Som tidligere påpeget er sandheden det første offer i krig – og som regel inden selve voldshandlingernes udbrud. Da jeg hørte om 40 halshuggede babyer fik det mig til at tænke på babyerne der (ikke) blev revet ud af kuvøserne i Kuwait og ‘beviserne’ på masseudslettelsesvåben Colin Powell i sin tid viftede med.
Vi bør afvise kollektiv skyld, og horrible overgreb på individer der ikke er ‘kombattanter’ bør fordømmes skarpt. Men er man kombattant hvis man producerer våben til soldater eller terrorrister? Eller hvis man producerer fødevarer til dem der producerer våben til terrorister? Det kan der hurtigt komme en træls diskussion ud af. Jeg vil mene at det er det individ der udfører voldshandlingen der bør ‘stå til ansvar’ for den, sammen med det individ der har afgivet en eventuel ‘ordre’ til at udføre voldshandlingen. Ikke alle der bor i Gaza og ikke alle der bor i Israel kan pålægges et ansvar for den politik de respektive bandeledere fører. Ligesom jeg ikke er enig i, ja finder det moralsk forkasteligt, at M Frederiksen & co hælder tvangsinddrevne midler i et sort hul østpå (eller til andre tåbelige ting inden for landets grænser, for den sags skyld).
Overgreb på ‘civile’ er forkert. Fordømmelse heraf er ikke ensbetydende med at de pågældende civiles regering bør støttes ubetinget. Tingene er sjældent sort-hvide. Der er en grund til at folk bringes til at begå uhyrligheder. At forsøge at forstå bevæggrunden er ikke det samme som at acceptere reaktionen eller uhyrlighederne. Terrorister begår uhyrligheder netop for at provokere en reaktion – lad ikke den reaktion vedligeholde grobunden for mere terrorisme.
Hvis du tør udfordre den propaganda vi er ofre for, fra morgen til aften i de gængse medier, så brug 1 time her med Ryan Dawson: https://rumble.com/v3onk7y-more-atrocity-propaganda.html inden du beslutter dig for, at enten den ene eller anden part har ret. Ingen har ret til at begå overgreb på andre.
Som Scott Horton skriver på anti-war.com, så er den eneste langsigtede løsning i den betændte konflikt i Mellemøsten at palæstinenserne enten får statsborgerskab eller en selvstændig stat. USAs indgriben her og der og alle vegne har mere ført til fortsat elendighed, end det modsatte. Stop indblandingen i Mellemøsten – og alle andre steder.