Det er den samme taktik der ofte benyttes herhjemme, f.eks med sygdomssektoren hvor det er umuligt at fjerne så lidt som én krone, fra et system der er lige ved at bryde sammen. (Hvis man er så uheldig at få brug for systemet, kan man ved selvsyn konstatere at det ER brudt sammen, til trods for den sobre indsats der trods alt leveres af enkeltpersoner her og der.)
Diskussionen bliver derfor ofte begrænset til hvor mange ressourcer Staten skal (tiltvinge sig og derefter) allokere til det ene eller det andet område – i stedet for den langt væsentligere diskussion om HVAD Staten overhovedet skal levere – mens man husker på at den eneste måde den kan levere noget på, er ved først at true eller tvinge sig til andres ejendom, og derefter at uddele en mindre del af rovet.
Læs om hvornår det kan retfærdiggøres at bruge magt over for andre i Loven af Frédéric Bastiat.
Læs om Statens Anatomi af Murray Rothbard her – og forstå at den ikke er din ven og beskytter.