Udgivet i Skriv en kommentar

Analfabeter og dine penge

…eller er der en anden forklaring på afgifter og toldmure. Der kunne også være tale om kombinationen ondskab og uvidenhed. Selvom det er en mere kompliceret forklaring kan den ikke afvises.

Christian Bjørnskov skrev i juni om protektionisme, som burde være være basal pensum for økonomer, og strengt taget også for politikere, selvom de sidste nok flest er uden for rækkevidde (lærdom falder typisk ikke på frugtbar jord her). Misèren er, at politikere netop ikke har ‘landets’ eller befolkningens interesser for øje, men deres egne. Derfor hjælper indsigt ikke på politikerens beslutningskvalitet. Vælgerens niveau skal løftes og det er svært fordi det er rationelt for vælgeren ikke at beskæftige sig med politisk snask. Udannelsessystemet bærer en betydelig del af skylden for den økonomiske analfabetisme der plager os, og muliggør fastholdelsen af status quo.

Troen (hin religiøse) på, at politikerne er i stand til at sørge for en retfærdig fordeling af rigdom der, tilsyneladende, opstår af sig selv, er mulig takket være systematisk propaganda, der hævder statens fortræffeligheder og flyder lige fra småbørnsinstitution til universitet.

Mere rigdom betyder at de fattigste iblandt os er betydeligt bedre stillet end ellers. Mere central planlægning af økonomien betyder mindre rigdom. Det er ikke ny indsigt – Mises beskrev det allerede for mere end 100 år siden – og selvom der kan skaffes ‘evidens’ for at det forholder sig således, så er indsigten fra 1922 uimodsigelig. Det svarer lidt til situationen hvor vi går ud og måler på forskellige geometriske figurer og finder at de ikke helt er i overenstemmelse med matematikken. Det er ikke geometrien der er på afveje, men data der ikke er præcist nok indsamlet.

HVIS man ønsker at mennesker, ikke mindst de der er dårligst stillet, skal forbedre deres levestandard, er øget velstand det, der virker. Regeringsindgreb kan kun forsinke eller modvirke den forbedring mennesker søger at skaffe sig. Som vi ser det, får det ene indgreb efter det andet ‘utilsigtede’ effekter, som dernæst fører til nye indgreb, der skal modvirke disse effekter, og rouletten kører. Politikere elsker problemer de kan se ud til at gøre noget ved. Og staten vokser og vokser. Mens det såkaldte råderum, som udtryk for den almindelige plyndring, på ny er ‘opjusteret’. Der har vi været før – giv folk deres penge tilbage (allesammen!)

Når lov bruges til andet end beskyttelse af privat ejendom er skråplanet etableret. Frédéric Bastiat beskrev dette i 1849 i Loven – fås her i butikken på dansk! Kort tekst der burde være pensum i udskoling og gymnasium.

Du kan også læse børnebogsversionen med dine børn eller børnebørn!

I øvrigt bør regeringen gå af!

Skriv et svar