Udgivet i 2 kommentarer

Profit er belønningen for at have tjent sine medmennesker

…jo bedre man har betjent dem, desto højere er belønningen – i et frit samfund.

Profitten tjener til at allokere knappe ressourcer til de producenter der bedst udnytter dem til at servicere andre folk. Den er et signal om at her begrænses spild. Hvor staten uddeler belønninger virker denne mekanisme ikke. Her sker der blot en tvungen omfordeling af ressourcer fra en gruppe til en anden, med ledsagende bureaukrati der føjer spot til skade.

Læs mere her

Udgivet i Skriv en kommentar

‘Forbrugersamfundet’ – bebrejd ikke kapitalismen!

Kapitalisme er det mest effektive system til at masseproducere varer og services for…masserne, og i den kvalitet og mængde forbrugerne efterspørger. Nogle klager over at ‘folk’ forbruger for meget og forkert og giver gerne ‘kapitalismen’ skylden.

Men selvom folk efterspørger det ‘forkerte’, og på den forkerte måde – så giver det ikke andre ret til at forsøge at tvinge dem til at føre en mere simpel og mindre materialistisk livsstil. Man kan forsøge at overbevise dem og foregå med et godt eksempel, men alligevel vil der være mange der hellere vil noget andet end det nogle mener er det ‘rigtige’. Og de skal selvfølgelig have lov til at disponere frit over egne midler.

Bebrejd ikke markedet for at levere hvad folk efterspørger! (David Gordon på mises.org)

Udgivet i Skriv en kommentar

Hoppe om hvor Marx havde ret

Hans-Hermann Hoppe kan man ikke få for meget af (i modsætning til Marx!).

Men Marx havde nogle enkelte pointer der er værd at tænke over. Hoppe forklarer hvor, og også den grundlæggende fejltagelse Marx begår da han identificerede grupper af individer med fundamentalt forskellige interesser. Det var ikke ‘arbejdere’ og ‘kapitalister’, men producenter og ikke-producenter.

 

Her er en optagelse fra 1988 der er særdeles lytteværdig https://mises.org/library/hans-hermann-hoppe-what-marx-gets-right

 

Udgivet i 1 kommentar

Hvilke emner ‘får vi lov til’ at stemme om – hvilke ikke…

Diskussionen om provokeret abort er vanskelig og kan dele vandene. Med god grund, for det er et moralsk ikke trivielt spørgsmål.

Irland stemte fornylig 2:1 for at ophæve forbuddet mod provokeret abort. Altså retten til, under bestemte omstændigheder, at aflive et ufødt foster.

Personligt har jeg med årene fået en langt mere nuanceret holdning til dette spørgsmål, og en større respekt for synspunktet om at abort kun bør anvendes i ganske begrænsede tilfælde. Man kunne argumentere for at fosterfordrivelse kun kan forsvares, hvis fosteret er levedygtigt uden for moderens krop – sådan at andre – frivilligt – kan påtage sig ansvaret for det.

Et interessant træk ved denne afstemning er imidlertid at befolkningen får lov at stemme om den slags – vigtige – emner, men ikke om andre – vigtige – emner som for eksempel indvandring.

Det er også et eksempel på et emne som (heller) ikke er velegnet til lovgivning. Een gruppe betragter fosteret som et helligt liv lige fra undfangelsen; en anden finder at fosteret er en parasit der trænger sig uønsket ind på og i kvindens krop. Disse synspunkter kan vanskeligt forliges.

 

Rothbard om kvindens ret til at bestemme over sin krop – trumfer den fosterets ret til liv? Og børn rettigheder. – Link

Også i en tid hvor der adgang til effektive præventionsmidler og ‘fortrydelsespiller’? Når man ved at undlade at beskytte sig har påtaget sig ansvaret for et andet liv – kan man så ‘bare’ opsige den ‘kontrakt’ med det ufødte barn?

Stefan Molineux behandler emnet om abort, promiskuitet og mulige konsekvenser i denne podcast – Link

Hans-Hermann Hoppe om tvungen indvandring – Link

Udgivet i 1 kommentar

Hvorfor gå så højt op i om der fuskes med stemmerne ved et valg?

Der er nogen der har opdaget at der kan fuskes med stemmemaskinerne…(surprise!)

Diskussionen i linket mangler helt at påpege det altafgørende forhold: Hvad (kan) der stemmes om? Kan “vi” stemme om at dele af din ejendom skal fordeles blandt andre medlemmer af samfundet som “vi” synes fortjener det mere end du selv?

Problemet er endnu engang, at der er nogen medlemmer af samfundet som sætter sig uden for loven og på illegitim vis misbruger den til at forsyne sig med andres ejendom.

Herved kan de dele gaver ud, blive genvalgt og fortsætte deres plyndringsrus. Når statens repræsentanter ikke tillades nogen handling som heller ikke den enkelte kan begå, så kan den ikke blande sig i stort og småt i samfundet, folk må indrette sig med hinanden og komme overens og pludselig er det ikke så vigtigt hvilket rygmærke den bande der for tiden sidder på magten i folketinget har. Lad os afpolitisere samfundet – politik betyder magt, trusler om vold og vold – det stik modsatte af frivillig udveksling af varer og tjenester.

