Måned: november 2018

Udgivet i af — 2 kommentarer

Anti-frivillighedens ulidelige lethed

Ludwig von Mises diskuterer i Den Antikapitalistiske Mentalitet fejltagelserne der vildleder så mange og fører til tilbedelse af Staten, hvad enten det er i form af socialisme, kommunisme eller interventionisme.

Værket bør læses i sin helhed, men en forsmag tilbydes her.

Det man idag kunne kalde de knævrende klasser, ofre for årtiers fejluddannelse, hævder at løsningen på alle problemer kun kan foregå via Staten – der via planøkonomi og central styring af samfundet i almindelighed, kan sikre en ‘retfærdig’ fordeling af goder. Goder, hvilket forbigås i tavshed, der ikke opstår spontant men tilvejebringes takket være iværksætteres energi, risikovillighed, kapitalapparat og investering. Denne gruppe, ‘kapitalisterne’ anses for grådig og tilbøjelig til kun at lade ‘arbejderklassen’ få et absolut minimum ud af deres anstrengelser. Omend den hårde kerne ønsker at få afskaffet ‘kapitalisterne’ fuldstændigt, som i udrydde, så er de fleste mere moderate og går ikke ind for total konfiskering af ejendom de ikke selv har tjent. De hælder mere mod midten og en stor, omfordelende velfærdsstat. Imellem disse yderpunkter står den tilsyneladende neutrale intellektuelle som opmand. De må undgå ‘ekstremerne’, både tilhængere af kapitalisme og kommunisme, og ‘uvildigt’ stå for moderation, planlægning og ‘rimelig’ fordeling [af andre folks ressourcer].

Mises peger på tre punkter:

Den store konflikt er ikke om hvordan samfundets ressourcer skal fordeles. Det er en fundamental uenighed om, hvilket system der bedst koordinerer den økonomiske aktivitet således at menneskets levestandard kan forbedres mest muligt. Spørgsmålet er om socialisme overhovedet kan anses for en erstatning for kapitalisme – eftersom rationel økonomisk planlægning ikke er mulig under et system hvor staten ejer produktionsmidlerne.

Der er ingen principiel forskel på socialisme og kommunisme, begge opererer med offentlig kontrol over produktionsmidlerne. Ordene ‘planlægning’ og ‘velfærdsstat’  i munden på politikere og embedsmænd betyder heller ikke noget andet end socialisme eller kommunisme. Det er blot statens planer, der erstatter private borgeres planer for hvordan knappe ressourcer skal forbruges. Socialisme og central planlægning er ikke et bolværk mod kommunisme, men fører til samme elendighed.

Kapitalisme og socialisme er to distinkte systemer for social organisation. Privat kontrol og offentlig kontrol over produktionsmidlerne er uforenelige systemer og kan ikke ‘blandes’. ‘Ekstrem’ kapitalisme er ensbetydende med frivillighed i transaktioner mellem mennesker; transaktioner kan ikke være ‘lidt’ frivillige. Et system med en ‘blanding’, et kompromis mellem socialisme og kapitalisme er ikke en blanding, men et helt tredie system, interventionisme, som må bedømmes for sig selv. De som hævder at dette system end ikke leverer det, som fortalerne ønsker at opnå, snarere tværtimod, er ikke vrangvillige ekstremister. De beskriver blot de uafvendelige konsekvenser af interventionisme.

Udgivet i af — 2 kommentarer

Mere om stemmeriets misforståelser

Igen og igen hører man folk skamrose demokratiske valg og udskamme folk der ikke stemmer.

Det gælder her i andedammen og også i de 50 forenede stater der for nyligt har været igennem ritualet endnu engang. Vi indoktrineres systematisk om, at Statens repræsentanters overgreb, fejlgreb, møggreb og andre kunstgreb er rimelige og at vi selv har været med til at bestemme fordi vi har valgt ‘vores’ repræsentanter; repræsentanter som ‘varetager vores interesser’. Her i landet er et folketingsmedlem offizielt kun bundet at sin egen samvittighed(!) – men selv hvis vedkommende skulle repræsentere mange tusinde forskellige menneskers nuancerede holdninger til mange og forskelligartede problemstillinger, ville det være umuligt. Dertil kommer at mange problemstillinger slet ikke burde være genstand for lovgivernes frådende aktivitet!

En af grundene til at folk bliver så ophidsede over valg, har at gøre med at valgene bruges som påskud for at politikere kan forgribe sig på folks ejendom og bruge den til at købe stemmer for. Endnu engang: Man kan ikke uddelegere en ret, man ikke selv besidder. Jeg kan ikke banke på hos naboen og forlange at de betaler for min genbos tandlægeregning, fordi jeg synes genboen har mere brug for de ressourcer end min nabo. Det gælder også for ‘fællesskabet’, regeringen eller en hvilken som helst anden myndighed. Jeg kan få de øvrige på vejen til at stemme for, at naboen skal betale mere, men det gør det ikke til et mindre overgreb. Heller ikke selv om vi kalder det ‘bidrag’ for ‘skat’, og ‘noget vi giver til hinanden’.

