The empire strikes…again…
Det amerikanske regime har tilsyneladende snigmyrdet en højtstående repræsentant for det iranske regime (mens vedkommende var i Irak!) og efterfølgende erklæret at verden er blevet mere sikker. Samtidig opfordres amerikanske borgere (men ikke soldater) til at forlade området af hensyn til sikkerhedssituationen.
Der er noget råddent i Washington, D.C.
Læs David Stockmans hudfletning af Donalden her
De færreste af de personer der når til tops i statsapparater rundt om i verden har min sympati – de mener sig ofte i stand til og berettiget til, med vold og magt, at dirigere rundt med andre mennesker. Om de beruses af magten eller begærer den fra start af har mindre praktisk betydning.
Forestillingen om at kan tvinge andre til at opføre sig som man selv mener er den rette måde florerer til trods for de talløse skræmmende eksempler på, at det fører til modstand og jo værre værre tvangen bliver desto hårdere bliver modstanden også.
Så hvem har interesse i en højintens eller lavintensiv tilstand af krig? Det kan være uklart – politikere får en anledning til føre sig statsmandsagtigt frem, blive set og hørt og retfærdiggøre at nu må staten have flere ressourcer får at beskytte os alle sammen mod de andre. Firmaer der leverer varer og ydelser til krigsmaskinen ser en øget efterspørgsel. Medierne leverer åndløs og åndeløs ‘dækning’ af begivenheder og lyver os i almindelig lige op i ansigtet.
Se Ron Paul og Daniel McAdams gennemgå situationen her
Skatteborgerne, kanonføden og ofrene derimod, har ikke nogen interesse i aggressive krigshandlinger.
Læs om hvad staten er og ikke er i Rothbards Statens Anatomi – køb den på dansk her for 37,50!
