Politikere holder af at fremstå som handlekraftige personer der vil gøre noget for andre – i forventning om, at dem de gør noget for, stemmer samme politikere til en ny periode ved truget. Eftersom politikerne intet selv producerer må de skaffe sig midler på anden vis. Der er principielt tre måder, hvorpå de kan true sig til ‘indkomst’.
Beskatning. Her inddrives midlerne fra deres retmæssige indehavere under trusler om bøder, indespærring og vold, hvis man ikke makker ret. Man prøver at få pillen til at glide ned, ved at bilde folk ind, at de får mere tilbage end de afleverer, eller gøre plyndringen mindre åbenlys ved at hente rovet hos kilden, for eksempel ved at en arbejdsgiver gør det beskidte arbejde ved at tilbageholde en del af lønnen til arbejdstageren. Priser opgivet med ‘moms’ er en anden måde hvorpå tyveriet sløres for ofrene. Eller hvad med moms på afgifter?!.
Lån. Staten låner penge, med sikkerhed i fremtidigt skattekvægs ufrivillige indbetalinger. Det er ikke her Danmark er værst – men ser man til den anden side af Atlanterhavet illustreres det, hvordan imperiets evne til at projicere magt (død og ødelæggelse via krig) er betinget af, at man kan slippe for at inddrive en krigsskat direkte hos befolkningen, til de talløse krige landet har ført de sidste godt hunderede år, herunder de seneste med europæiske nato-medlemmer som villige medløbere.
Ser vi på gælden i resten af Europa er der ikke meget at prale af på denne side af dammen.
Inflation, i betydningen forøgelse af pengemængden. Her er der (også) tale om en omfordeling af ressourcer til dem der først modtager de ‘nye’ penge på bekostning af dem, der ikke er blandt de, hm, heldige.
Skatter, lån og inflation – en højst uhellig treenighed, der faciliterer statens indgriben i stort og småt. Som modydelse får vi et fattigere samfund, både i snæver økonomisk forstand men også på de planer der ikke lige lader sig måle i penge.
Jörg Guido Hülsmanns bog om kontrasten mellem statens tvang og markedets evne til at levere uperfekte løsninger peger på, at statens indgriben ikke blot forvrider markedstransaktioner, men også alle de øvrige sociale relationer, som er en del af forudsætningen for en civiliseret tilværelse.
It is only too tempting to hope that nongovernmental organizations (NGOs) of various sorts might turn out to be a better social repair shop than the bloodless welfare state. Unfortunately, however, such hopes are ill founded. Government interventions do not just alter the workings of a market economy. They are likely to shape any and all social relations, not least of all the activities within civil society.
Hvad skal vi så gøre ved det? Først og fremmest udbrede forståelsen for, at tvang, via staten, fører til mindre velstand, mindre personligt ansvar, og svækker familie- og andre sociale bånd. De fleste er formentlig enige om, at vi alle står os bedre ved at samarbejde end ved at slås. Når statens knytnæve bruges til at tvinge omfordeling igennem, bliver vi fattigere. Reformer er mulige – men bør italesættes som det, det reelt er: En reduktion af de skadelige effekter af et ineffektivt og moralsk forkasteligt system.
Man kunne starte med at fjerne de værste skatter – selskabsskatten og top-top skatterne står forrest i køen, men først og fremmest er man nødt til at reducere statens størrelse. Det kan være vanskeligt at forestille sig, at magthavere frivilligt afgiver magten, men det er muligt at rulle tyranniet en smule tilbage, for eksempel ved at sætte politikerne til produktivt arbejde. Det lykkedes rent faktisk i Canada at reducere regelbyrden (ikke at det tilsyneladende har hjulpet dem, efter InJustin Trudeau kom til…) Det er en skatterevolution, ikke en -reform, der er brug for.
Men hvis staten nu ikke kan dirigere med over halvdelen af BNP, hvordan skal vi så skaffe penge til ditten og datten? For det første ‘skaffer’ staten penge ved at tage dem fra os andre – så der er ikke flere ressourcer til rådighed fordi staten fordeler og misallokerer, tværtimod. Og selvom der bliver taget mest fra de mest velstillede, så er statens grådighed så stor, at den nødvendigvis må have en meget stor ‘skattebase’ – dvs vi alle bliver skambeskattet. Vi er pinedød nødt til at fjerne opgaver fra staten, og dermed en del af tilskyndelsen til at købe indflydelse hos politikerne.
Staten er ikke os alle sammen…og i øvrigt bør regeringen gå af