Endnu engang glimrer staten ved sin ødelæggende indgriben i sociale forhold. Løftet om at tage fra nogle individer i landet og dele ud til andre individer, hvad enten disse har samme nationalitet eller kommer fra andre lande end de udplyndrede, skaber en række uheldige incitamenter.
I stedet for at se på migranter som en homogen masse af atomfysikere, læger, forbrydere, velfærdsturister eller voldsmænd, så skulle vi se på dem som individer. Ganske som borgere her i landet burde ses som individer (og have deres individuelle ejendomsret respekteret uden forbehold). Det ville betyde at tilrejsende (og herboende) individer – selvfølgelig! – forventes at forsørge sig selv, via frivillige udvekslinger med andre personer. Eller via frivillig hjælp fra private organisationer finansieret af frivillige donationer (af ressourcer, herunder f.eks. arbejdskraft).
Det er klart at personer der kommer til landet og indgår i frivillige udvekslinger med herboende tilfører værdi – ellers var udvekslingen ikke foregået. Det er også klart at herboende ikke kan have interesse i, at tilrejsende plyndrer de lokale indbyggere, enten direkte, eller, som oftere, via statens mellemkomst.
Den såkaldte Marrakesh-aftale lader ikke til at fremme frivillige interaktioner mellem private mennesker fra forskellige lande.