Anti-frivillighedens ulidelige lethed

Ludwig von Mises diskuterer i Den Antikapitalistiske Mentalitet fejltagelserne der vildleder så mange og fører til tilbedelse af Staten, hvad enten det er i form af socialisme, kommunisme eller interventionisme.

Værket bør læses i sin helhed, men en forsmag tilbydes her.

Det man idag kunne kalde de knævrende klasser, ofre for årtiers fejluddannelse, hævder at løsningen på alle problemer kun kan foregå via Staten – der via planøkonomi og central styring af samfundet i almindelighed, kan sikre en ‘retfærdig’ fordeling af goder. Goder, hvilket forbigås i tavshed, der ikke opstår spontant men tilvejebringes takket være iværksætteres energi, risikovillighed, kapitalapparat og investering. Denne gruppe, ‘kapitalisterne’ anses for grådig og tilbøjelig til kun at lade ‘arbejderklassen’ få et absolut minimum ud af deres anstrengelser. Omend den hårde kerne ønsker at få afskaffet ‘kapitalisterne’ fuldstændigt, som i udrydde, så er de fleste mere moderate og går ikke ind for total konfiskering af ejendom de ikke selv har tjent. De hælder mere mod midten og en stor, omfordelende velfærdsstat. Imellem disse yderpunkter står den tilsyneladende neutrale intellektuelle som opmand. De må undgå ‘ekstremerne’, både tilhængere af kapitalisme og kommunisme, og ‘uvildigt’ stå for moderation, planlægning og ‘rimelig’ fordeling [af andre folks ressourcer].

Mises peger på tre punkter:

Den store konflikt er ikke om hvordan samfundets ressourcer skal fordeles. Det er en fundamental uenighed om, hvilket system der bedst koordinerer den økonomiske aktivitet således at menneskets levestandard kan forbedres mest muligt. Spørgsmålet er om socialisme overhovedet kan anses for en erstatning for kapitalisme – eftersom rationel økonomisk planlægning ikke er mulig under et system hvor staten ejer produktionsmidlerne.

Der er ingen principiel forskel på socialisme og kommunisme, begge opererer med offentlig kontrol over produktionsmidlerne. Ordene ‘planlægning’ og ‘velfærdsstat’  i munden på politikere og embedsmænd betyder heller ikke noget andet end socialisme eller kommunisme. Det er blot statens planer, der erstatter private borgeres planer for hvordan knappe ressourcer skal forbruges. Socialisme og central planlægning er ikke et bolværk mod kommunisme, men fører til samme elendighed.

Kapitalisme og socialisme er to distinkte systemer for social organisation. Privat kontrol og offentlig kontrol over produktionsmidlerne er uforenelige systemer og kan ikke ‘blandes’. ‘Ekstrem’ kapitalisme er ensbetydende med frivillighed i transaktioner mellem mennesker; transaktioner kan ikke være ‘lidt’ frivillige. Et system med en ‘blanding’, et kompromis mellem socialisme og kapitalisme er ikke en blanding, men et helt tredie system, interventionisme, som må bedømmes for sig selv. De som hævder at dette system end ikke leverer det, som fortalerne ønsker at opnå, snarere tværtimod, er ikke vrangvillige ekstremister. De beskriver blot de uafvendelige konsekvenser af interventionisme.