Eftersom de fleste af os er interesserede i at undgå voldelige konflikter, der er omkostningstunge, og er sociale væsener der har fornøjelse af at omgås andre mennesker, har ejendomsretten efterhånden udviklet sig som en måde at løse konflikter på, på ikke-voldelig vis. En betingelse for at sådan en ret respekteres, er at parter der er uenige om retten til en begrænset ressource, kan se det rimelige i løsningen på uoverensstemmelsen. Den løsning der har vundet mest fremme er at den person der først erhverver sig en ressource, der hidtil ikke har været ejet af nogen, har det bedste krav på ejendomsretten. Ejendomsretten kan så skifte hænder via kontrakt, f eks. handel, gave, eller fortabes som godtgørelse til en person hvis ret man har forbrudt sig imod.
Resten er detaljer 😀
En glimrende præsentation af privat eller decentral lov versus centralistisk lov kan høres hos Stephan Kinsella (ca 45min).
En vigtig pointe her er diskussionen af, hvad man overhovedet kan have ejendomsret til, nemlig ressourcer der i deres natur er begrænsede og som ikke kan anvendes uden at andres samtidige brug begrænses (ellers var der ingen grund til strid om den). Heraf følger også afvisningen af intellektuelle eller immaterielle rettigheder, som Kinsella også har taget sig grundigt af
Når forskellige konflikter opstår og løses, udvikles forståelsen af, hvordan ejendomsretten appliceres i de myriader af situationer hvor der kan opstå tvivl om, hvem der har den bedste ret. Staten har desværre raget et monopol til sig vedrørende denne konfliktløsning, om som med alle andre tvungne monopoler er resultatet ringere end det ville have været i fraværet af denne tvang. Privat konfliktløsning anvendes i praksis, blandt anden inden for sø- og handelsret – fordi retssager i det offentlige system er rasende dyre – og også konflikter mellem stater, der i princippet eksisterer i et anarki uden en overstat, løses hellere ved forhandling end ved vold (krig).
Når staten har monopolet, bliver offeret for en forbrydelse ramt to gange – først som offer for forbrydelsen, dernæst bliver han plyndret for omkostningerne til at straffe forbryderen og evt holde ham indespærret.
I et system med privat lov, vil bestræbelserne gå på at afdække den retmæssige ejer af en ressource og sørge for at denne får genoprejsning i tilfælde af overgreb. I et positivistisk system, hvor love er ‘givet’ af lovgiverne, bliver domstolene, som ikke er uafhængige af staten, blot fortolkere af de ‘love’ lovgiverne har udspyet, og ikke en institution der leder efter retfærdighed.
Som beskrevet for et par uger siden, kunne vi finde bedre anvendelse for politikerbyrden ved at sætte dem til at fjerne dyngen af overflødige regler og forordninger, fremfor at finde på flere af dem.
De fleste af ‘vore’ politikere har stadig ikke forstået at de ikke udgør en særlig klasse, der har rettigheder som ingen andre i samfundet har. De bør finde deres eksemplar af Loven frem og studere den. Grundigt.