Det er stadig forkert at stemme sig til andre folks ejendom!

Find ‘dit’ folketingsmedlem her, ring og spørg om de er bekendt med Operation OMF

Udgivet i af — Skriv en kommentar

Skal Staten stjæle for at yde erstatning for slavers tab?

Sydafrika følger den kedelige sti trådt af Zimbabwe…

Artiklen her diskuterer ejendomsret og tilbageførsel af tidligere røvet ejendom, samt kollektiv skyld med udgangspunkt i Sydafrikas katastrofale udvikling

Hvordan skal tidligere generationers overgreb genoprettes for efterkommere af ofre? Tidligere var erhvervelse af ressourcer ved erobring en ‘anerkendt’ metode, og endda ‘lovlig’.

Der kan ifølge libertariansk lov ikke herske tvivl om, at stjålet ejendom forsat tilhører den oprindelige ejer, helt uafhængig af hvad en bande der kalder sig Stat, Konge eller Regering måtte udstede af påbud, forbud eller regler. Hvis jeg stjæler min nabos bil og skynder mig at give den til et af mine børn, bliver dette ikke pludseligt barnets bil. Hvad enten hun er klar over oprindelsen eller ej. Det er de fleste vist enige om.

Det bliver vanskeligere når det sande ejerskab fortoner sig i fortidens tåger og retmæssige krav kan være ganske vanskelige at bevise. At det forholder sig sådan kan imidlertid aldrig blive et argument for at plyndre tilfældige mennesker for at overføre værdi til efterkommere af ofre for tidligere overgreb. At overgreb har fundet sted og erstatning er berettiget bør anerkendes, men giver ikke automatisk anledning til erstatning.

Block og Alston diskuterer her erstatning i forbindelse med slaveriet i USA – værd at læse hele artiklen.

Konklusionen: Slaveri er forkert (uanset hvad gældende lov måtte stipulere). Erstatning for tab af privat ejendom er et kernetræk for et frit samfund, men må finde sted ved overførsel af værdi fra personer der beviseligt er uretmæssigt i besiddelse af stjålen ejendom, til personer der beviseligt har retmæssigt krav på samme ejendom.

Det bemærkes at også i denne artikel henvises til Loven af Frédéric Bastiat – køb den her;)

Når der sker overførsel af ejendom fra ham som har erhvervet den til ham som ikke har, uden ejerens samtykke og uden kompensation – hvad enten det sker med magt eller bedrag – da kalder jeg det for et overgreb på ejendom, da siger jeg at der er begået plyndring.

 

Udgivet i af — Skriv en kommentar

Hoppe og migration

Serien om migration – Hans-Hermann Hoppe argumenterer for privatisering (også) af migration. Udelukkelse af tilflyttere – inviteret af ejeren – fra privat ejendom eller tvungen adgang til privat ejendom for tilflyttere er ikke forenelig med frihed og privat ejendomsret. I en situation hvor en (illegitim) statsmagt tvangsomfordeler folks ressourcer, herunder til tilflyttere, giver ‘Åbne Grænser’ anledning til yderligere konflikter og fortsættelse, ja, intensivering, af tvangsomfordeling.  Du kan invitere hvem som helst i hele verdenen hjem til dig selv, men du kan ikke forlange at dine naboer skal betale for opholdet.

Frivilligt samliv og adskillelse, inklusive langs politiske, religiøse, racemæssige, sproglige, kulturelle eller andre skel og karakteristika er forudsætningen for fredelig sameksistens. Ikke nødvendigvis på samme territorium, men med accept af at andres præferencer kan deviere – ganske meget – fra egne, og det er i orden sålænge de ikke påtvinger andre deres præferencer. Det er fraværet af tvang eller trusler om tvang, der fjerner behovet for at tilrage sig magten for enten at beskytte sig mod andre eller vende den mod andre.

Har man ikke tidligere stiftet bekendtskab med Hoppe, er det på høje tid at indhente det forsømte! Her er et udvalg af bøger.

Udgivet i af — Skriv en kommentar

Block og migration

I serien om migration står Walter Block for den ‘mest’ Åbne Grænser-tilgang.

Hans argumenter omfatter blandt andet at fra et libertariansk synspunkt bør mennesker, ligesom varer og ydelser, frit kunne bevæge sig og krydse grænser uhindret. Der er i princippet ikke forskel på om en person flytter sig inden for et lands (‘arbitrære’) grænser og mellem lande. Tillader man det første bør man også tillade det sidste – i et frit samfund. Statens kontrol (i USA f.x af enorme landarealer) af ‘offentlige’ bygninger og anden infrastruktur anser han for illegitim og sammenlignelig med jomfrueligt land, der kan tages i besiddelse og bruges af enhver, herunder tilvandrede der måske er mindre tilbøjelige til at bøje nakken for den eksisterende statsmagt.

Læs mere her.