Udgivet i Skriv en kommentar

Retsstat er IKKE lig med voldsmonopol

Før jul gav en episode om økonomiske principper i Regelstaten – der ofte er værd at lytte til – anledning til et par overvejelser.

I begyndelsen anføres det at prissignalet fra de stigende energipriser får folk til at ændre adfærd (selvfølgelig ikke en overraskelse – en simpel konsekvens af en naturlov – Mises: Human Action). ‘Problemet’ er at det fremstår som om dette blot er godt. Men der er jo grunde til at man normalt ikke foretrækker at lade opvaskemaskinen køre kl 2 om natten, eller vaskemaskinen, og stå (tidligere) op til tømning/ophængning. Det er heller ikke et fremskridt at man ‘må’ spare på varmen, eller lyset, det er et tilbageskridt! Driftige programmører bruger tid på apps der kan sørge for at nogle apparater lades op når el-prisen er lav(ere) – måske kunne deres indsats have været brugt bedre til noget andet? Vi ved det ikke, fordi absurd energipolitik de sidste mange år har ført til upålidelige, vejrafhængige energikilder, der oven i købet medfører fordyrelse pga behovet for back-up og anden infrastruktur. Vi har brug for enorme mængder af billig energi, til at beskytte os selv mod et uvenligt klima, til at begrænse unødvendig påvirkning af vores omgivelser og til fortsat at forbedre levestandarden. For flere og flere mennesker. Masser af fossil energi vil være nødvendig mens vi finder frem til de kilder der bedst kan hjælpe os – og nej, det haster ikke!

Link

Den næste, og måske vigtigste overvejelse, er anholdelsen af den tilsyneladende tagen for pålydende at det, der kendetegner en retsstat er at en, og kun en, bande sidder på voldsmonopolet. Det bør påtales, for det er ikke ‘korrekt’. Netop fordi opretholdelsen af ret – privat ejendomsret – er så vigtig for fremgang og velstand, er monopolet skadeligt. Hans-Hermann Hoppe (og andre) har beskrevet dette, herunder hvordan sikkerhed kan produceres privat, og det bør Regelstatens lyttere gøres bekendt med. Ingen anden kriminel organisation formår systematisk, år efter år, at afpresse befolkningen mere end halvdelen af deres produktion, og oven i købet bilde dem ind at det er for deres eget bedste! Det hjælper selvfølgelig noget at banden bestemmer hvad der doceres i udannelsessystemet(!), et andet næsten-monopol der snarest bør tilbagerulles. Ved samme lejlighed kan der skæres dybt i subsidieringen af udannelse(!). Spild.

Og om ‘bommerten’ – karteldannelse. Anledningen var en korrekt påpegning af det forkastelige i, at en købmand, der gerne ville have søndagslukket, ønskede herskernes påbud om søndagslukning for andre, så han ikke gik glip af noget. En politiker synge selvfølgelig det var noget man kunne se på. Problemet er imidlertid at det efterfølgende nævnes at staten skal holde sig ude af den slags detaljer på markedet og kun ‘gribe ind’ hvis statens lakajer finder at der er karteldannelse. Staten, voldsmonopolet, skal sørge for at der ikke er ‘karteldannelse’ – fordi…vi må have en dygtig embedsmand til at afgøre hvornår markedet ikke ‘virker’?! Der er intet galt med ‘karteldannelse’! Folk skal have lov til at aftale de priser de vil, herunder via karteller og fagforeninger, men ikke have adgang til vold(smonopol) for at tvinge andre til at underordne sig de aftalte priser. I praksis vil der altid være nogen der bryder kartellet og ser en fordel i at underbyde de andre i kartellet. Moralsk har en politisk udnævnt person/embedsmand ingen ret til at fortælle andre hvilke aftaler de må indgå, sålænge det ikke medfører tvang. Se Rothbards Man, Economy and State (with Power and Markets)specielt kapitel 10 om karteller. Mises Human Action – kapitel XVI.6 om prismonopol.

Folk har forskellige præferencer – herunder i hvilket omfang man kan påtvinge andre, ens egne præferencer under tvang eller trusler. Forhåbentlig nærmer vi os langsomt en erkendelse af, at dette omfang bør minimeres med nul som endemålet – ganske som de fleste ikke længere finder at slaveri er acceptabelt, selvom nogle individer har fordel af, at andre er slaver!

Eftersom mennesket er menneske, med tilhørende fejl og mangler, er frie markedsudvekslinger det, ganske vist særdeles uperfekte, bedste vi har til at forbedre tilværelsen. At overlade beslutningen om, hvornår der kan afviges, bare lidt, fra denne frihed, til en særligt indsigtsfuld elite, er at undtage denne elite fra menneskets natur. De er heller ikke engle.

For de læselystne:

Godt Nytår!

I øvrigt bør regeringen gå af.

Skriv et svar