Udgivet i Skriv en kommentar

Block og migration

I serien om migration står Walter Block for den ‘mest’ Åbne Grænser-tilgang.

Hans argumenter omfatter blandt andet at fra et libertariansk synspunkt bør mennesker, ligesom varer og ydelser, frit kunne bevæge sig og krydse grænser uhindret. Der er i princippet ikke forskel på om en person flytter sig inden for et lands (‘arbitrære’) grænser og mellem lande. Tillader man det første bør man også tillade det sidste – i et frit samfund. Statens kontrol (i USA f.x af enorme landarealer) af ‘offentlige’ bygninger og anden infrastruktur anser han for illegitim og sammenlignelig med jomfrueligt land, der kan tages i besiddelse og bruges af enhver, herunder tilvandrede der måske er mindre tilbøjelige til at bøje nakken for den eksisterende statsmagt.

Læs mere her.

Udgivet i Skriv en kommentar

Rothbard og migration

I serien om migration er vi nået til Murray Rothbard, en af de allerstørste libertarianske tænkere. Han skrev relativt lidt direkte om migration og hans tilgang udviklede sig fra at se fænomenet hovedsagligt fra en økonomisk synsvinkel med ‘åbne grænser’, til efterhånden at lægge mere vægt på, at jordejere eksklusivt har retten til at bestemme hvem der skal opholde sig på deres ejendom. Han anså konsistent privat ejendomsret som den bedste, omend ikke perfekte, måde at angribe dette vanskelige spørgsmål.

Det er iøvrigt et almengyldigt forbehold: Frie markeder og absolut respekt for privat ejendomsret får ikke alle konflikter til at forsvinde og paradis til at opstå, men det forbliver den bedste, i betydningen mest retfærdige måde at indrette sig på. Hvis altså man mener at alle individer har krav på samme rettigheder og at der ikke findes hverken andenrangsborgere der er mindre værd, eller førsteklasses væsener der, hævet over pøbelen og loven, kan dirigere rundt med resten af samfundet og dets ressourcer.

https://mises.org/library/immigration-roundtable-murray-rothbard

Udgivet i Skriv en kommentar

Mises og migration

Mises.org har en serie om migration fra en østrigsk og libertariansk vinkel, og lægger ud med Mises selv.

Redaktørens caveat illustrerer nogle af de udfordringer der er i den ofte betændte debat.

  • Ingen sandt libertarianske løsninger er mulige sålænge regeringer ‘ejer’, dvs kontrollerer store offentlige omåder, såsom kystlinier, havne, hovedfærdselsårer, lufthavne, veje, militæranlæg og andre offentlige rum.
  • Derfor handler debatten hovedsagligt om hvad regeringen skal gøre ved immigration under de givne omstændigheder.
  • Der findes ingen nemme løsninger på, hvordan myndighederne skal kontrollere områder i det offentlige rum. Sand økonomisk kalkyle er ikke mulig når staten kontrollerer ressourcerne og ikke-økonomiske overvejelser er håbløst subjektive.
  • ‘Velfærd’, i form af forskellige skatteyderfinansierede varer og ydelser, gør situationen mere kompliceret.
  • Demokratiske afstemninger, kombineret med politikere domineret af kortsyn, gør situationen mere kompliceret

 

Mises beskrev migration fra et økonomisk, men også fra et kulturelt synspunkt. Den økonomiske produktivitet lider under restriktionen af migration. Nogle grupper i samfundet kan have interesse i at holde konkurrence fra tilrejsende ude, men det sker på bekostning af både de tilrejsende og de øvrige indbyggere, når sidstnævnte kommer til at betale højere priser end nødvendigt. Men andre faktorer end de ‘rent’ økonomiske gør sig også gældende. Under indtryk af ’20’ernes forfølgelser af f.eks tyske minoriteter i Czekoslovakiet, Italien, og Polen, var Mises opmærksom på de overgreb statsmagten, i hænderne på en majoritet, kunne begå mod minoriteter. Minoriteter som principielt har ret til at frigøre sig fra et land, danne deres egen nation og selv bestemme deres skæbne. Muligheden for at danne mindre, uafhængige politiske enheder – decentralisering af magt – kombineret med respekt for individet og privat ejendomsret, så Mises som et imperativ for en fredelig løsning på ‘migrationsproblemet’.

Udgivet i 2 kommentarer

Profit er belønningen for at have tjent sine medmennesker

…jo bedre man har betjent dem, desto højere er belønningen – i et frit samfund.

Profitten tjener til at allokere knappe ressourcer til de producenter der bedst udnytter dem til at servicere andre folk. Den er et signal om at her begrænses spild. Hvor staten uddeler belønninger virker denne mekanisme ikke. Her sker der blot en tvungen omfordeling af ressourcer fra en gruppe til en anden, med ledsagende bureaukrati der føjer spot til skade.

Læs mere her

Udgivet i Skriv en kommentar

‘Forbrugersamfundet’ – bebrejd ikke kapitalismen!

Kapitalisme er det mest effektive system til at masseproducere varer og services for…masserne, og i den kvalitet og mængde forbrugerne efterspørger. Nogle klager over at ‘folk’ forbruger for meget og forkert og giver gerne ‘kapitalismen’ skylden.

Men selvom folk efterspørger det ‘forkerte’, og på den forkerte måde – så giver det ikke andre ret til at forsøge at tvinge dem til at føre en mere simpel og mindre materialistisk livsstil. Man kan forsøge at overbevise dem og foregå med et godt eksempel, men alligevel vil der være mange der hellere vil noget andet end det nogle mener er det ‘rigtige’. Og de skal selvfølgelig have lov til at disponere frit over egne midler.

