Pensionssystemet herhjemme tåler en opgradering – en opgradering hvor kunden (offeret) kan forlade butikken uden straf, når lugten bliver for stram. PFA og mange andre selskaber er gået galt i byen.
Danmark er endda ikke det værste land, idet den opsparing man tvinges til trods alt bliver indbetalt på en personlig konto. Det er imidlertid ikke så meget værd, når det er forbundet med betydelige omkostninger at flytte opsparingen, man kan ikke selv bestemme hvilke sektorer man ønsker og ikke ønsker at ens bundne midler investeres i, og takket være kronens binding til euro’en og en ECB der er gået amok forringes købekraften af de bundne midler. Det kan være at en låneomlægning barberer noget af gælden, men det er så långiverne der ‘bliver klippet’ – og det er blandt andre pensionskasserne, og dermed indskyderne som må bære omkostningerne. Fremtidens skattekvæg får endnu tungere åg at bære, og produktiviteten stiger næppe som følge af ESG (exceptionally stupid governance).
Lur mig om der ikke også, når politikerne skal ud og spendere endnu mere, dels vil være modregning i de talrige offentlige omfordelingskroner der rundsendes (med tilhørende tab i bureaukratiet) og dels vil pensionskasserne ‘beslutte’ sig for at investere i absurde projekter.
Lad folk beholde deres ejendom og selv bestemme hvor stor en andel de vil lægge til side og hvornår. Det er også folks egen beslutning hvilke sager og personer de finder værdigt trængende til hjælp og hvordan det skal foregå. Hold så kleptokratkloen fra pengene og overlad ansvaret for folks liv og pension til dem selv(!).
Det vil selvfølgelig ikke give et perfekt samfund uden konflikter eller ulykke, men den fattigdom som er grundvilkåret i tilværelsen bliver trængt mere tilbage.
[…] hvis vi ønsker at bevare og (for de økonomisk mindre velstående lande) forbedre levestandarden. Pensionskassers eksistensberettigelse er at skabe langsigtet provenu til kunderne. Kunderne må gøre med det provenu hvad de vil, […]