Udgivet i Skriv en kommentar

Diversitet

…eller ulighed er et vilkår i tilværelsen. Mennesker er heldigvis forskellige, med forskellige interesser, tilbøjeligheder, færdigheder, dyder og lyder. Som Christian Bjørnskov skriver i denne uge

‘…økonomisk frihed er forbundet med hurtigere økonomisk udvikling: Mere effektiv beskyttelse af privat ejendomsret, lettere regulering i samfundet, og en mindre og mindre indgribende offentlig sektor er alle forbundet med hurtigere udvikling.’

Et krav om lighed – tvungen udjævning af forskelligheder – derimod, fører til elendighed og overgreb. Bjørnskov peger i bloggen på data der tyder på at økonomisk frihed på mellemlang sigt fører til mindre øknomisk ulighed, hvilket for nogen måske kan virke kontraintuitivt. Spørgsmålet er ikke uinteressant – de færreste er interesseret i voldsomme uligheder. Den velstillede person er mindre tilbøjelig til voldsom harme over andre der er endnu bedre stillet – især hvis velstanden er opnået på ærlig vis, ved at betjene andre mennesker med varer eller ydelser de frivilligt handler sig til. Den der er dygtigst til hjælpe andre på denne måde belønnes mest og bliver rigere end den mindre dygtige. Alle er bedre stillet i den verden. Hvis ‘man‘ derimod med magt fratager de dygtigste en del af deres belønning for at tvinge dem til at bruge deres ressourcer på det ‘man selv‘ foretrækker, afkobles denne gode cirkel og vi bliver alle fattigere.

Et lidt længere stykke tekst om ulighedens gunstige effekter og de ulykker der følger af at forsøge at fjerne den med tvang kan findes i Mises hovedværk Human Action der frit kan læses her. Fra bind 6, kapitel XXXV, del 3 om Inequality – ansvarsfralæggelse og ligegyldighed over for medmennesker fremmes.

…The crux of the issue lies precisely in the operation of selfishness. Under the system of inequality this selfishness impels a man to save and always to invest his savings in such a way as to fill best the most urgent needs of the consumers. Under the system of equality this motive fades. The curtailment of consumption in the immediate future is a perceptible privation, a blow to the individuals’ selfish aims. The increment in the supply available in more distant periods of the future which is expected from this immediate privation is less recognizable for the average intellect. Moreover, its beneficial effects are, under a system of public accumulation, so thinly spread out that they hardly appear to a man as an appropriate compensation for what he foregoes today. The welfare school blithely assumes that the expectation that the fruits of today’s saving will be reaped equally by the whole of the future generation will turn everybody’s selfishness toward more saving. Thus they fall prey to a corollary of Plato’s illusion that preventing people from knowing which children’s parents they are will inspire them with parental feelings toward all younger people. It would have been wise if the welfare school had been mindful of Aristotle’s observation that the result will rather be that all parents will be equally indifferent to all children...

Når livet politiseres bliver konsekvensen alles kamp mod alle. Modsætningen er et samfund hvor samarbejde uden tvang er i højsædet – lov handler om retfærdighed og ikke om at udjævne forskelle. Frédéric Bastiats pamflet Loven har et kvart årtusinde på bagen – men er lige aktuel i dag. Køb den her i butikken på dansk – 37,50

Hvad er Lov?
Lov er retfærdighed
Udgivet i Skriv en kommentar

Ødelæggelse

Man kan undre sig over motiverne blandt politikere der fastholder at ville gøre noget – koste hvad det vil, bogstaveligt talt – for at fremstå som om man handlekraftigt beskytter den umælende fåreflok man har fået betroet ansvaret for. En fåreflok som anses for ude af stand til at tage tage vare på sig selv, og derfor er politikeren modstræbende, forstås, nødt til at træffe vanskelige beslutninger på fåreflokkens vegne.

Det er tydeligt nu at krisen – den onde virus-krise – ikke er en medicinsk krise, men en katastrofe som følge af politiske overgreb med henvisning til at ‘vi må gøre noget’.

Diverse tvangsforanstaltninger har ikke den påståede eller ønskede gunstige effekt. Til gengæld er omkostningerne, direkte som afledte, astronomiske og vil ride kommende generationer som en mare.

SOm tidligere omtalt er det et skoleeksempel på dårlig, kortsigtet tænkning og en forglemmelse eller undladelsessynd at tage de afledte effekter på alle grupper i samfundet i betragtning.

Er du interesseret i en sober gennemgang så kig på Swiss Policy Research. Dødeligheden af Den Onde Virus er sammenlignelig med influenza-pandemier i 1957 og 1968:

Lethality: According to the latest immunological studies, the overall infection fatality rate (IFR) of covid-19 in the general population is about 0.1% to 0.5% in most countries, which is comparable to the medium influenza pandemics of 1957 and 1968.

