Den rigtige løsning på en ikke-eksisterende klimakrise, er ikke at sænke levestandarden eller at gøre -visse- landbrugsprodukter dyrere. Brøns-Pedersen og Andersen forklarer hvorfor den erklærede hensigt ikke opfyldes:
Til det er der et par ting at sige. Dels om den erklærede hensigt, og dels om præmissen for analysen. Vi kan roligt gå ud fra, at når en puhlitiker hævder at ville opnå et bestemt mål er det formentlig usandt . Det sande mål er, at appellere til en vælgergruppe, der er stor nok til at give genvalg. Bevares, der er undtagelser, og ikke alle puhlitikere har selvindsigt eller -ironi, eller -erkendelse til at indse det.
Præmissen for analysen er, at vi tager for gode varer at 1) CO2 frigørelse som følge af menneskelig aktivitet, har en potentielt stor og katastrofal indflydelse på klimaet og 2) hvis ‘vi’ nedbringer CO2 frigørelsen i Danmark har dette en gunstig effekt på fremtidens klima.
I betragtning af alle de fornuftige analyser og kommentarer der i øvrigt flyder fra CEPOS, ville det være rart hvis de gav slip på embedsmandsindstillingen om, at når puhlitikeren har erklæret et mål, så skal vi nu anvise den ‘samfundsøkonomisk mest effektive’ måde at nå målet på – hvad enten målet er meningsfuldt eller (som her) ej.
Nej, anfægt præmissen – vi har ikke ‘for meget’ CO2 – og nej, den lille andel vi bidrager med er ikke ensbetydende med jordens undergang. Danmark som foregangsland, er snarere en afskrækkelse end et eksempel til efterfølgelse; gør IKKE sådan hvis du vil vriste dig fri af fattigdom.
På trods af enorme subsidier til vejrafhængige energikilder udgør fossile kilder uændret mere end 80% af verdens årlige energi. Det kan ikke nytte at spille med på ideen om, at kloden er lige ved at gå under – at mennesket er en kræftsvulst på moder jord, og helst skal ophøre med at eksistere, eller i hver faldt undgå ændringer af status quo (som om det ville føre til et ‘bedre’ klima). I sidste uge nævnte vi Koonin, som anfører at der IKKE er belæg for at udråbe en klimakrise på baggrund af den forskning IPCC støtter sig til. Men ‘kriser’ er gode for puhlitikere, der kan udvise mod og handlekraft (for andre folks penge) og fremstå i et positivt lys, til trods for at deres handlinger ikke har effekt på det erklærede mål, ikke fører til ‘konsekvenser’ når deres manglende effekt – eller skadelige effekt – kommer for dagen.
Punditokraten Christian Bjørnskov sidder i bestyrelsen for CEPOS og har ofte gode indlæg. På linie med dagens emne citeres her, det sidste afsnit fra en frisk post (min fremhævning):
Skåret ind til benet: Det er absurd, at så mange mennesker bruger forskellige standarder, når de vurderer adfærd hos private og offentlige organisationer. Om noget burde man være endnu mere kritisk overfor de offentlige, fordi de er monopoler – vi har som borgere ingen andre steder at gå hen. At Christiansborg tjener penge på at bedrage borgerne gennem Skat kan aldrig undskyldes.
Når det offentliges mafiøse karakter manifesterer sig
Det er helt på linie med Rothbards dissektion af staten og blotlæggelsen af dens anatomi – jeg er sikker på Bjørnskov er bekendt med den – det kan du også blive – Statens Anatomi fås her i butikken for 37,50 – oplagt til selvgave, julegave, mandelgave, værtindegave, nytårsgave eller anden gave.
