Well, det danske regimes ‘bidrag’ løber op i mere end 50 milliarder tvangsindrevne kroner, ifølge udenrigsministeriet. Hvis det går disse penge som mange andre er det først og fremmest betaling til våbenproducenter, men hey, de skal jo også leve…
Polariseringen af den brede befolkning, især i USA, er et eksempel på hvordan ‘magthaverne’ dygtigt manipulerer folk. Sålænge de slås indbyrdes, tænker ingen på ondets rod eller på at gøde frihedens træ med tyranners blod. På den anden side af dammen mener ca halvdelen, at den anden halvdel er helt fra snøvsen og flere og flere ser ud til at mene at demokrati kun gælder når udfaldet af stemmeri behager en selv.
Som tidligere nævnt er det et vigtigt gode, hvis man kan undgå voldeligt magtskifte. Hvis mekanismen med det, der kaldes valg opfylder denne funktion, kunne man måske acceptere alle skadevirkningerne. Man kunne også tænke sig den lykkelige situation, at alene ‘magtskiftet’ bestemmes på ‘demokratisk’ manér, men at den magt der kan udøves af de valgte begrænses maksimalt (helst til 0). Jo færre gaver magthaveren råder over til at købe ‘loyalitet’ desto bedre!
Demokratiets fallit er grundigt behandlet af Hans-Hermann Hoppe i Democracy, The God that Failed. Tillader man legal plyndring i demokratiets navn, vil man før eller siden alligevel ende i den situation, man netop ønskede at undgå. Demokrati kan tåles, men kun i det ganske snævre øjemed at undgå borgerkrig. Lad alle andre problemer finde løsning uden voldsmonopolets indblanden. (Demokratisk diktatur)
Desværre har udyret en tendens til at vokse sig stor og stærk som Fenrisulven, og bliver til et uvæsen der grådigt blander sig i alle livets detaljer. Mange funktioner der tidligere varetoges i privatsfæren har staten raget til sig, og det er lykkedes at bilde mange ind, at KUN staten kan levere X, Y og Z og hvis du mener at det ikke er statens opgave at levere for eksempel uddannelse, ja, så må du jo være modstander af uddannelse! Og de fattige? Skal vi bare lade dem sulte? Lad dem sulte!
Beredskabstyrelsen er ude med gode råd. Statspropagandaen lander i samtlige borgeres postkasse takket være systemer tvangsfinansieret via plyndring af samme borgere. Vi ‘advares’ om at verden er usikker (vejret, russeren…) og derfor er der risiko for, at vores relativt komfortable tilværelse kan blive, hm, forstyrret. Derfor bør vi alle overveje at forberede os på en situation hvor vi skal kunne klare os uden adgang til strøm, vand, varme og mad i… 3 dage.
Vi har at gøre med en mafiøs bande der tager sig betalt, med tvang, under dække af, at beskytte os mod ulykker af den ene og den anden slags. Til trods for en støt stigende byrde fra plyndringen skal ofrene nu også ‘selv’ sørge for alle de ting som staten netop bryster sig af at være den (eneste) der kan levere! Vi skal købe generatorer, brændstof, batterier, solceller, og udvide kælderrum med plads til konserves og vand (og andre ting som vi alligevel spiser til daglig!! – fordi konserves er lige det der står øverst på listen over yndlingsretter til daglig!). Der er ikke nævnt noget om våben og ammunition…
Ikke et ord om statens rolle i trusselsbilledet. Hvad enten det drejer sig om tilskud til destabiliserende, ustabile, vejrafhængige teknologier parallelt til energi produceret via fossile brændsel, eller krigsførsel til fordel for korrupte regimer på bekostning af egne skatteborgere og korrupte regimers befolkninger, der i parentes bemærket skal forvente betydeligt mere end 3-dages afbrydelser af forsyninger.
Det ene fører til fordyrende parallelle systemer, som stadig kræver fuld back-up fra pålidelige kilder til stand-by, hvilket medfører mindre effektiv udnyttelse og endnu mere økonomisk misallokering af ressourcer. Til gengæld er det uden effekt på den (ikke-eksisterende) klimakrise der benyttes som påskud for tåberierne.
Det andet der nævnes er om muligt værre – flirten med krig, ikke mindst krig med en falleret, men ikke tandløs, atomvåbenbevæbnet, tidligere supermagt er grotesk i al sin rædsel. ‘Risiko for sabotage’ – hvis vi undlod at blande os i korrupte regimers grænseuoverensstemmelser og levere våben og bureaukratpensioner til den ene af de korrupte parter, var risikoen for at den anden part skulle reagere på voldelig vis mod ‘os’, formentlig mindre.
Som et kuriosum og illustration af, at staten forfølger ‘forbrydelser’ mod staten ‘begået’ af borgere intenst, men ikke kan ulejlige sig med at undersøge indbrud og tyveri under en ‘bagatelgrænse’, har den også etableret systemer der inddriver større gæld:
Det kommer fra en mafiøs organisation der konsekvent bytter om på årsag og virkning:
Måske lykkes det en dag at få konverteret de gode folk i CEPOS til anarkisme. Bjørnskov tager i hvert fald igen et fornuftig skridt i den rigtige retning (den væk fra statstilbedelse) når han påpeger at vigtige opgaver, så som uddannelse, forsvar, håndhævelse af private kontrakter og andre vigtige ting, tidligere har været organiseret privat, men efterhånden er blevet udsat for en fjendtlig overtagelse af staten. I modsætning til manges forventning (efter årtier i institutioner drevet og domineret af staten) om at den slags positive eksternaliteter kun kan tilskrives staten, minder Bjørnskov om de faktiske forhold.
Når ‘evidensen’ peger på at ældre stater også har de ‘bedste ‘institutioner presser spørgsmålet om hønen og ægget sig på. Er langlivede statskonstruktioner baseret på statslig intervention eller på frivillige handlinger – i sidste tilfælde bliver den akkumulerede rigdom ‘overtaget’ af staten, for vores alle sammens bedste, naturligvis.
Når man tager i betragtning hvad der sker, igen og igen, når politikere foretager indgreb – og det gør de altid for at tilgodese en vælgergruppe på bekostning af en anden – nemlig at indgrebet fører til uforudsete og/eller utilsigtede afledte effekter, der så må give påskud for atter andre indgreb, så er det svært at opretholde forestillingen om at dette blot skyldes uvidenhed. Mønsteret bliver tydligere og tydeligere og blev beskrevet udførligt af Mises i Bureaucracyfra 1944.
Mange kan enes om at staten har vokset sig for stor; at den måske skulle begrænses til at beskytte privat ejendom og håndhæve kontrakter. Hvis vi kunne bevæge os et syvmile-skridt eller to i den retning, ville det også komme de mindst rige blandt os til gode. Et rigere samfund er renere og der er mindre anledning til konflikter end i et fattigere. Samarbejde mellem mennesker der slet ikke kender hinanden har ført til enorme forbedringer af levestandarden – læs gerne med dine børn eller børnebørn hvordan i Den Mirakuløse Blyant:
Dernæst kan vi tage fat på at få udsat konfliktløsning og håndhævelse af loven for konkurrence og reduceret mængden af lovskrald. Sæt i værk!
Privacy & Cookies: This site uses cookies. By continuing to use this website, you agree to their use.
To find out more, including how to control cookies, see here:
Cookie Policy