Måned: marts 2020

Det forekommer mig at der en tendens til, i vesten generelt, i stigende grad at forvente at Regeringen løser vores problemer for os. Alle vores problemer. Og personer i regeringen påtager sig hjertens gerne opgaven med stor nidkærhed (men ringe succes). Det fører til apati, mangel på uafhængighed og en ansvarsløs krævementalitet, for regeringer kan ikke løse vores problemer og kan kun give hvad de har taget fra andre. Velmenende(?) mennesker kalder på en Verdensregering der skal føre an i bekæmpelsen af en virus. Det kan kun gå galt. I et samfund frit for tvang vil der også være problemer som ikke har gode løsninger – elendigheder som ikke kan forhindres, men hvis effekter blot må afbødes. Det er ikke et argument for mere centralisering! – men for at have et rigere og mere modstandsdygtigt samfund der bedre kan tage sig af problemer som følge af virus, jordskælv, meteornedslag eller andre ulykker, menneskeskabte eller ej.

Den destruktion af produktion som mange landes regeringer i øjeblikket foranlediger, risikerer at have afledte effekter der er endnu værre end den sygdom der er påskuddet for tiltagene. De magtbeføjelser som regeringer tiltager sig -midlertidigt- bliver næppe rullet helt tilbage. Intet er så permanent som en midlertidig skat, og vi ved aldrig hvornår den næste pandemi ruller over verdenen og så er ‘vi’ nødt til at være ‘parate’.

I et relativt åbent og velfungerende samfund som det danske må det vække bekymring at beslutningsgrundlaget for de voldsomme tiltag ikke er offentliggjort. Se Otto Brøns-Petersens kommentar på punditokraterne. Der mangler en demonstration af, at analysen af konsekvenser også ser på de skjulte effekter, ikke blot de umiddelbare – læs om det knuste vindue her.

Læs også Jeff Deists nøgterne kommentar tidligere på måneden og lyt til denne podcast hvor Deist er gæst hos Free man beyond the wall.

Government, even in its best state, is but a necessary evil; in its worst state, an intolerable one.

Thomas Paine

Sheldon Richman skriver – korrekt efter min mening – at det der går under betegnelsen demokrati, ikke kan løse problemerne med ‘socialisme’, ‘socialdemokratisme’ eller interventionisme. Hvad enten man forstår socialisme som et system hvor produktionsmidlerne er ‘offentligt’ ejet eller socialdemokratisme som et system hvor, i det mindste af navn, privat ejendomsret tåles (sålænge staten blot kan disponere over folks ejendom i det omfang dens bandemedlemmer bestemmer sig for) – så består problemet, selvom man sætter ordet ‘demokratisk’ foran. Hayek krediteres for at have udpeget svaghederne ved en centralt ‘styret’ økonomi. Læs mere om det her. Økonomien er ikke et rumskib der kan styres, men summen af talløse beslutninger og handlinger mennesker imellem. Handlinger der finder sted på baggrund af lokal viden om udbud og efterspørgsel, præferencer som skifter fra det ene øjeblik til det næste, og som ikke underkaster sig deterministiske modeller. Forestillingen om at politikere skal ‘gribe ind‘ og afstedkomme udfald der er bedre end hvad folk selv, frivilligt foranlediger, er grundlæggende menneskefjendsk. Endvidere er politikerbyrdens evne til at opnå deres erklærede mål ganske beskeden og omvendt proportional med deres hovmod. De har hverken format, mandat eller ret til at dirigere rundt med andre mennesker, oven i købet mens de plyndrer de selv samme mennesker som de forsøger at dirigere rundt med. At de har bestukket dele af befolkningen til at stemme på sig, giver dem stadig ikke ret til at plyndre andre mennesker – man kan ikke uddelegere en ret man ikke selv har.

Man kan diskutere om termen ‘kapitalisme’ efterhånden har antaget så negative konnotationer at et andet ord bør anvendes i stedet – Pete Quinones og Gary Chartier diskuterer her om ‘freed markets’, frisatte markeder, bedre beskriver systemet hvor ingen med vold kan tildele eller fratage privilegier. Lyt til samtalen her på Peter podcast – free man beyond the wall. (39 minutter) – og i et sådant system er folk ganske fri til at slutte sig sammen og være lige så socialistiske som de har lyst til, blot de ikke tvinger andre til at deltage i arrangementet.