Nogle stemmer mere end andre – det er der ikke noget nyt i. DiLorenzo om skæg og ballade tilbage i ‘60’erne her.
Hornberger – skæg og ballade i ‘40’erne – her
Bananrepublikken der ikke kan afholde troværdig afstemning – Glen Greenwald her. Mere bananrepublik via Pepe Escobar.
Otto Brøns-Petersen beklager The Donalds hastige udmeldinger om svindel med mangel på dokumentation, med henvisning til ‘uregelmæssigheder’. Man kunne sige at omfanget af uregelmæssigheder er mistænkeligt i sig selv. Se link til Escobar ovenfor. Havde det været golf skulle den siddende præsident formentlig have haft 3-4 ekstra slag på hvert hul for at kompensere for den syndflod af misinformation mainstream medierne har oversvømmet verden med de seneste 4 år. The Donald skal ikke takkes for ret meget – men udstillingen af hykleriet og nedsmeltningen af the establishment har haft sin egen underholdningsværdi og det bliver svært at få al tandpastaen tilbage i tuben. Som en ikke uvæsentlig parentes har han ikke startet nye krige, hvilket bør påskønnes. Et andet væsentligt bidrag er at respekten for præsidentembedet så småt kan anfægtes – legitimiteten af præsidentens magt eksisterer ikke længere i manges øjne – desværre tror mange stadig at embedsvældets udøvelse af magt på magisk vis fører til gunstige resultater. Værdien af stemmeri er – stærkt – overdrevet.
Hans-Hermann Hoppes Democracy: The God that Failed beskriver glimrende mekanismerne i demokrati og anfægter systemets status som ‘det mindst ringe’. Jeff Deist gennemgår bogen over tre seancer – find dem på the Human Action Podcast. 1, 2 og 3.
For et par år siden gik det op for nogle at der kan fuskes med stemmemaskinerne – i år ser det måske lidt værre ud, se også project veritas her. Og tragedien i USA forværres af, at halvdelen af stemmeafgiverne (hvis eller vi kendte nævneren, men det gør vi heller ikke…) føler at den anden halvdel er fuldstændigt ude i hampen.
Demokrati fungerer ikke når der kan stemmes om andres penge eller om om hvordan andre bør leve deres liv. Det fører til kamp om magten til at dominere ‘modparten’, tvinge ham til noget han ikke ønsker – ganske som Bastiat beskrev for små 200 år siden i Loven.