Hvordan man nu definerer ‘religion’ – en ‘forklaring’ på hvordan universet opstår og hænger sammen, et system til at hjælpe folk med, hvordan man bedst opfører sig, et sæt af leveregler der er givet af ‘højere’ magter (end mennesket, forstås), så er et rimeligt udgangspunkt at acceptere folks forskellige trossamfund. Hvis man altså ønsker at mindske potentialet for konflikter. Nogle vil hævde at (en) guds eksistens ikke kan bevises, eller modbevises – det er en trossag. Et fællestræk for nogle religioner er den guddommelige ufejlbarlighed. Måske forstår vi ikke fuldt dybden af Vorherres vilje og hvorfor Han(!) lader onde ting ske, men Han ved bedst og alt – og dét står ikke til diskussion.
Hvad enten man tror på Jesus, Moses, Jahve, Mohammed, Buddha, det flyvende spaghetti-monster, Odin, Thor eller Mette – det må man selv rode med, og andre skal ikke bestemme hvad man vælger at tro på – eller vælger ikke at tro på. Så langt er mange nok enige – ingen skal tvinges til at tro på X eller forfølges for at tro på Y. Negative rettigheder kan alle nyde godt af, uden at det går ud over andre.
Komplikationer opstår når nogle mener at have så meget ‘ret’ i deres tro, at den også byder dem at få andre til at tro det samme. Gerne ved at overtale dem, men stritter de imod, da skal de undertvinges. Så har vi kimen til balladen.
Når det kommer til to moderne religioner, Staten som Den Algode Formynder og KlimaKrisen Er Her, har vi at gøre med trossamfund som blindt følger præsternes prædiken, uden at tvivle og ingenting kan overbevise disciplene om deres vildfarelse. Det er i og for sig fint nok; lad dem gå med hammer, segl, kors med og uden hage, måner, mozzarella og T-shirts med slogans alt hvad de vil. Problemet er imidlertid, at de føler sig kaldet, forpligtet og berettiget til at tvinge andre til at underkaste sig deres religion og konsekvenserne af deres tro. På trods af, at tvivlerne kan fremføre solide argumenter for fraværet af beviser på Statens Algodhed eller for KlimaKrisens eksistens! Vi har brug for omkostningseffektiv fossil energi mange år endnu mens vi udvikler bedre og billigere kilder.
Ligesom det var et fremskridt at få adskilt stat og kirke, skal vi også have al anden religion, inklusive statstilbedernes, ud af folks liv. En samfundsorden uden tvang er endemålet. Det vil ikke være Paradis fordi folk ikke er guddommeligt alvidende og gode, men fulde af fejl. Netop fordi mennesker ikke er engle skal vi holde statsukrudtet nede. Politikfejl er som regel meget værre end ‘markedsfejl’.
Lad lyset, mens vi endnu har det, falde på dig med Rothbards korte essay om Statens Anatomi – købes på dansk her i butikken.
[…] I øvrigt bør regeringen gå af. […]
[…] energiproduktionen. Lad enhver metode til produktion af masser af stabil, vejr-uafhængig energi glimre ved sine egenskaber med hensyn til forbrug af ressourcer, forurening og evne til at levere varen på […]