Udgivet i Skriv en kommentar

Professorens kontrakt

…findes ikke. Martin Ågerup havde inviteret en indflydelsesrig bureaukrat (Nina Smith) til samtale og fik afsløret misforståelser om samfundskontrakten (en variant af enhjørningeflatulens) samt mangelen på Hoppe.

Samfundskontrakten eksisterer ikke, har aldrig eksisteret og kan ikke eksistere. Men den bruges flittigt som påskud for indgreb (overgreb).

De uheldige moralske konsekvenser af tvangsoverførsler blev berørt, men læren ikke uddraget. Det gør Hans-Hermann Hoppe til gengæld. Kapitel 4 i Teorien om socialisme og kapitalisme (hele værket på engelsk her) beskriver den moralske deroute der er en følge af tvangskollektiviseringen. Forestilligen om at vi skal ‘opdrages’ til at yde vort for fællesskabet, samfundskontrakten, indpodes i det system der går under betegnelsen uddannelsessystemet. Det er imidlertid en propaganda-central, som professoren tilsyndeladende selv ligger under for.

Gå også til Rothbard for at forstå hvad staten er – og ikke er! – for en størrelse. Statens Anatomi fås også her i butikken. 37,50 inflationsramte kroner.

Her på dansk

Samtalen gav et udmærket indblik i hvilke tanker der florerer, og måske især hvilke der ikke florerer, i dele af ‘eliten’. Tak for det.

I øvrigt bør regeringen gå af.

Udgivet i Skriv en kommentar

Rygrad med svær skoliose?

https://dengronnerygrad.dk/om-den-groenne-rygrad/

Den skævhed der udvises er præmissen om at ‘vi’ (menneskeheden) befinder os i en eksistentiel krise. En krise der skyldes menneskers udledning af planteføde i atmosfæren, og krisen kan kun afværges hvis vi øjeblikkeligt stopper med det. Der ligger også i præmissen at planeten er et skrøbeligt sted, hvis ‘ligevægt’ vi forskubber og det ønskelige er, at lade planeten fremstå som uberørt af menneskehånd. Det er et menneskefjendsk standpunkt som det er legitimt at have, men det er ikke baseret på fakta og man har ingen! ret til at påtvinge andre konsekvenserne af, at føre politik baseret herpå.

Jeg har ikke været alt materialet igennem, men det er det indtryk jeg får, efter punktnedslag i ‘materialebanken. Fra rygradens hjemmeside kan følgende floskuløse udsagn citeres:

Hvad får eleverne ud af Den Grønne Rygrad?

Vores fælles fremtid er uforudsigelig og dilemmafyldt. Omstillingen til et mere klimavenligt og bæredygtigt samfund kræver mod, handlekraft og innovative kompetencer. Det er færdigheder og kompetencer, som skal udvikles og trænes. En praksisnær tilgang til undervisning er en god ramme til at understøtte dette i undervisningen…

…Klimadagsordenen ligger de unge på sinde, og det er vigtigt, at de unge får mulighed for at bruge deres demokratiske rettigheder til at blive hørt og taget alvorligt. Som udviklingskonsulent i Ringsted, Anne Katrine Blond, udtaler, om motivationen for samarbejdet med Den Grønne Rygrad: ”Vi har en masse børn og unge, der er meget optaget af den grønne dagsorden, og det skal vi på en eller anden måde gribe dem i og få indarbejdet i vores undervisning på skolerne. De unge er engagerede, og vi skal understøtte deres motivation og virkelyst”

Tror pokker de er optaget af ‘klimadagsordenen’, for de og vi får tudet ørerne fulde om denne (ikke-eksisterende) krise.

Intet sted inddrages de enorme positive effekter adgangen til billig, stabil (med andre ord fossil) energi har haft, og har, på levestandarden og på reduktionen af den fattigdom, der er et vilkår i tilværelsen. En moderne, relativt behagelig tilværelse er kun mulig takket være adgangen til masser, masser, af stabil, pålidelig og billig energi.

