År: 2020

Udgivet i af — 6 kommentarer

Hvem er ‘vi’?

Martin Ågerup henviste fornyelig i en kronik til World Economic Forum og spørger hvilken kapitalisme vi ønsker. Det er jo et udmærket spørgsmål – men hvem er vi der ønsker, ønsker dette vi det samme (nej!), og hvis vi gjorde var vi sikkert også uenige om midlerne til at nå dette mål.

Det kan synes som et dilemma – der vanskeligt kan løses ved at 51% af afgivne stemmer ved et valg peger på en bestemt kandidat eller et ja eller nej til at forblive i EU (for at tage et mere end 3 år langt dagsaktuelt spørgsmål).

Demokrati er en skidt løsning på de fleste spørgsmål – især politiske, som jo handler om hvem der får kontrol over et ganske illegitimt magtmonopol. En bedre løsning er markedsbaseret – også når det gælder de ‘svære’ spørgsmål – eller snarere netop når det gælder de svære.

Forestillingen om at politikere skulle være bestykket med særlig indsigt, godhed, retfærdighed, altruisme, eller mangel på menneskelige træk (ok…) og således kan anses for engle er naiv. At tro at politikere kan udstikke regler der vil føre til erklærede eller ønskede mål er en fejltagelse. Der findes ikke ‘markedsfejl’ – derimod findes der mennesker der vil misbruge magt til tvinge ressourcer fra en gruppe til en anden gruppe, under dække af at ville korrigere ‘markedsfejl’.

Martin Ågerup skriver at “Virksomheder bør undlade at søge særlig beskyttelse mod konkurrence og bør sige nej tak til subsidier og andre støtteordninger”. Mit bud er at den eneste måde at få dét til at ske, er at afskaffe subsidier og støtteordninger, af enhver slags. Lad folk selv bestyre deres liv og ressourcer – herunder at slutte sig sammen i kooperativer, grupper, selskaber, foreninger, klubber osv på frivillig basis! 😱
Lad dem beholde hvad de tjener på at betjene andre og genopdage personligt ansvar for sig selv og andre – et af de styggeste træk ved ‘velfærdsstaten’ er, at den fjerner folks ansvar for hinanden og fører til fremmedgørelse, strid og fjendtlighed.

Staten er ikke det samme som samfundet, ‘vi’ er ikke staten og staten er ikke os. Staten er ikke det klister der giver os sammenhængskraft eller beskytter os.
Læs om hvad staten er og ikke er i Rothbards Statens Anatomi der fås på dansk her i butikken til 37,50.

Udgivet i af — 1 kommentar

Spontan orden på vers

Russ Roberts (econtalk) har begået et glimrende digt om den spontane orden der opstår som følge af menneskers ukoordinerede aktivitet. Den usynlige hånd som Adam Smith kaldte fænomenet, har skabt et overflødighedshorn af varer og ydelser, kunst og kultur indbefattet. Det er fjernt fra forestillingen om at økonomien er noget der kan styres, hvis blot kaptajnen er dygtig nok og matroserne gør hvad de får besked på.

Se animationen her på linket og lyt til Roberts fremsige det.

Tuttle tvillingerne og den mirakuløse blyant er en anden illustration af koordination og samarbejde der foregår uden central styring. Køb den her i butikken og læs den med dine børn!

Udgivet i af

Moderne fascisme

Robert Higgs skrev tilbage i 2012 om hvordan visse store industrier udnytter statens magtmonopol til almindelig plyndring – et frit marked er modgiften til dette system, ikke årsagen.

Socialisme i ordets egentlige betydning – nemlig at produktionsmidlerne er kollektivt ‘ejet’ eller kontrolleret af staten kan ikke skabe velstand i fraværet af de prissignaler som i et frit marked koordinerer allokeringen af ressourcer. Mises beskrev dette for snart 100 år siden i værket i Socialism.

De systemer der dominerer i den bedrestillede del af verdenen er åbenlyst ikke socialistiske (selvom der kedsommelige træk der minder om det, nemlig statens brug af tvang til at bestemme over en arbitrær og af staten fastsat andel af folks ejendom – se figuren i denne post). De kaldes derimod ofte kapitalistiske eller markedsorienterede til trods for at systemet er gennemsyret af skatter, subsidier, regler, statsmonopoler og en tyngende byrde af regler.

Begrebet ‘parcipatory fascism‘ beskriver præcist omfanget af statens greb om ressourcerne i samfundet, og mere end antyder at det private ejerskab blot er nominelt. Forestillingen om at ‘folket’ deltager og med sit stemmeri ved valg er nyttig og bidrager til illusionen om at folket kontrollerer regeringen og at denne blot følger folkets vilje. Men ‘folkets vilje’ eksisterer ikke! Til gengæld er et system med en vis manøvrefrihed for privat initiativ langt mere produktivt og giver anledning til en langt større velstand statens repræsentanter kan plyndre og bruge til at købe genvalg og uddele til allierede – herunder private interesser der ser fordel i at få adgang til bandens beskyttelse mod den frie konkurrence.

Løsningen er ikke mere magt til staten, eller at få valgt de ‘rigtige’ ledere – løsningen er mindre magt og færre ressourcer til staten og mere magt til folk selv og de decentrale institutioner de frivilligt vælger at etablere.

Rothbard beskrev i Statens Anatomi hvad det er for en størrelse vi har med at gøre. – Køb den her for 37,50DKK (!)

Bastiat beskrev i 1849 i Loven at man (selvfølgelig) ikke kan uddelegere en ret man ikke selv har – at illusionen om at alle kan leve på alle andres bekostning er netop en illusion. Loven perverteres og bliver et middel til at begå ulovligheder i stedet for at beskytte mod overgreb. Køb den her for 37,50 DKK (!)

Udgivet i af

Dronemord – cui bono?

The empire strikes…again…

Det amerikanske regime har tilsyneladende snigmyrdet en højtstående repræsentant for det iranske regime (mens vedkommende var i Irak!) og efterfølgende erklæret at verden er blevet mere sikker. Samtidig opfordres amerikanske borgere (men ikke soldater) til at forlade området af hensyn til sikkerhedssituationen.

Der er noget råddent i Washington, D.C.
Læs David Stockmans hudfletning af Donalden her

De færreste af de personer der når til tops i statsapparater rundt om i verden har min sympati – de mener sig ofte i stand til og berettiget til, med vold og magt, at dirigere rundt med andre mennesker. Om de beruses af magten eller begærer den fra start af har mindre praktisk betydning.

Forestillingen om at kan tvinge andre til at opføre sig som man selv mener er den rette måde florerer til trods for de talløse skræmmende eksempler på, at det fører til modstand og jo værre værre tvangen bliver desto hårdere bliver modstanden også.

Så hvem har interesse i en højintens eller lavintensiv tilstand af krig? Det kan være uklart – politikere får en anledning til føre sig statsmandsagtigt frem, blive set og hørt og retfærdiggøre at nu må staten have flere ressourcer får at beskytte os alle sammen mod de andre. Firmaer der leverer varer og ydelser til krigsmaskinen ser en øget efterspørgsel. Medierne leverer åndløs og åndeløs ‘dækning’ af begivenheder og lyver os i almindelig lige op i ansigtet.
Se Ron Paul og Daniel McAdams gennemgå situationen her

Skatteborgerne, kanonføden og ofrene derimod, har ikke nogen interesse i aggressive krigshandlinger.

Læs om hvad staten er og ikke er i Rothbards Statens Anatomi – køb den på dansk her for 37,50!