Snakken om at maskepien er for at beskytte hinanden (ikke den maskebærende selv) klinger hult. Christian Bjørnskov henviser til en undersøgelse fra det amerikanske militær hvor rigoristisk brug af dobbeltlags stofmasker ikke kunne forhindre smitte blandt rekrutter…

DanMask-studiet kunne ikke påvise nogen effekt af maskeanbefaling – praktisk taget ingen af deltagerne som mødte det sammensatte endepunkt efter én måneds observation havde positiv PCR-test (0 i den maskerede gruppe, 5 i den anden); se tabel nedenfor. Ganske få fik stillet diagnosen og flertallet af dem der mødte det sammensatte endepunkt udgjordes af dem der havde en (ny) positiv antistoftest; tilsyneladende asymptomatiske personer. Deltagerne selvtestede blod og tog selv prøve fra svælget efter en måned (eller ved symptomer). Virker masker så ikke? Anbefaling af maskebrug eller nedlukning har i hvert fald ingen større effekt i praksis.

Som Bjørnskov noterer: Beviserne for virkning af så drakoniske indgreb som den danske stat (og mange andre) har tiltaget sig bør være overvældende, og omkostningerne, direkte som indirekte, bør tages i betragtning. Selv da er det ikke statens opgave at tvinge folk til at tage vare på sig selv og andre.

Antages det at den danske politikerbyrde ikke er komplet uvidende (hvilket ikke er givet!) må der ligge andre motiver til grund for byrdens handlinger. Rothbard minder os om at hvad staten ikke er: Vores algode, uegennyttige beskytter.

Statens Anatomi
Udgivet i 3 kommentarer

Ydmyghed

Regeringer, mennesker, bør være mere ydmyge med hensyn til hvad de tror de kan opnå.
Se denne korte debat (16min) om Den Onde Virus (ht: The Fat Emperor).

Dernæst må man overveje hvilke motiver der ligger til grund for diverse landes regeringer, når de handler som de gør. Er det ondskab eller uvidenhed, eller bare bare Me2? Overblik over nedlukninger kan ses her klik på Lockdown). Vi har brug for en ny Helsinki-deklaration.

Staten og dens intellektuelle har med mange, forskellige argumenter, forført undersåtterne til at støtte deres hersker. Grundlæggende kan argumenterne sammenfattes som følger: a) Statens herskere er store og vise mænd (deres magt er givet af guddommelighed), de udgør et aristokrati, de er videnskabelige eksperter, langt større og bedre end almindelige dødelige, og b) nogle skal herske, for regering er uundgåelig, absolut nødvendig, og langt bedre end den ubeskrivelige dårskab der ville følge, hvis der ingen regering var. Alliancen mellem Kirke og Stat var en af de ældste og mest succesrige varianter af dette ideologiske kunstgreb. Herskeren var enten salvet af Gud, eller, som i de orientalske totalitære riger, herskeren selv var Gud, og derfor ville enhver modstand mod hans regeren være det rene blasfemi. Statens præsteskab udførte den intellektuelle funktion med at sørge for folkets støtte til, ja endda tilbedelse af, herskerne.

Murray Rothbard (fra Statens Anatomi)

Køb Statens Anatomi på dansk her i butikken for 37,50

Udgivet i Skriv en kommentar

Flerstemmighed…

Nogle stemmer mere end andre – det er der ikke noget nyt i. DiLorenzo om skæg og ballade tilbage i ‘60’erne her.

Hornberger – skæg og ballade i ‘40’erne – her

Bananrepublikken der ikke kan afholde troværdig afstemning – Glen Greenwald her. Mere bananrepublik via Pepe Escobar.

Otto Brøns-Petersen beklager The Donalds hastige udmeldinger om svindel med mangel på dokumentation, med henvisning til ‘uregelmæssigheder’. Man kunne sige at omfanget af uregelmæssigheder er mistænkeligt i sig selv. Se link til Escobar ovenfor. Havde det været golf skulle den siddende præsident formentlig have haft 3-4 ekstra slag på hvert hul for at kompensere for den syndflod af misinformation mainstream medierne har oversvømmet verden med de seneste 4 år. The Donald skal ikke takkes for ret meget – men udstillingen af hykleriet og nedsmeltningen af the establishment har haft sin egen underholdningsværdi og det bliver svært at få al tandpastaen tilbage i tuben. Som en ikke uvæsentlig parentes har han ikke startet nye krige, hvilket bør påskønnes. Et andet væsentligt bidrag er at respekten for præsidentembedet så småt kan anfægtes – legitimiteten af præsidentens magt eksisterer ikke længere i manges øjne – desværre tror mange stadig at embedsvældets udøvelse af magt på magisk vis fører til gunstige resultater. Værdien af stemmeri er – stærkt – overdrevet.

Hans-Hermann Hoppes Democracy: The God that Failed beskriver glimrende mekanismerne i demokrati og anfægter systemets status som ‘det mindst ringe’. Jeff Deist gennemgår bogen over tre seancer – find dem på the Human Action Podcast. 1, 2 og 3.

For et par år siden gik det op for nogle at der kan fuskes med stemmemaskinerne – i år ser det måske lidt værre ud, se også project veritas her. Og tragedien i USA forværres af, at halvdelen af stemmeafgiverne (hvis eller vi kendte nævneren, men det gør vi heller ikke…) føler at den anden halvdel er fuldstændigt ude i hampen.

Demokrati fungerer ikke når der kan stemmes om andres penge eller om om hvordan andre bør leve deres liv. Det fører til kamp om magten til at dominere ‘modparten’, tvinge ham til noget han ikke ønsker – ganske som Bastiat beskrev for små 200 år siden i Loven.

Køb den her på dansk for blot 37,50