Udgivet i 7 kommentarer

Hylende, hysteriske, hykleriske hyæner…

Endelig. KRIG! Man kan høre de lettelsens suk rundt omkring på redaktionerne af det, der går for at være presse. Virus-virakken var ved at miste lidt af glansen i takt med, at pressen totale svigt i forhold til at kaste lys over statsmagternes overgreb på befolkningerne bliver tydeligere og tydeligere. Heldigvis er der en andenrangs despot der har fået nok østpå, og slår sig i tøjret så hyænerne i pressekorpsene har noget at rive i.

Det er ikke svært, og tilmed berettiget, at fordømme brugen af militær magt i det der for tiden går under navnet Ukraine – verden ville have været et mindre uskønt sted hvis Putin havde handlet mindre agressivt.

Det er imidlertid påfaldende hvordan han udråbes til at være vanvittig, uden for pædagogisk rækkevidde, en slyngel (dét kan man være enig i!) der kun forstår magtens sprog – samtidig med at man omhyggeligt(?) undlader at forsøge at se situationen fra despotens side. Siden det forfærdelige sovjetiske regime styrtede i grus under egen vægt og reducerede den militære tilstedeværelse i Østeuropa har Nato, i stedet for at nedlægge sig selv, bredt sig som en kræftsvulst ind i Ruslands ‘interessesfære’. Hvad enten man bryder sig om interessesfærer eller ej, har også Rusland en legitim interesse i at beskytte sig mod overfald udefra. Indlemmelsen af flere og flere tidligere østlande i Nato kan måske virke som en beskyttende paraply, hvis man er på indersiden, men set udefra kan det afgjort betragtes som forberedelserne til et overgreb. Når dertil kommer hykleriet mht andre landes suverænitet og grænsedragning – vi behøver ikke gå tilbage til opdelingen af verden efter 1. Verdenskrig, men kan blot nævne Jugoslavien, Irak, Afghanistan, Libyen, Syrien, Yemen hvor ‘Nato’ blander sig i andre landes anliggender – for ikke at nævne indblanding i Ukraine(!) hvor den ene semi-demokratisk valgte diktator blev kuppet med installation af en anden i 2014.

Det er muligt BÅDE at fordømme Putins angreb og samtidig forstå rationalet bag. Lyt til Scott Horton hos Pete Quinones her.

Heldigvis er der anledning til store, fede overskrifter med KRIG og en anerkendt slyngel så vi kan undlade at fordømme InJustin Trudeau’s groteske overgreb på egen befolkning – hvis Vlad havde gjort noget tilsvarende ‘hjemme’, ville fordømmelserne ingen ende have haft. Heldigvis er det nu Vlads skyld af din energipris (og alle andre priser) er i skyerne, det har intet at gøre med den afsindige energipolitik der er ført de sidste årtier. Så det behøver vi heller ikke at bruge mere noget krudt på at undersøge nærmere.

Løsningen er ikke flere penge til Nato, der er andre alternativer.

Lad os håbe at det, der går under betegnelsen Biden, har et øjebliks klarsyn og udviser tilbageholdenhed.

Glem ikke at KRIG er Statens sundhed – hold befolkningen i konstant angst for fjenden og det er lettere at plyndre den for størsteparten af den produktion. År efter år. Indgreb i andre lande er ikke vejen til fred og fremgang.

Staten anatomi dissekeres af Rothbard – køb den her i butikken for 37,50 og bliv klogere på verden.

Statens Anatomi

7 tanker om “Hylende, hysteriske, hykleriske hyæner…

  1. […] koordinerede og voldsomme reaktion – ikke mindst sammenlignet med reaktionen på de talrige overgreb begået andre steder, af andre aktører. Real-politik betyder at den der har magt, kan – og oftest rent faktisk ikke holder sig […]

  2. […] engang kan man konstatere at hykleriet i den vestlige verden er enormt – når den russiske slyngelbande forgriber sig på […]

  3. […] En bande kleptokrater overfalder et land, stærkt provokeret af en bande kleptokrater i landet der overfaldes, og støttet af en sammenslutning af kleptokrater fra tredielande. I et af tredielandende udnytter den lokale bande kleptokrater den oppiskede krigsfrygt til at få afskaffet en mindre forhindring for centralisering af yderligere magt hos en sammenslutning af kleptokrater. […]

  4. […] er et fejlskud der kandiderer til månedens eller sågar årets skævert. Det er ikke svært at fordømme den russiske stats overfald på en nabo, selvom naboen i årevis har ‘provokeret’. […]

  5. […] Putin-regimets reaktion kan ikke retfærdiggøres, men kan forstås hvis man forsøger at se sagen fra russernes side. Ligegyldigt hvad vi mener om det rimelige i det, gælder det, også for en falleret supermagt som Rusland, at de mener at have en indflydelsessfære ud over egne grænser hvor de håndhæver deres magt. Den sørgelige tingenes tilstand må man forholde sig til. At man undlader at nævne de mange overgreb på andre lande som Nato og usa har på (den manglende) samvittighed og næsten (kun næsten) giver indtryk at at grænsekonflikten imellem Rusland og ukraine startede i 2022 trækker ned. […]

  6. […] af konflikten med det ukrainske regime. Historien starter ikke for små to år siden, hvor de hylende, hysteriske, hykleriske hyæner endelig fik lejlighed til at skrive Krig! på […]

  7. […] hovedstad – var forkastelig er åbenlys. Det er imidlertidig ikke ensbetydende med at den var uforståelig, uundgåelig eller at den berettiger Nato-regimernes fortsatte indblanding i de regimer omkring […]

Skriv et svar