Få politikerne ud af livet – overlad beslutningerne om folks ejendom til…folk selv!

Udgivet i 5 kommentarer

Repræsentativt demokrati er ikke repræsentativt

Artikel på Mises.org (engelsk)

Normalt hvis jeg udpeger nogen til at repræsentere mine interesser betyder det netop dét – at vedkommende sørger for at varetage mine interesser og jeg står til ansvar for repræsentantens handlinger på mine vegne. Når en fra politikerbyrden skal varetage interesser for et større antal personer, er disse interesser sjældent på linie, og kan endda være i indbyrdes modstrid. Endvidere er vælgerne uden ansvar for politikerens handlinger. Det kan anses for umuligt at repræsentere mange forskellige interesser samtidigt under disse omstændigheder. Så er det vi kalder repræsentativt demokrati ikke snarere blot en konkurrence blandt bander med forskellige rygmærker om, hvem af dem der skal have hjørnekontoret betalt af skatteyderne?

Udgivet i 1 kommentar

Økonomiske eller politiske midler?

Når to eller flere parter frivilligt udveksler varer eller ydelser opnår de involverede parter alle en forbedring af deres situation; ellers havde de ikke indgået udvekslingen. Modsat, når man bruger politiske midler til at opnå noget,  betyder det at man ikke er i stand til opnå dette af frivillighedens vej, ved at bytte sig til det man ønsker mod at aflevere noget som en anden ønsker. Man bruger i stedet for magt.

Den økonomiske vej fører til fred, fordragelighed og øget velstand for alle.

Den politiske vej fører til tvang, utilfredshed og alles kamp mod alle for at undgå at blive udnyttet eller for at udnytte andre.

Udgivet i 3 kommentarer

Helsinki-deklaration for deltagere i økonomiske eksperimenter

Helsinki-deklarationen vedrørende deltageres rettigheder i forbindelse med medicinske forsøg beskriver omhyggeligt at individets selvbestemmelsesret og tarv går forud for kollektivets.

Mange anser disse rettigheder for selvindlysende, hvilket de ikke altid har været(!)

Udvalgte punkter på den lange liste lyder således (min fremhævelse):

8. While the primary purpose of medical research is to generate new knowledge, this goal can never take precedence over the rights and interests of individual research subjects.

25. Participation by individuals capable of giving informed consent as subjects in medical research must be voluntary. Although it may be appropriate to consult family members or community leaders, no individual capable of giving informed consent may be enrolled in a research study unless he or she freely agrees.

26. In medical research involving human subjects capable of giving informed consent, each potential subject must be adequately informed of the aims, methods, sources of funding, any possible conflicts of interest, institutional affiliations of the researcher, the anticipated benefits and potential risks of the study and the discomfort it may entail, post-study provisions and any other relevant aspects of the study. The potential subject must be informed of the right to refuse to participate in the study or to withdraw consent to participate at any time without reprisal. Special attention should be given to the specific information needs of individual potential subjects as well as to the methods used to deliver the information…

Der er ingen grund til at borgere skal være ringere stillet i forhold til politikerbyrdens eksperimenter med virkeligheden end deltagere i medicinske forsøg. Når alt kommer til alt er det borgernes liv, frihed og ejendom der er på spil – elementer som går forud for produktion af ressourcer til behandling af sygdom.

Derfor kan et måske velment formål aldrig danne grundlag for beslaglæggelse af et individs ejendom uden eksplicit, frivilligt samtykke.

Ingen kan tvinges til at deltage i et økonomisk eller politisk eksperiment uden eksplicit, frivilligt samtykke.

Potentielle deltagere skal have adgang til fyldestgørende information, herunder om forventet gunstig effekt og potentiel risiko (det forudsætter et uddannelsessystem som ikke er underlagt det offentlige) og have ret til at nægte at deltage i eksperimentet uden frygt for repressalier.

Med andre ord, hvis man skulle vise almindelige borgere den samme respekt og selvbestemmelsesret som tilkommer deltagere i medicinske forsøg, da må uddannelsesystemet overlades til borgerne selv at indrette og finansiere på alle de forskellige måder som forskellige mennesker ønsker at indrette det på – frivilligt. Politikerbyrdens hang til tvang og uddeling af uretmæssigt erhvervede midler er ligeledes uforeneligt med en Helsinki deklaration for deltagere i økonomiske eksperimenter. Kan de frivilligt etablere midler til deres mere og især mindre højtflyvende planer er det fint – men de har ingen ret til at udøve tvang, blot fordi de er ‘valgt’. Vælgerne har ingen ret til at tage fra nogle grupper for at give til andre; heller ikke under dække af demokrati. Man kan nemlig ikke uddelegere en ret til andre som man ikke selv besidder.