En tilsyneladende endeløs strøm af penge forsvinder i statens mekanismer; mekanismer der skal inddrive endnu flere af andre folks ressourcer. På punditokraterne illustrerer Christian Bjørnskov det – åbenlyst – urimelige i de tilfældige vurderinger af boliger, der er det seneste afsnit af den miserable føljeton om statens overgreb og fejltagelser.
Bjørnskov angriber forestillingen om, at embedsværket kan afgøre hvad der er en ejendoms ‘bedste økonomiske anvendelse’. Lad den stå et øjeblik. Følg så med når vi ser hvad betydningen ville være, hvis den øvrige beskatning foregik på samme arbitrære vis – hvad er vores, individets, ‘bedste økonomiske anvendelse’?
Hvad “bedre” betyder i den situation er nærmest umuligt at svare på, men det er netop hvad Vurderingsstyrelsen forsøger at gøre med de grunde, vores ejendomme står på. En sommerhusejendom på 41 kvadratmeter i Liseleje er således blevet vurderet til 1,73 millioner, mens sommerhusgrunden i sig selv er vurderet til 1,85 fordi myndighederne ‘vurderer’, at der kunne bygges et nyt på 200 kvadratmeter – og det er derfor denne rent fiktive anvendelse, der beskattes.
https://punditokraterne.dk/2023/09/25/hvad-hvis-du-blev-beskattet-ligesom-din-grund/
Min pointe er, at denne tilfældige ansættelse af skatten og forbruget af de tvangsinddrevne midler netop er moralsk uforsvarlig, fordi embedsværk og politikerbyrde ikke kan afgøre hvad andre finder er den ‘bedste økonomiske anvendelse’ af deres ressourcer. Det burde være åbenlyst i eksemplet med ejendomsvurdering, men det samme gælder de ufatteligt mange poster politikerbyrden spenderer andre folks ressourcer på. Vi ved selv bedst hvilke aktiviteter vi ønsker at at fremme og ikke mindst hvilke vi ikke vil være med til at fremme. Derfor må politikeren formenes adgang til brug af tvang (skat ER tyveri!) og alene forlade sig på frivillige bidrag til de aktiviteter de ønsker iværksat!
