Socialisme – cyankalium

Ludwig von Mises argumenterer uimodståeligt for socialismens fallit som model for samfundsorganisation. (Det betyder ikke at, i et frit samfund, folk der frivilligt ønsker at indgå i og underkaste sig socialisme ikke kan gøre det!)

Fattigdom er et vilkår, naturtilstanden, en følge af at midler til livets opretholdelse ikke bare manifesterer sig af sig selv, men skal frembringes – velstand og forbedret levefod er et resultat af hårdt arbejde. Jo mere man arbejder desto bedre levestandard. Indser man at man aldrig alene vil være i stand til løfte sin levestandard ret meget over subsistensniveauet, men at ufattelig rigdom er mulig i samarbejdet med andre mennesker har man forstået kapitalismens (kun delvist indfriede) potentiale. Jo mere man kan samarbejde med andre mennesker desto mere man kan man hæve hinandens levestandard. Tager man med vold og magt hvad andre har produceret, ender man med mindre end hvis man frivilligt udveksler frugterne af egne anstrengelser med andre. (Ja, der er på kort sigt nogle der bliver rigere af at stjæle…)

Det, at ikke alle ens behov – øjeblikkeligt – kan opfyldes skyldes ikke manglende sociale institutioner eller fejl ved en markedsbaseret økonomi. Det er en følge af at mennesket ikke befinder sig i et utopisk paradis!

De der mener sig i stand til at dirigere og orkestrere samfundet til alles bedste lider under (mindst!) to misforståelser. Den ene er den usikkerhed der altid er når man handler med fremtidige mål for øje. De kan ikke vide hvilke mål folk mest ønsker at knappe ressourcer skal bruges til eller i hvilken rækkefølge problemer skal løses. Det kan iværksættere og kapitalister heller ikke og derfor begår de også fejltagelser og lider tab – tab, som korrigerer deres adfærd, hvilket er forskellen i forhold til en centralstyret økonomi. Den anden vigtige fejltagelse handler om løn. Den løn der betales for et stykke arbejde er afhængig af den værdi der tilføres produktet – ikke hvor lang tid der bruges på det. Jo flere enheder der produceres og jo bedre kvalitet – desto bedre kan man tage sig betalt – ikke for sin tid, men for den værdi man har tilført.

Når aflønning og værditilførsel afkobles bliver resultatet tiltagende pauvert. Levestandarden falder sammenlignet med hvad den ellers ville have været. Tilhængere af socialisme kan måske anerkende at den totale produktion (P) er større i en markedsøkonomi end under socialisme (p) – men hvis p fordeles ligeligt blandt alle, vil mange alligevel få mere end den andel de fik af P. Man kan indvende at P vil være så meget større end p, at selv de med de laveste lønninger vil få mere ud af leve i et system der producerer P, end i et der producerer p. Og tilhængere af socialisme kan så hævde at det er bedre at alle har lige meget, selv om det er lidt, end at nogen har meget mere end andre. (Det er typisk velstillede der argumenterer for at andres levefod skal være lavere i lighedens navn.)

I et system hvor man belønnes for at tilføre mere værdi for andre har man en tilskyndelse til at sørge for mest mulig værdi for andre! Socialisme kan ikke bringes til at fungere fordi den fundamentalt mangler en metode til økonomisk beregning.

Valget er ikke mellem kapitalisme og socialisme, men mellem kapitalisme og det kaos socialismen indebærer. Socialisme er gift – cyankalium – for samfundet, ikke en løsning.