…eller 1 ud af cirka 76.000. Det er den anslåede mortalitet for personer inficeret med Den Onde Virus blandt Singapores migrantarbejdere (via AIER).
Det noget morbide(!) eksempel på, hvad et totalitært regime kan gøre mod visse individer i samfundet er et fænomen der er interessant i sig selv. I dette tilfælde tjener det til illustration af den bizarre tilgang de fleste myndigheder i verden har anlagt, stillet over for en ondartet luftvejsvirus der ikke udmærker sig ved ekstraordinær farlighed sammenlignet med øvrige svøber verden døjer med.
Kort fortalt blev omkring 320.000 personer nærmest spærret inde under rimeligt kummerlige forhold og knap halvdelen blev smittet. Der angives 2 dødsfald og 25 intensivindlæggelser (man kan altid spekulere på om oplysningerne står til troende…det gælder også WHO, og Our World in data)
Det helt ekstraordinære har netop været myndighedernes monomane fokus på denne ene trussel som om et dommedagsmeteor pludselig var dukket op på kollisionskurs med jorden.
Et andet karakteristikum ved myndighedernes ‘håndtering’ af situationen er oppiskning af en panikstemning – enhver er i yderste livsfare, blot hvis en anden person udånder i retning af én. Dette til trods for at der er en stejl gradient med hensyn til risiko – hvor de yngste blandt os har en markant mindre risiko for alvorlig sygdom eller død sammenlignet med de ældste. Se tallene fra amerikanske CDC i sidste uge post Mette skal dø.
Panikstemningen og formaningerne antager interessante dimensioner når man betænker hvordan herskerne selv agerer – nogle dyr er mere lige end andre. (Hvem husker ikke Mettes hykleri i forbindelse med egne børns placering i privatskole…)
Politikerbyrden har tilsyneladende den fejlagtige opfattelse at de er gjort af et andet, finere stof end andre dødelige. De tager fejl.