En hel del! Mises Institute fejrer 75-året for udgivelsen af Mises Human Action. Hele striben af foredrag kan anbefales, men lige her nævner vi Timothy D. Terrell og Calculation and Environmental Policy.
Selvom Human Action nu har 75 år på bagen, er de lovmæssigheder Mises beskrev stadigt (evigt) gyldige. Privat ejendomsret er udviklet gennem tiden i forsøget på at begrænse konflikt og fremme nogenlunde fredelig sameksistens, der, når den udvikles til samhandel, lægger fundamentet til civilisation. Konsekvent håndhævet vil indehaveren af ejendomsretten til en begrænset ressource have ret til fordelene ved at udnytte ressourcen, men også bære omkostningerne ved udnyttelsen. Også for de ulemper der påføres andre. Forestillingen om at ‘regeringen’ kan og skal ‘gribe ind’, når en ‘markedsfejl’ er identificeret, for eksempel når en omkostning påføres en tredie part (såkaldt negative eksternaliteter), lider under en række misforståelser. (Som omtalt i sidste uge, kan andre også nyde godt af aktiviteter som egentlig er udført i andet øjemed – en positiv eksternalitet eller et sandt gratis gode.)
I det store hele accepteres princippet, skriver Mises, om at enhver er ansvarlig for de skader han påfører andre med sine handlinger. Imidlertid er der undtagelser for loven, når for eksempel forurening tåles fra nogle industrier med henvisning til at man ikke kan stå i vejen for ‘fremskridtet’ – eller andre eufemismer for noget, der lige nu behager magthaverne. Se bare grundlovens § 73, hvor undtagelserne for ejendomsrettens ‘ukrænkelighed’ afhænger af almenvellet.
Når omkostninger kan læsses af på andre, bliver økonomiske beslutninger truffet på et vildledende grundlag, men dette skyldes ikke mangler ved systemet med privat ejendomsret. Tværtimod, er det fordi ejendomsretten ikke håndhæves fuldt ud, at resultaterne bliver uhensigtsmæssige. Løsningen er mere ejendomsret – mindre statsindgreb.
Hvis en aktør forventer fordele af et givent projekt, vil han bære omkostningerne ved at sætte det i værk, selvom andre også høster en fordel. Omvendt, hvis omkostningerne ved et projekt er så omfattende, at ingen af dem, der har fordel af det, vil finansiere det alene, så bliver det kun realiseret hvis flere vil bære omkostningerne.
Så nærmer vi os miseren når geschæftige personer mener der er et ‘problem’, men ingen iværksætter kan løse opgaven på profitabel vis. Så må Staten træde til og drive underskudsforretning, eller subsidiere private og på den måde fremme produktion af noget, på trods af forbrugerens tilkendegivelse af, at hen prioriterer andre produkter højere. Staten kan (heller) ikke skabe ressourcer ud a intet – den kan kun konfiskere ressourcer og tvinge aktivitet til at foregå andre steder end der, hvor forbrugere og producenter ellers ville have dem til at foregå. Med andre ord – vi bliver fattigere end vi ellers ville have været.
Subsidier til solceller, vindpøllemarker og andre ustabile, vejrafhængige energikilder er et glimrende eksempel. Også kuldioxid-afgifter, som fejlagtigt anprises af nogle fordi de kan ‘handles på et marked’, hører til i kategorien fejlskud – se mere om Pigou-skatter her og her.
Kigger man ned over indholdsfortegnelsen i Human Action er der mange yderst relevante emner der tages under systematisk behandling. Netop nu skæmmes omgivelserne af ‘valgplakater’ for afdankede folketingspolitikere og håbefulde ungdomspolitikere der vil til Bruxelles og dirigere Europas befolkninger. Ser man slogan som ‘grøn og sikker’ kan man roligt erstatte det med ‘fattig og farlig’ – for det er konsekvensen af det meste af den menneskefjendske politik der plæderes for. Den stupide fiksering på kuldioxid som det molekyle der driver ‘klimakrisen’, hin ikke-eksisterende, og russeren-kommer kører for fuld propagandaskrue. Af frygt for, at den uvaskede pøbel nogle steder kunne finde på at stemme på de forkerte, buldrer propagandaen om ‘russisk’ indflydelse på valget, så man kan affærdige populisterne, hvis de skulle få ‘for mange’ stemmer.
Som Rothbard indleder Statens Anatomi: Vi er ikke staten, og staten er ikke os – og det gælder i særdeleshed også en supranational monstrositet som EU. Samhandel er fint. Særdeles fint! Det kræver ikke 100-vis af sider lovtekst, opkrævning af skatter eller fælles militær!
