Udgivet i 1 kommentar

Frederik eller Mette – af to onder får vi dem begge

Det er mit indtryk, omend jeg indrømmer ikke at have solid evidens bag fornemmelsen, at der er en ikke negligerbar opbakning blandt ‘folket’ til kongehuset. Der er også en betydelig støtte til ‘demokrati’ hvilket ikke kan undre, når man tager i betragtning hvorledes propagandaen har flydt i udannelsessystemet i årtier. Røverhøvdingen opfordrede i sin nytårspropaganda til, at pøbelen udviser ‘hengivenhed’ overfor den kommende regent! Som om Stockholm syndromet er en prisværdig tilstand! En familie der er ikke er omfattet af lovene for andre mennesker og en flok puhlitikere der tror sig gjort af et andet stof end undersåtterne, samarbejder i skøn symbiose om at bilde resten ind, at alt hvad de gør er for det ‘fælles bedste’. Det kræver mange års indoktrinering at æde den røverhistorie. Næh, hvis mennesker var engle, behøvede vi ingen stat, men eftersom mennesker ikke er engle, da gør staten blot ondt værre – se her Robert Higgs.

Jeg har ingen illusion om, at den kommende regent som overtager moderens overførselsindkomst, deler indsigt på niveau med for eksempel Lichtensteins monark, Hans-Adam. Men tænk hvis ‘vi’ kun havde kongehuset at døje med, og ikke både kongehus og folketing. En skare forbrydere der har slået sig sammen om at plyndre befolkningen for halvdelen af deres ejendom – hvert år! Nogen bliver selvfølgelig plukket for mere. Hvis monarken faktisk var den der regerede, ville vi nok være mindre tilbøjelige til at lade os plyndre i samme omfang som nu, hvor mange lever i vildfarelsen om, at vi alle kan leve på hinandens bekostning. Bastiat beskrev dette allerede i 1849 i Lovenfås her i butikken for 37,50 – og Rothbard beskrev i nyere tid Statens Anatomi, at vi netop ikke er staten, og staten er ikke os. Så det er altså ikke ‘os selv’ vi tager penge fra og putter over i den anden lomme. Få den også her i butikken for 37,50!

Når monarken blot er røverbandens skødehund, der gummistempler den linde strøm af love og forordninger der strømmer ud af røverborgen, burde det stå klart, hvilken cirkusforestilling vi er tvangsindlagt til at betale for. Det er ligegyldigt hvilket navn nulliteten bærer, men nu kan vi afledes fra den almindelige plyndring og skændes lidt om, hvordan de stjålne midler omfordeles blandt ofrene.

Hvis monarken også måtte betale for sine krige af ‘egen’ lomme, ville vi se færre, kortere og mindre krige end under demokraturet. Det er en af Hans-Hermann Hoppes skarpe observationer i Democracy – The God That Failed at monarkiet snarere skal anses for et mindre onde end demokratiet. Bemærk at det ikke er en anprisning af monarkiet, blot en erkendelse af, at demokratiet formentlig er en værre styreform, hvis menneskelig trivsel er målestokken. Vi (det royale vi) linkede i sidste uge til dette gamle interview med Hoppe – lyt til det, evt igen. https://libertarianinstitute.org/dont-tread-on-anyone/privatize-everything-hans-hermann-hoppe-scott-horton/

I øvrigt bør regeringen afvikles – lad os håbe at vi ikke skal igennem elendighed af Argentinske dimensioner, før vi prøver noget andet. Og måtte Javier Milei have held, mod, og leve længe nok til at gennemføre bare lidt af det, han blev valgt på! (Han har nok skelet til sine overlevelseschancer når han vælger ikke at lægge sig for voldsomt ud med den herskende udenrigspolitiske krigsliderlighed hos naboen højt mod nord.)

1 tanke om “Frederik eller Mette – af to onder får vi dem begge

  1. […] går dine penge (også) til. Mette betaler ikke af egen lomme når der drages ud på eventyr – og jeg tænker heller ikke K…. Medlemmer af den danske regering har besluttet at ‘vi’ skal være med i løjerne – […]

Skriv et svar