookies: This site uses cookies. By continuing to use this website, you agree to their use.
To find out more, including how to control cookies, see here:
Cookie Policy
