Har du tænkt over hvorfra dét udtryk stammer? Det er ikke lyden fra et kasseapparat der siger ka-ching eller din mobile pay som flyver afsted. Tag to af de guldmønter du sikkert har på lager, balancér den ene på fingerspidsen og slå den an med den anden. Glæd dig over klangen af klingende mønt!
I en tid hvor politikere tilsyneladende(!) tror at penge er noget de kan plukke på træer eller i centralbanker (‘This is not the time to worry about moral hazard or whether people are incentivized not to work‘) er det nok værd at overveje hvad penge egentlig er; hvilken fantastisk udvikling penge repræsenterer, en ‘opfindelse’ der næppe overgås af noget mht at skabe bedre levevilkår for mennesker. Lyt til Human Action podcast om Economic Calculation her. Læs del 3 af Human Action her
Penge har flere funktioner, først og fremmest som betalingsmiddel, som middel til holde styr på (evt) gevinst og tab, som transport og opbevaring af værdi. Endvidere skal det være alment accepteret som betalingsmiddel. Man kan diskutere hvad der er gode egenskaber for penge i forhold til at opfylde disse funktioner, f.eks at det er nemt at bytte mod alle andre varer og ydelser, nemt at opdele i mindre stykker, let at transportere, vanskeligt at fremstille, nemt at kontrollere, bevarer sin værdi over tid mm.
Der en glimrende introduktion til penge her fra sidste års Mises University (45min). For mere detaljeret gennemgang må man boge den lidt og gå til Mengers The Origins of Money og Rothbards What has Government done to Our Money – og Mises Human Action, f.x. Kapitel XVII.19 eller The Theory of Money and Credit.
Se også Bob Murphys artikelserie om Money Mechanics på mises.org – ikke alle kapitler er udkommet endnu, men kapitel 2 om penge og banker, og kapitel 5 om, hvordan centralbank og kommercielle banker skaber penge, er online.
Penge har ikke værdi i sig selv, men alene i kraft af de knappe ressourcer de repræsenterer, og som man kan erhverve sig ved at bruge pengene, enten nu eller fremtiden. Når en falskmøntner (f.eks en centralbank, en kommerciel bank eller en anden slyngel) ‘laver’ penge er konsekvensen øget (mulighed for) forbrug af knappe ressourcer. Vi producerer for at kunne forbruge (hvad enten forbruget består i ‘stuff’, oplevelser, fritid eller andet) og i en avanceret økonomi er penge det vi bruger til at holde styr på hvad vi har produceret, og hvad vi derfor kan forbruge af ressourcer. Falskmøntneriet sætter nogen i stand til at forbruge uden at producere – det man med rette kan kalde overforbrug, og fører til en misallokering af ressourcer ved at producenter søger at imødekomme den efterspørgsel som falskmøntneren har sat i værk. Når falskmøntneren er Sorte Slyngel kan enhver se at det er forkert at han kommer med sine falske mønter, men når det er penge der sat i verden ved en seddelpresse eller en kredit som ‘opstår’ i en computer er det mindre gennemskueligt. Men der opstår ikke flere varer eller ydelser af at staten deler penge ud, vi bliver ikke rigere – der er kun tale om omfordeling, misallokering og et mindretal der beriger sig på vor andres bekostning.
Der er intet galt i kredit eller lån – långiver afgører hvor stor en risiko han vil påtage sig, og hvilket pant han ønsker som betingelse for lånet. Men hvis han tager fejl, skal han bære risikoen og tage tabet når låntager ikke kan betale tilbage.
Når regeringer uddeler penge til pøbelen afhænger de skadelige effekter blandt andet af, hvordan banden er kommet til penge. Er det ved beskatning, tager de ressourcer fra en gruppe og giver til en anden. Er det ved låntagning er det det samme, blot er dem man tager fra endnu fremtidige borgere (børn eller ufødte). Begge former for plyndring er umoralsk. Snedigt lader man gaveregnen falde lidt over alle, lader som om man lytter til folkets (ikke eksisterende) stemme; som Bastiat skrev: Tidens vildfarelse er at alle bliver rigere på bekostning af hinanden.
Helt galt går det når politikere har magt og indflydelse over pengene, den fristelse kan de færreste modstå. Når gaverne opstår ved falskmøntneriet ser vi først de afledte effekter senere, evt først meget senere, som følge af den misallokering af ressourcer indgrebet fører med sig. Mises brugte eksemplet med en murermester der, pga falskmøntneriet, tror at der findes flere reelle ressourcer end rent faktisk gør. Han bygger derfor ud fra en grundplan et hus, men det viser sig efterhånden som byggeriet skrider frem, fundamentet er støbt, det meste af skallen muret, at der ikke er ressourcer nok i form af f.eks materialer til tagkonstruktion. Han må enten opgive at færdiggøre huset, eller forsøge at bygge det mindre, måske genvinde nogle af de forbrugte ressourcer. Tab og spild er konsekvensen.
Ligesom politikerbyrden skal holdes langt væk fra uddannelsessystemet, sundhedssystem, og alle andre væsentlige systemer, er det måske allervigtigst at holde dem væk fra vores pengesystem; det er de i særklasse uegnede til at administrere og der er intet respektløst i at konstatere dette.
En ‘guldstandard‘ eller anden møntfod som ikke kan blæses op er ikke ensbetydende med at vi har nået nirvana (se afsnit 8), men et nyttigt redskab til at begrænse det galopperende offentlige (og private) forbrug.
P.S. Penge er ikke alt
[…] Lad os starte med at fjerne 3 vigtige områder fra statens ‘portefølje’: Uddannelsessystemet, social-og sygdomssystemet, og pengesystemet. […]