CO2-afgift – et underbelyst og misforstået emne

To lyspunkter og en skævert blev det til.
I bag om nyhederne på CEPOS i denne uge nævnes CO2-afgiften igen, igen, som den bedste løsning på ‘eksternaliteten’ der har at gøre med omkostninger der påføres en, som ellers ikke er involveret i en given transaktion. For en gangs skyld bliver det dog eksplicit nævnt, at man er nødt til at forholde sig ikke bare til CO2s (eventuelle) skadevirkninger (nej, der er ikke 100% konsensus heller om denne skadelige effekt) – men også til alle de positive eksternaliteter. Bravo!

Et problem er imidlertid at vi taler som om det ikke længere kan diskuteres, at CO2 er skadeligt for ‘kloden’ eller mere interessant, for menneskers trivsel. CO2 er en forudsætning for liv og ikke en giftgas der truer os alle med udslettelse hvis koncentrationen stiger fra de nuværende, i geologisk tid, lave værdier.

Jeg er med på at fra et økonom-perspektiv, givet at man accepterer præmissen om, at CO2 udledning skal begrænses, da kan en global afgift medføre at der spenderes færre ressourcer, i bestræbelserne på at begrænse udledningen end ved diverse punktafgifter, fordi man spænder nytænkning og markedsdisciplin for vognen.

Problemet er at præmissen ikke anholdes og derfor vil en afgift dels ikke virke og dels medføre at energi bliver dyrere end den ellers ville have været. Den energi som er en nødvendig (men ikke tilstrækkelig) forudsætning for, at mennesker kan trives og forbedre deres liv fra arg fattigdom til en behagelig, ja nærmest luksuøs tilværelse. Den energi vi får fra fossile kilder har medført et historisk kvantespring i livskvalitet, og skadevirkningerne blegner totalt i denne sammenhæng. Også i de fattigste lande, hvor tilværelsen er blevet langt mindre utålelig takket være fremskridt i andre dele af verdenen.

Det der overses er, at forsat udnyttelse af fossil energi en lang årrække endnu, er helt afgørende for dels vedligeholdelsen af denne velstand og dels udvikling af velstand i de dele af verdenen som stadig lever under kummerlige forhold. I vores del af verdenen er fossil energi uundværlig for alskens luksus der tages for givet, ja, nærmest for en rettighed!, såsom beskyttelse mod et fjendtligt klima (56. breddegrad!) i form af husly og tøj, fremstilling og transport af en vifte af fødevarer, opbevaring af fødevarer på køl og frys, kaffe, varm og kold, lys i mørket ved tryk på en kontakt, tid til at folk kan specialisere sig i at løse andre problemer end mad og husly, for eksempel litteratur, sport, medicin og et hav af andre fritidsaktiviteter (fritid! – kun fordi vi har rigelig, stabil adgang til energi). Fossil energi der også er ophav til et væld af plastik-produkter som betyder bedre opbevaring af mad (mindre fordærvelse), steril indpakning til medicinsk udstyr, kuvøser til nyfødte, emballage der er let at transportere og meget mere.

De vejrafhængige energikilder (VE) kan ikke levere den fornødne stabile energi, 24/7, 365 dage om året – prisen for det produkt VE leverer tager ikke højde for omkostningerne ved back-up eller til udbygning af el-nettet til at transportere de enorme mængder af strøm; derfor er prisen misvisende. Til gengæld gør prissystemet det dyrere for de stabile energikilder når de må drosle ned i perioder hvor VE kan producere. Dertil kommer det voldsomme materialeforbrug der er nødvendigt når man insisterer på at høste energi fra kilder som er meget lidt ‘energi-tætte’ – både forbrug af materialer og land (eller vand) til opsamling af energien over store arealer.

Adgang til masser af billig energi er som nævnt en helt nødvendig forudsætning for menneskelig trivsel – og det børe være den moralske vinkel vi anlægger, menneskelig trivsel fremfor forestillingen om kloden som et jomfrueligt, sart sted der bør lades urørt i sin ‘naturtilstand’ – men først med mere systematisk udbredt respekt for privat ejendomsret i vesten tager den fabelagtige udvikling af velstand fart. Det får Mads Lundby Hansen også påpeget i ugens indslag. Bravo igen!

For en gennemgang af status med hensyn til de fysiske forhindringer for politikerbyrdens utopiske drømme om ‘net-zero’ inden for en meget kort tidshorisont se Simon Michaux, Finlands Geologiske Institut, for eksempel denne evaluering af kapacitetsudbygningen af alternative energikilder til at erstatte fossilt brændsel:

Du kan også lytte til 1 times interview med Michaux på the powerhungry podcast hos Robert Bryce her.

For en grundig gennemgang af, hvorfor vi vil og bør anvende mere fossilt brændsel i mange årtier endnu kan Alex Epsteins Fossil Future anbefales – den målestok vi bør bruge for vores adfærd bør være menneskelig trivsel, ikke klodens ‘uberørthed’. Michaux, Bryce og Epstein er alle kandidater til et interview i samfundstanker.

Også en tak til fredagens Cepos-panel for at udvise passende utilpashed ved klima-alarmisternes parathed til totalitære tiltag (neoInformation, bag betalingsmur). I sandhed skræmmende, men ikke overraskende, læs her om to menneskefjendske verdensreligioner.

I øvrigt bør regeringen forblive afgået.