En bande kleptokrater overfalder et land, stærkt provokeret af en bande kleptokrater i landet der overfaldes, og støttet af en sammenslutning af kleptokrater fra tredielande. I et af tredielandende udnytter den lokale bande kleptokrater den oppiskede krigsfrygt til at få afskaffet en mindre forhindring for centralisering af yderligere magt hos en sammenslutning af kleptokrater.
Den fjerde statsmagt – den kritiske, uafhængige, (men statsstøttede!) presse – muhahaha – tiljubler banden og kalder udfaldet af en afstemning blandt en del af befolkningen for en sejr for demokratiet.
Alt dette afspejler demokratiets fallit og ikke en sejr. 2.8 millioner stemmer ud af 4.3 millioner ‘stemmeberettigede. 1.8 millioner stemte ‘ja’, halvt så mange stemte ‘nej’ til at fjerne en lille barriere for kleptokratiet, og knap 1.5 millioner stemte ikke (vi kender ikke grundene). Folkets vilje findes ikke; selv ikke i en situation som denne om et relativt snævert spørgsmål, men slet ikke om de overordnede spørgsmål om, hvordan vi indretter os i samfundet. Når der kan stemmes om andre folks ejendom er minoritetsbeskyttelsen blot snak og demokratiet bliver en kamp om at bemægtige sig magten til at plyndre andre med legale midler. I morgen er det grundlovsdag – §73, stk 1 lyder:
Ejendomsretten er ukrænkelig. Ingen kan tilpligtes at afstå sin ejendom, uden hvor almenvellet kræver det. Det kan kun ske ifølge lov og mod fuldstændig erstatning…
Grundloven §73, stk 1
Opfatter politikerbyrden sig som herskere eller tjenere, og opfører de sig som herskere eller tjenere?
Centraliseringen af magt i EU parlamentet stopper ikke med dette. Nye kriser vil ‘opstå’ eller begivenheder vil blive taget som påskud til at yderligere centralisering. EU-kleptokratiets våde drøm om ‘ret’ til skatteopkrævning lurer forude. Hele ideen om at påtvinge omgivelserne, nær og fjern, egne værdier er stik mod de højtidelige fraser om inklusion og diversitet. ‘Fredsbevarende’ styrker mig her og der, når grupperinger andre steder i verden strides om ressourcer eller ideer, er et udtryk for at ‘vi’ ved præcis hvordan andre skal leve deres liv. Som David Stockmann skriver her om den amerikanske udenrigspolitik Perpetual Debt, Perpetual War – og den vil EU-byrden også deltage i.
Når Mette lover at sende flere våben til den ene korrupte bande i deres kamp mod en korrupt overfaldsmand, så er skattekvæget tvunget til at betale, også selvom man finder dén strategi dybt umoralsk, og at den vil medføre endnu mere unødig lidelse og tab af menneskeliv og produktionsapparat. Produktionsapparat der er nødvendig for at forbedre tilværelsen for mange mennesker både i og udenfor konfliktzonen. Lad dem, der deler Mettes vurdering spytte i kassen direkte og hold andre udenfor – dét ville være en sejr for demokratiet. Jo færre ressourcer politikerbyrden kan disponere over, desto mindre sandsynlighed er der for omfattende krig og destruktion. Som det er nu beriges en relativt lille gruppe på bekostning af andre, og uden at udfaldet af krigen kan forventes at blive ændret. Det handler alene om hvor store, og langvarige omkostningerne bliver.
Afskaffelsen af ‘forsvarsforbeholdet’ er et stort skridt i den forkerte retning. Vi er langt nede af skråplanet. Læs om hvad staten er for størrelse i Rothbards Statens Anatomi – her i butikken for 37,50. Tag Bastiats Loven med og læs om hvorfor kollektivet ikke kan forgribe sig på andres ejendom, ganske som individerne der indgået i kollektivet ikke kan. Retten til at stjæle kan ikke uddelegeres – her i butikken for 37,50.
Og i morgen er det grundlovsdag…