Bebrejd ikke markedet for at levere hvad folk efterspørger! (David Gordon på mises.org)

Udgivet i Skriv en kommentar

Hoppe om hvor Marx havde ret

Hans-Hermann Hoppe kan man ikke få for meget af (i modsætning til Marx!).

Men Marx havde nogle enkelte pointer der er værd at tænke over. Hoppe forklarer hvor, og også den grundlæggende fejltagelse Marx begår da han identificerede grupper af individer med fundamentalt forskellige interesser. Det var ikke ‘arbejdere’ og ‘kapitalister’, men producenter og ikke-producenter.

 

Her er en optagelse fra 1988 der er særdeles lytteværdig https://mises.org/library/hans-hermann-hoppe-what-marx-gets-right

 

Udgivet i 1 kommentar

Hvilke emner ‘får vi lov til’ at stemme om – hvilke ikke…

Diskussionen om provokeret abort er vanskelig og kan dele vandene. Med god grund, for det er et moralsk ikke trivielt spørgsmål.

Irland stemte fornylig 2:1 for at ophæve forbuddet mod provokeret abort. Altså retten til, under bestemte omstændigheder, at aflive et ufødt foster.

Personligt har jeg med årene fået en langt mere nuanceret holdning til dette spørgsmål, og en større respekt for synspunktet om at abort kun bør anvendes i ganske begrænsede tilfælde. Man kunne argumentere for at fosterfordrivelse kun kan forsvares, hvis fosteret er levedygtigt uden for moderens krop – sådan at andre – frivilligt – kan påtage sig ansvaret for det.

Et interessant træk ved denne afstemning er imidlertid at befolkningen får lov at stemme om den slags – vigtige – emner, men ikke om andre – vigtige – emner som for eksempel indvandring.

Det er også et eksempel på et emne som (heller) ikke er velegnet til lovgivning. Een gruppe betragter fosteret som et helligt liv lige fra undfangelsen; en anden finder at fosteret er en parasit der trænger sig uønsket ind på og i kvindens krop. Disse synspunkter kan vanskeligt forliges.

 

Rothbard om kvindens ret til at bestemme over sin krop – trumfer den fosterets ret til liv? Og børn rettigheder. – Link

Også i en tid hvor der adgang til effektive præventionsmidler og ‘fortrydelsespiller’? Når man ved at undlade at beskytte sig har påtaget sig ansvaret for et andet liv – kan man så ‘bare’ opsige den ‘kontrakt’ med det ufødte barn?

Stefan Molineux behandler emnet om abort, promiskuitet og mulige konsekvenser i denne podcast – Link

Hans-Hermann Hoppe om tvungen indvandring – Link

Udgivet i 1 kommentar

Hvorfor gå så højt op i om der fuskes med stemmerne ved et valg?

Der er nogen der har opdaget at der kan fuskes med stemmemaskinerne…(surprise!)

Diskussionen i linket mangler helt at påpege det altafgørende forhold: Hvad (kan) der stemmes om? Kan “vi” stemme om at dele af din ejendom skal fordeles blandt andre medlemmer af samfundet som “vi” synes fortjener det mere end du selv?

Problemet er endnu engang, at der er nogen medlemmer af samfundet som sætter sig uden for loven og på illegitim vis misbruger den til at forsyne sig med andres ejendom.

Herved kan de dele gaver ud, blive genvalgt og fortsætte deres plyndringsrus. Når statens repræsentanter ikke tillades nogen handling som heller ikke den enkelte kan begå, så kan den ikke blande sig i stort og småt i samfundet, folk må indrette sig med hinanden og komme overens og pludselig er det ikke så vigtigt hvilket rygmærke den bande der for tiden sidder på magten i folketinget har. Lad os afpolitisere samfundet – politik betyder magt, trusler om vold og vold – det stik modsatte af frivillig udveksling af varer og tjenester.

Få politikerne ud af livet – overlad beslutningerne om folks ejendom til…folk selv!

Udgivet i 5 kommentarer

Repræsentativt demokrati er ikke repræsentativt

Artikel på Mises.org (engelsk)

Normalt hvis jeg udpeger nogen til at repræsentere mine interesser betyder det netop dét – at vedkommende sørger for at varetage mine interesser og jeg står til ansvar for repræsentantens handlinger på mine vegne. Når en fra politikerbyrden skal varetage interesser for et større antal personer, er disse interesser sjældent på linie, og kan endda være i indbyrdes modstrid. Endvidere er vælgerne uden ansvar for politikerens handlinger. Det kan anses for umuligt at repræsentere mange forskellige interesser samtidigt under disse omstændigheder. Så er det vi kalder repræsentativt demokrati ikke snarere blot en konkurrence blandt bander med forskellige rygmærker om, hvem af dem der skal have hjørnekontoret betalt af skatteyderne?

Udgivet i 1 kommentar

Økonomiske eller politiske midler?

Når to eller flere parter frivilligt udveksler varer eller ydelser opnår de involverede parter alle en forbedring af deres situation; ellers havde de ikke indgået udvekslingen. Modsat, når man bruger politiske midler til at opnå noget,  betyder det at man ikke er i stand til opnå dette af frivillighedens vej, ved at bytte sig til det man ønsker mod at aflevere noget som en anden ønsker. Man bruger i stedet for magt.

Den økonomiske vej fører til fred, fordragelighed og øget velstand for alle.

Den politiske vej fører til tvang, utilfredshed og alles kamp mod alle for at undgå at blive udnyttet eller for at udnytte andre.