Når snakken falder på ESG (Exceptionally Stupid Governance) og den moderne ‘stakeholder kapitalisme’ opfattes det af og til som om Milton Friedman udlægning har vist sig at være ‘forkert’. At det ikke skader et selskabs bundlinie at ledelsen bruger kræfter på alt muligt andet end at excellere i at løse et eller flere problemer for deres kunder.
Friedman tog nu ikke fejl hvad det angår (måske nok med hensyn til hvad inflation er og hvad centralbanken kan og skal gøre, men det er en anden historie. Læs her og her og her og her og her og her om inflation.)
The Social Responsibility of Business is to Increase its Profits
Friedman
Dette indlæg, fra 2020, beskriver udmærket hvordan Friedman ser, at også hensyntagen til andet end snævre pekuniære mål kan være i ejernes langsigtede interesse. Det er en stråmand der ofte slæbes i manegen at ‘kapitalisten’ ikke har andet end penge i sigte.
Et afgørende kritikpunkt af ESG er, at det for det første er umuligt at holde ledelsen op på noget som helst, fordi der vil altid være forskellige, indbyrdes stridende, interesser i spil når beslutninger vedrørende anvendelse af knappe ressourcer skal træffes. Så må der ‘afvejes’ – og ingen kan sige at et kontor i Indien er mere ‘retfærdigt’ end en fabrik i Vietnam. Hvis der kun er strategi eller ressourcer til den ene, vil den anden ‘gå glip’ af arbejdspladser. Hvor ondt! Men ESG-officeren fra Humanoid Remains-afdelingen har udarbejdet en rapport der beskriver detaljerne i de moralske overvejelser for og imod den ene eller den anden beslutning og der er brugt regnedrengeressourcer til at estimere de forskellige potentielle omkostninger. Og tilsvarende for en back-up plan.
Et andet stort problem er, at alting politiseres. Ledelsen får mulighed for, med andres ressourcer, at løbe med egen politisk dagsorden. Ikke alle aktionærer har de samme interesser og synspunkter på, hvordan forskellige ressourcer i samfundet skal benyttes og hvordan man skal indrette sig. Netop derfor skal ledelsen holde sig til at levere størst mulig værdi for kunder og aktionærer. Herefter kan aktionærer (og kunder) benytte denne værdi der er skabt, til at forfølge egne, forskelligartede mål. Dét er diversitet! I Kentucky har statsadvokaten oven i købet forholdt sig til ledelsens juridiske forpligtelser overfor aktionærerne :D…
Når ledelsen hovedløst løber efter åbenlyst uopnåelige mål, som f.eks Net Zero, og spilder kræfter på enhjørningeflatulens bliver firmaets produkter dyrere og formentlig også dårligere end de ellers ville have været og vi bliver allesammen fattigere. Fokusér i stedet på kerneproduktet, skab dermed mere værdi som så kan anvendes på andre ting – fremfor at politisere for andres penge. Det er hvad politikere excellerer i.
Som Marx (ikke ham med fejltagelserne) sagde, politikere søger (og ofte skaber de) problemer, som de herefter gør endnu værre…
Det er slemt nok at dygtige politikere vil dirigere hvad vi må og skal (se også Mette og demokratiets fallit), når private firmaer hopper med på den galej bliver det endnu værre.
Frédéric Bastiat ramte endnu engang hovedet på sømmet for knapt 200 år siden, i pamfletten Loven:
…Når en politiker, med det snævre udsyn fra sit skrivebord, ser ud over samfundet bliver han slået af den ulighed der udspiller sig. Han begræder de manges lidelser; lidelser som bliver mere udtalte i kontrasten til luksus og rigdom.
Han burde nok spørge sig selv, om ikke denne tingenes tilstand er en følge af tidligere tiders plyndring, i form af erobringer – og, i nyere tid, plyndring via lovgivning.
Han burde spørge sig selv om ikke retfærdighed, givet at alle mennesker ønsker velfærd og forbedringer, ville være tilstrækkeligt for at sikre den største fremgang, og den største lighed forenelig med det individuelle ansvar, der er belønningen for både dyder og ugerninger.
Han skænker det ikke en tanke. Han spinder i stedet rænker og smeder kunstige, men legale arrangementer. Han søger løsningen ved at forevige og overdrive netop dét, der har skabt ondet…
Bastiat (Loven, køb den her på dansk f 37.50)
Med den viden om politikere som ballast, så kan man overveje om man vil overlade endnu mere magt til EU-byrden. Der er ‘folkeafstemning’ på onsdag om hvem der skal plyndre os og hvordan. Skal mere plyndring afgøres endnu længere fra ofrene end idag? Bedst var det om vi kunne afstå helt fra plyndring, men der er vi nok ikke endnu. Hvis Mette og ko. vil støtte en udmattelseskrig imellem to korrupte regimer, så lad hende gøre det for egne midler sammen med ligesindede – og ikke trække penge ud af folk som finder den strategi afskyelig og menneskefjendsk. For en anden tilgang til problemer i verdenen end den vi ser og har set de sidste årtier, lyt til denne podcast hvor John Mueller er på besøg hos Tom Woods og diskuterer amerikansk udenrigspolitik. Vi har brug for mindre centralisering af politiske beslutninger, ikke yderligere koncentration af magt.