Spørgsmålet om ‘absolut’ ytringsfrihed dukker af og til op og et argument imod er, at man jo ikke har ‘ret til’ at råbe Brand! i en tætpakket biografsal og derfor at ‘nogen’ (sædvanligvis Staten) må sørge for at regulere ytringsfriheden på passende vis. Ytringsfrihed forstås imidlertid bedre som en følge af ejendomsret. Du har ret til at sige lige hvad du vil på din egen ejendom, inklusive udsagn som er fornærmende, anstødelige, uhøflige, politisk ukorrekte eller bare stupide. Men hvis du råber Brand! i din egen biografsal (og det ikke brænder) overtræder du biografgængernes ejendomsret til den film de har betalt for. Du har heller ikke ret til at sige hvad som helst på en anden persons ejendom eller platform og du har ikke ret til at folk skal høre hvad du har at sige. Direkte opfordringer til vold mod andres person eller ejendom er heller ikke en naturret.
Læs mere i kapitel 15 af Rothbards Ethics of Liberty (online her).
Et eksempel på hvordan Staten til en afveksling mudrer vandene også på dette felt ser vi i de såkaldt sociale platforme. De kaldes privatejede, og har derfor ret til at vælge hvad de vil tillade på deres platforme, men nyder privilegier bevilget af Staten i form af ansvarsfrihed for, hvad brugerne af platformen måtte finde på at bringe til torvs af tåbeligheder. Privilegier som Staten ikke vil tøve med at udnytte til at undertrykke synspunkter den finder ‘upassende’.
Løsningen er ikke at Staten bestemmer hvad der må eller ikke må siges på diverse platforme, men et reelt frit marked for platforme som folk kan vælge at ytre sig på, uden privilegier tildelt af Staten.
Læs Justin Raimondo på antiwar.com tilbage i august.
[…] at afgøre hvad der er god tone blandt undersåtterne. Hvor er det vi har set det før, George? Ytringsfrihed – herunder grim tale, og tale man er uenig i, er en ejendomsret. Ejendomsretten er […]