Nytte og moral

Tidligere på måneden afholdt CEPOS et seminar om populisme og kapitalisme – det er værd at se optagelsen, sæt evt hastigheden på afspilningen op hvis du ikke ooorker at bruge 90 minutter. En af kommentarerne går på forestillingen om at det er ønskværdigt at ‘maksimere’ nytteværdien af et eller andet tiltag. Der er selvfølgelig problemer med at afgøre nytteværdien af alt muligt, fordi forskellige individer har forskellige præferencer og vægter disse forskelligt. Man kan ikke bare tage nytten for en person og lægge sammen med nytten for en anden person og beregne gennemsnittet. Det ved økonomer godt og anerkender at økonomiske beregninger ikke udgør hele udfaldrummet.

Når en del mennesker argumenterer for det rationelle i det ene eller det andet politiske indgreb, er det som regel den ‘samlede’ nytte der bringes til torvs.

Alt for sjældent diskuteres det, om en given intervention overhovedet hører til inden for den politiske sfære (tvang via ‘lovgivning’) eller bør overlades til privates initiativ.

Alt for sjældent gøres det moralske element gældende – det er forkert at tage andres ejendom, selvom man har de bedste intentioner med rovet fra plyndringen!

Fordi mennesker er mennesker og ikke engle skal vi ikke overlade magt over andre til nogle få; disse få vil før eller siden misbruge magten og gøre mere skade end gavn. Jo mere magt de har og ressourcer at uddele i bytte for genvalg, desto mere skade gøres der, hvis man mener at folk selv har ret til at bestemme over deres person og ejendele. (Hvis man mener at indholdet i kongens kiste (skattekiste, altså) eller statens omfang er et udtryk for folkets velstand er det selvfølgelig en anden snak.)

Hvordan overbeviser man andre om det rimelige i dette standpunkt? Argumenter om rationel nytteværdi? Moral? Begge dele? Det forekommer mig at der er lagt for lidt vægt på den moralske komponent – det er forkert at tage nogens ejendom for at give den til formål man selv finder ‘bedre’ end det, den retmæssige ejer finder passende. Også selvom det kan betyde at nogle har mindre end man synes er rimeligt. Et absurd eksempel herpå er slaveri – slaveri er forkert fordi det bryder med ejendomsretten til egen person. Slaveri skal derfor afskaffes øjeblikkeligt og ikke udfases over år, fordi investeringen i kapital (slaverne) skal tjenes hjem og vi ved i øvrigt ikke hvordan vi skulle få plukket bomulden. Vi kan ikke vente på af få udryddet denne urimelige situation, selvom vi ikke har svaret på hvem og hvordan bomulden skal plukkes når der ingen slaver er.

Tak til panelet for bringe denne vigtige problemstilling op. Har man interesse for dette kan diskussionen mellem Russ Roberts og Michael Munger også anbefales. (Podcast og transcript her.) Munger argumenterer for en mere udbredt brug af det moralske element, i den politiske diskussion om, hvordan tvangen skal udmøntes, måske mere vægt til det principielle end det inkrementelle. Altså det er forkert at stjæle lad os stoppe med det – overfor det er forkert at stjæle, vi må derfor stjæle lidt mindre og efterhånden nå til ikke at stjæle.

Jeg tvivler på at dagens politikere står op hver morgen, opfyldt af ondskab, fast besluttede på at rage endnu en lille del af andres ejendom til sig og med clintonsk kaglende latter skrælle endnu et lag af folks frihed. Ikke desto mindre er det konsekvensen af de tilskyndelser der iværksættes, den evige søgen efter noget at gøre. Det er ikke politikeres eller statens opgave at sørge for folk. Det er folks eget ansvar, et ansvar de frivilligt kan uddelegere i det omfang de finder passende, men det omfatter ikke retten til tage andres ejendom. Konsekvensen af at overlade ‘omsorg’ til staten, er at folk efterhånden ophører med at udvise empati og villighed til at hjælpe dem, der vitterligt er ude af stand til at sørge for og selv. Fremmedgørelse og mere stat følger og i kølvandet herpå, mindre velstand, især for de dårligst stillede.

I øvrigt bør regeringen gå af.