Substack

Hvis man ønsker at flere mennesker skal opnå dette, eller at vi skal have mulighed for i fremtiden også at nyde godt heraf, så kan det ikke nytte noget at fortsætte afviklingen af fossil energi før vi har alternativer der kan det samme og endnu mere, i et skalerbart system. Yderligere fordyrelse af energi ved tvangsindførsel af endnu mere energi baseret på vejrafhængige energikilder med tilhørende back-up og lagring skal øjeblikkeligt stoppes.

Den bedste beskyttelse af omgivelserne opnås i de rigeste samfund – derfor burde personer med ‘grønne’ præferencer først og fremmest bestræbe sig på at forstå, og dernæst fremme, udviklingen fra fattigdom til velstand. Bedre forståelse af økonomiske grundbegreber er nøglen til en bedre tilværelse, med råd til forbedring også af miljøet omkring os.

Vi må afkræve fortalere for det energipolitiske fallitbo at levere en fungerende, skalerbar alternativ model før yderligere afvikling påtvinges os. Se mere her på The Manhattan Contrarian.

I øvrigt bør regeringen respektere privat ejendomsret (og gå af).

Udgivet i Skriv en kommentar

Tvangskollektivisering

Direktøren for ATP mener at ATP er en God Ting™️ – Quelle surprise! for nu at bruge godt dansk udtryk. Han har jo ganske ret i, at der kan være betydelig volatilitet i visse typer af produkter, med dertil hørende risiko for tab og chance for gevinst. Det retfærdiggør dog ikke at man beslaglægger folks ejendom, og, for deres eget bedste, forstås, formøbler (eller det modsatte) deres penge.

Problemet er endnu engang statens formynderi, hvor medlemmer af politiker- og embedsbyrden udsteder dekreter om, hvordan folk skal indrette sig. Når man beslaglægger en stor andel af folks ejendom og herefter omfordeler den, får man betydelig magt over mange mennesker, og de fejl der begås (politikfejl) rammer langt flere mennesker end ‘markedsfejl’. Troen på at en dygtig politiker kan udbedre noget der er udråbt til ‘markedsfejl’ er i bedste fald naiv.

I stedet for at tvinge folk til at mindske deres forbrug nu, og sætte en del af deres ejendom under administration (umyndiggørelse som ellers begrænses til individer der ikke er i stand til antage vare på sig selv), så lad folk selv overtage ansvaret for deres nutid og fremtid. Lad dem beholde deres egne ressourcer og stå til regnskab for deres gode og dårlige beslutninger. Herunder beslutning om, hvilke projekter og sektorer man ønsker at have sin eventuelle opsparing i. Og hvilke tåberier man ikke ønsker at placere midler i!

https://en.hoppeunplugged.com/pdf-viewer-landingpage-english

Behandler man generation efter generation som umyndige væsener, pøbel hvem lyset er berøvet, ude af stand til at træffe (de ‘rigtige’) beslutninger på egne vegne, får man efterhånden en eftergivende, let manipulerbar befolkning, der lydigt følger ‘opfordringer’ fra myndighederne. En nation af ofre, der higer efter at blive beskyttet og taget hånd om.

Jeg vil vise at socialisme, som på ingen måde er ‘opfundet’ af det 19. århundredes marxisme, men er meget ældre, må forstås som institutionaliseret indgreb på eller aggression overfor privat ejendom og private krav på ejendom. På den anden side er kapitalisme et socialt system eksplicit baseret på anerkendelse af privat ejendom og af ikke-aggressiv, kontraktligt bytte mellem private indehavere af ejendom. Dette indebærer, som det vil fremgå i løbet af denne afhandling, troen på at der derfor må være forskellige typer og grader af socialisme og kapitalisme; det vil sige varierende grader af respekt eller mangel på samme i forhold til privat ejendomsret. Samfund er ikke enten socialistiske eller kapitalistiske. Faktisk er alle nuværende samfund til en vis grad socialistiske. (Selv USA, afgjort et samfund der er forholdsmæssigt mere kapitalistisk end de fleste andre, er som det vil fremgå, forbløffende socialistisk og i gradvist tiltagende omfang.)

Hans-Hermann Hoppe, Teorien om socialisme og kapitalisme

Kapitel 1 og 2, kapitel 4 fås her i butikken på dansk, gratis. Hele værket på engelsk kan hentes her.

I øvrigt bør regeringen gå af.

Udgivet i Skriv en kommentar

Kan man stole på korruptionslisten?

Måske ikke, men den er næppe totalt ved siden af. Det, den imidlertid ikke tager højde for, er den store korruption.

Se listen her hvor Danmark topper som det mindst korrupte land. DR som er en korrupt organisation i sig selv (mikrofonholder for statens magtapparat), finder det nødvendigt at udpege Ukraine som højdespringer. Man tænker sit og endnu engang må det moralsk forkastelige i at kaste tvangsinddrevne midler ned i en grænsekonflikter mellem to korrupte bander påpeges.

Korruptionen af den almindelige borger, der bestikkes med løfter om særbehandling, overførsel af andres ejendom, og skoles i, at staten løser alle, alle, de problemer der opstår i livet, indregnes ikke i indekset. Intet andet forbryderkartel formår at plyndre befolkningen for 50% af deres produktion, år efter år. Hvor snævert udfaldsrummet er, illustreres ved den enighed der er mellem en ‘økonom med venstreorienterede holdninger’ og en ‘liberal økonom’ (samfundstanker 31. januar, 2023) om, at man kan løse visse problemer med fordelingen af rigdom i samfundet, ved at tvangsomfordele. Det er kun gradsforskelle der adskiller socialisten og liberalisten – hvor stor en andel skal statens repræsentanter beslutte sig for at flytte fra undersåt a til undersåt b; hvor tæt på Laffer-kurvens toppunkt kan vi komme hvis ‘vi’ ønsker at bruge flere af andres ressourcer på ‘vore’ egne foretrukne mål. Ikke et ord om det principielt forkerte i tvangsomfordeling, det moralsk uacceptable i at lovgive sig til andres ejendom. Det er nu engang en del af demokratiet, forstås. Netop! Derfor er demokratiet en moralsk blindgyde og ikke den mindst ringe ‘styreform’. I erkendelse af, at mennesker er mennesker og ikke engle, skal legal adgang til andres ejendom begrænses maksimalt – man kan ikke stemme sig til andre folks ejendom!

Retfærdigvis skal det også nævnes at Jeppe Druedahl påpegede, at hvis man ønsker at have en endnu større velfærdsstat, kan det kun ske ved at beskatte størstedelen af befolkningen endnu tungere (ikke kun de rigeste få %). Forestillingen om, at ‘markedsfejl’ 1) kan korrigeres af politikerbyrden 2) at samme politikere ikke også begår endnu værre fejl OG spilder ressourcer i forsøgene på at gennemtvinge deres vilje, har jeg svært ved at se belæg for.

Hent kapitel 1 og 2 i Hoppes Teorien om socialisme og kapitalisme kvit og frit her i butikken og forstå det principielle i ejendomsretten som den fundamentale menneskeret set fra et moralsk synspunkt; oven i købet vil håndhævelse af denne ejendomsret føre til en bedre tilværelse for flere mennesker end under nogen anden social orden. Kapitel 4 gennemgår forskelllige varianter af socialdemokratisme og deres fallit. Gratis på dansk her. Hele værket kan (og bør) hentes her og læses.

Når lov bruges til andet end at opretholde ejendomsret, degenererer den til alles kamp mod alle om at bemægtige sig magten til lovgivning – det Bastiat kaldte legal plyndring. Lad os vende os fra den blindgyde.

Hvad er Lov?
Bastiat – Loven